Tanker om venner, bekendte og….fjender?!

Jeg har gået og tumlet med tankerne til dette indlæg længe, og nu vil jeg forsøge at kaste mig ud i at få dem nedfældet. Måske bliver det en ordentlig omgang volapyk, men forhåbentligt vil det give mening for nogen. Jeg skriver bare derudad som tankerne nu fører mig, og håber at I kan (og vil!) følge med…

Det handler om de relationer der krydses på tværs af blogs og instagram-kontoer, og måske især om de meninger (skal vi kalde det fordomme?) som folk danner sig om hinanden udfra den lille flig af vores liv vi lukker hinanden ind i. Oftest uden nogensinde at have mødt hinanden i virkeligheden.

Jeg vil tro at 98% af den del af blog- og IG sfæren jeg rører mig i består af kvinder. Og kvinder i flok kan altså være nogen farlige nogen, vil jeg vove at påstå. Jeg har faktisk altid haft et lidt anstrengt forhold til pigegrupper, og har da også altid haft flere drengevenner end pigevenner i min opvækst. Jeg orker simpelthen ikke fnidder. Jeg er også meget følsom omkring grupperinger, og kan hurtigt få en fornemmelse af at være lidt udenfor. -Også selvom der oftest slet ikke er hold i det. Længere. Men med en opvækst med meget mobberi bag mig, er det et levn der sidder tilbage. Følelsen af at være udenfor. Og opmærksomheden på om andre er det, ikke mindst.

Det er selvfølgelig meget naturligt at der dannes grupperinger, og jeg har også selv været med at til at samle kvinder som jeg følte en samhørighed med. På den måde har jeg fået flere rigtigt gode venner og bekendte, men jeg er også endt med at have et par “fjender” (i mangel på et bedre ord). Men det er heldigvis folk jeg har mødt i virkeligheden, og hvor der er sket nogle ting som har gjort at vi ikke længere ses eller taler sammen. Og det er okay. Der hvor det ikke er okay, er der hvor man aldrig har mødt hinanden og alligevel tillader sig at danne sig så meget af en holdning, at man ikke kan lide personen bag.

Det syntes jeg er meget mærkeligt! Heldigvis er det ikke noget jeg personligt har oplevet (men jo, der skal da helt sikkert nok sidde et par stykker eller hundrede med en mening om mig derude, selvom de egentlig ikke kender mig), men jeg kender nogle stykker som til tider bliver ret hårdt ramt af, hvad der jo reelt set er fremmede. Emails, sms’er og lignende med hårde ord. Not okay!

Det er sgu’ lidt en spøjs verden, ikke? Jeg føler samhørighed med mange som jeg aldrig har mødt, og der er mange som jeg rigtigt gerne vil møde i virkeligheden. Blandt andet derfor arrangerede jeg i sommers et IG træf her i Århus. Det var meget hyggeligt, men tilslutningen var desværre ikke så stor, og jeg endte faktisk med at have en lidt blandet følelse omkring det. På den ene side var det super hyggeligt med dem der kom, men på den anden side var der mange jeg havde håbet og troet ville komme, som ikke kom. Måske er samhørigheds-følelsen ikke altid gengældt?

Det minder mig om den såkaldte “sladre-app”; den hvor man kan se hvem der er faldet fra og hvem der er kommet til på IG. I starten blev jeg så ked af det hver gang nogle faldt fra, også selvom jeg ikke kendte dem, men det er jeg heldigvis kommet mig over. Nu bruger jeg app’en fordi at jeg syntes det er sjovt at følge med i, og fordi at jeg tit ikke når at se de nye følgere i mit feed. Men engang imellem bliver jeg stadig ked af det, og det er lige netop der hvor personer som jeg følte at jeg havde en samhørighed med, stopper med at følge mig. Så kan tankerne godt løbe af med mig, og jeg bliver en smule paranoid. For det meste ender jeg faktisk med selv at unfollowe, simpelthen fordi at jeg får en ærgerlig følelse når de så dukker op i mit feed. Jeg følger dog stadig nogle stykker fordi jeg syntes de er inspirerende og dygtige, men jeg kan godt mærke at jeg alligevel bliver lidt trist når jeg liker deres billeder. Det er da skørt…

Nå, det tog lidt en drejning fra hvad jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om. Nemlig det her med de rigtigt gode venskaber jeg har fået. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker igennem bloggen, faktisk så mange at jeg har svært ved at følge med. Det kræver jo noget at opbygge og vedligeholde et venskab, og når man bor på kryds og tværs af landet kan det være svært. Ikke mindst når man også har en travl hverdag der skal gå op. Derfor er der desværre flere som jeg ville ønske at jeg var bedre til at holde på. Som jeg kunne se lidt oftere.

Der er også en del som jeg rigtigt gerne ville have mere tid og overskud til og lære bedre at kende. De der bekendte som man møder her og der, hvor samhørigheden går begge veje og man rigtigt gerne vil hinanden, men hvor den travle kalender bare ikke tillader at flere mennesker bliver presset ind. Jo, en kop kaffe kan da lade sig gøre, men hvis der så går 3 måneder før den næste kop kaffe byder sig, så er det jo nærmest som at starte forfra. Det syntes jeg faktisk er lidt hårdt og trist, for jeg vil så gerne…

I virkeligheden er det jo ganske fantastisk at så mange af os har fået gode venner på den her måde. En slags netdating for venskaber, kan man vel kalde det. Samme interesser, og så det at man typisk allerede ved en del om hinanden fra bloggen, gør at man springer nogle trin over i venskabet fra starten. Det er så fedt!

Gav min ordstrøm mening, og har det sat gang i nogle tanker? Det håber jeg! Har du fået gode venner igennem din blog/IG? Nogle som du ses med i den virkelig verden? Nogle du endnu ikke har mødt, men alligevel har et stærkt bånd til?

Jeg må hellere lige understrege at jeg altså ikke lægger op til debat, det er bare mine tanker om emnet. Jeg vil rigtigt gerne høre jeres tanker, men vil selvfølgelig opfordre til at holde en god tone. Tak ♡

11 dage er fløjet afsted….

….siden jeg sidst havde et indlæg på bloggen. På det seneste har der generelt været lidt stille herinde, simpelthen fordi jeg har haft meget at se til her på den anden side. Eksamener, en masse helligdage med familieplaner, hygge med børnene og helt almindeligt hverdags-trummerum.

Jeg havde min sidste eksamen for i år i onsdags, som var en eksamen i samfundsfag B. Det er et af de fag jeg har været på barsel fra, og skal jeg være helt ærlig så har jeg ikke fået læst op på det siden. Jeg var derfor noget bekymret for hvordan det ville gå, og da jeg tirsdag morgen (det var en 24 timers eksamen) trak emnet “dansk politik” følte jeg mig helt og aldeles lost. Og doomed! Politik er bare ikke min stærke side….Nå, men jeg kæmpede mig igennem og fik skrevet en synopsis ud fra de mange bilage jeg fik udleveret. Følte mig slet ikke sikker på det, men det måtte ligesom briste eller bære. Da jeg gik ud fra de 24 minutters eksamination havde jeg ingen fornemmelse for hvordan det var gået, men jeg følte ikke at det var skide godt. Så da jeg blev kaldt ind og de gav mig et 7 tal blev jeg simpelthen så glad! Det er nok den karakter jeg er gladest for af de eksamener jeg har haft i år, selvom jeg har fået både 10 og 12 i de andre fag. Pudsigt, ikke?

Jeg tog direkte til København hvor jeg skulle til koncert med min bedste og ældste veninde. Vi har set Belle & Sebastian mange gange før, oftest sammen, og glædede os enormt til et gensyn. Det var en fantastisk koncert! -Selvom det simpelthen blev for mærkeligt at skulle sidde i en stol og se dem (det var i koncerthuset), så vi endte med at forlade vores pladser og stille os ud på en repos hvor vi kunne danse lidt. Det var så godt!

Nu er jeg hjemme igen, og der er dømt sommerferie. Vi har lige et par uger hvor vi skal fikse ting herhjemme, og så går vi alle på sommerferie sammen. Ungerne har 3 ugers ferie, og jeg glæder mig. Vi skal blandt andet en tur til sverige med en stor del af min familie. Det bliver hyggeligt!

God sommer!

Latinerfestival, modeshow og lækre unger

For en måneds tid siden var der Latinerfestival her i Århus, og i den forbindelse blev der afholdt et modeshow hvor en stor del af Latinerkvarterets butikker deltog. Otto og hans kammerat Tobias agerede modeller for Krutterhuset, og de havde nogle rigtigt sjove timer sammen. Billederne har Tobias’ mor Ann taget, og hun har skrevet lidt om det hele ovre på bloggen My Little Vibes. Det var en skøn dag!

Vi nåede også forbi designmarkedet jeg skrev om her, som blev afholdt af Lyrum rammer. Det var et rigtig fint lille marked i en hyggelig baggård, og jeg håber at de holder det igen til næste år. Generelt er stemningen til Latinerfestival bare super hyggelig, og der er noget for både børn og voksne.

Pinse, bryllupsfest, bryllupskage og eksamener

Det har været den skønneste pinse! Vi var til en fantastisk bryllupsfest hos gode venner i lørdags, og det var et brag af en fest. Så hyggeligt! Vi nød en hel dag, aften og nat i festligt lag. Uden unger, vel at mærke. Vi overnattede i medbragt telt og vågnede til lyden af regn mod teltdugen næste morgen. Let tunge i hovedet, men glade.

Jeg havde fået den store ære at lave bryllupskagen til parret, og de havde ønsket sig min gulerodskage i en fin, men simpel og “low-key” agtig kage. Jeg nåede ikke at få et ordentligt billede af den færdige kage, og syntes ikke helt den kommer til sin ret på det hurtige snapshot her. Jeg fik heldigvis en masse ros fra mange af gæsterne, så det var bare rigtigt dejligt! Det var nemlig lidt nervepirrende for mig at lave kagen….

Søndag kørte vi til Skæring hvor den årlige pinsefrokost i sommerhus med svigerfamilien fandt sted. Mine svigerforældre havde passet ungerne mens vi var til bryllup, så de var der allerede og det var dejligt at se dem igen. Vejret var forrygende, og vi nød det i fulde drage med hygge i haven, gåtur til stranden og seljture for de mindste.

Mandag besøgte vi et vennepar der fik deres første barn for knapt to uger siden. Her hyggede vi i deres skønne baggård, og min længsel tilbage til byen fik endnu et pust. Ungerne fik utallige gyngeture, alle fik en masse kage og vennernes lille nye pige var noget så sød og fin.

Jeg startede pinsen med at få et 10-tal til religionseksamen fredag, og sluttede den med at få et 12-tal i mundtlig engelsk i dag. Så fedt, og jeg er stolt, glad og lettet. Nu mangler jeg bare en eksamen i samfundsfag om små to uger, og så er jeg færdig i denne omgang. Sommerferien venter lige om hjørnet, og jeg glæder mig!

Seje, dygtige, kreative veninder + Designermarked og Vestergadefest

Jeg har to veninder, som jeg ved lejlighed så mit snit til at føre sammen i kreakælderen. Kirstine er blevet en del af vores lille kreative fællesskab, og hende og Lisbeth har fundet hinanden i fælles kreativitet. Det har resulteret i en fin lille kollektion af prints og uroer; i see faces.

I morgen er der Edition designermarked i forbindelse med Vestergadefesten her i Århus, og her vil Lisbeth og Kirstine (med mange flere!) være at finde med både deres fælles værker og deres personlige. Der er også Flagstang marked, et godt loppemarked samme tid og sted. Jeg tror klart det er værd at kigge forbi, og hvis ikke det var fordi jeg skal til bryllupsfest hos gode venner, ville jeg helt sikkert selv have tilbragt dagen der.

Det er fra kl. 12.00 til 17.00 i Vestergade nr. 48, 8000 Århus C. God weekend og pinse til jer alle!

Lørdag i dejligt selskab #ssbloggereventaarhus

I lørdags efterlod jeg ungerne hjemme hos manden, hoppede ind i Ann’s bil og kørte en tur til Hasselager. Her ventede værtinderne Marina, Lou og Stinne ved et smukt opdækket bord og med store smil på læben.

Da alle de inviterede bloggere var ankommet spiste vi lækre boller m.m. mens snakken gik lystigt. Det er noget ganske særligt at møde andre bloggere, og selvom man måske ikke har mødt hinanden i levende live tidligere, så er det alligevel som om man kender hinanden lidt. De fleste af damerne har jeg haft glæden af at møde flere gange før, og det er altid skønt at ses med dem. God stemning og hygge. Sådan nogle timer som lader batterierne godt op.

De dejlige værtinder havde inviteret designeren bag MarMar Copenhagen til at komme og vise efterårets nyheder frem. Jeg var så heldig at se kollektionen i forbindelse med mit besøg på CIFF tilbage i februar, men det var alligevel et glædeligt gensyn. Da Marlene havde fortalt om MarMar’s historie, kollektionen og produktionen fik vi lov til at “kigge med fingrene”, og der er så mange fine styles på vej! Især det prikkede har vundet mit hjerte. Ville ønske det også blev lavet i min størrelse.

Der blev holdt lodtrækning om super fine gaver som de dygtige værter havde fået sponsoreret af forskellige virksomheder. Jeg var selv så heldig at vinde et gavekort til webshoppen Kaiku, og skal nu bare have valgt det helt rigtige. Vi fik også en fantastisk goodiebag med alskens fine sager.

Tusind, tusind tak for en dejlig dag, først og fremmest til værtinderne. Jeg ved hvor stort et arbejde der ligger bag sådan et arrangement, og er så glad og taknemmelig over at blive inviteret. Også tusind tak for nogle skønne timer til de øvrige gæster. Jeg hyggede mig så meget, og glæder mig allerede til næste gang!

Et stort tak skal der selvfølgelig også lyde til de mange sponsorer, hvad enten de havde smidt ting i lodtrækningen, goodiebag’en eller til kaffebordet:

A.C. Perchs – Allévo – Angulus – Bapoon – BioOil – bObles – Froh und Frau – HemoJern – Jordan – Legebutikken – Longovital – MarMar Copenhagen – Mammashop – molo – mylillelimon – name it – Purely Professional – Reimann P20 – Sebra – Wheat – CamCam – Froh und Frau Kaiku LAKRIDS by Johan Bülow  molo name it Pierrot la Lune Soft Gallery

New York, du har mit hjerte

1: New York 2: Guggenheim 3: Central Park 4: Brooklyn Bridge 5: Brooklyn Heights (alle billeder fundet via google)

Jeg drømmer om en tur til New York med min mand! Det er sådan en fantastisk by, og jeg ville elske at komme tilbage og opleve den på nyt sammen med ham.

Tilbage i 2001 boede jeg der i nogle måneder, og byen tog mit hjerte. På trods af at jeg var ganske ung, var der alene det meste af tiden, og at jeg fik en frygtelig forbrænding af solen som betød at min bedste venindes besøg endte med at hun måtte smøre min ryg med yoghurt på mit lille værelse, hvor vi så blockbusters og spiste Ben&Jerry’s i mængder i stedet for at vandre byen rundt, så var det nogle magiske måneder.

Jeg boede hos en familie i Brooklyn Heights, hvor jeg hjalp lidt til i huset og afleverede deres datter i “summer camp”, og derudover så besøgte jeg alle mulige dele af byen med mit kamera hver dag. Det var desværre før det hele blev digitalt, så jeg har ingenting på computeren. Men jeg har bunker af negativer og filmruller. Desværre blev en del af dem skadet da en ansat i lufthavnen insisterede på at alt min bagage skulle igennem en røntgenmaskine da jeg skulle hjem. Det har jeg stadig ikke tilgivet…

Brooklyn er et fantastisk kvarter, og dengang var det kun lige begyndt at blomstre op til det über hippe kvarter det er i dag. Jeg var tilbage i år 2004, mener jeg det var, og der var sket rigtigt meget på de år. Tænk bare hvad der er sket på de 10 år nu. Jeg må tilbage snart! Drømme, drømme…

Brooklyn Heights, Red Hook, Brooklyn Bridge, Guggenheim, China Town og Central Park er nogle af de steder jeg skal besøge igen, og som jeg vil anbefale at du også besøger hvis du skal til byen. Det bedste er at finde et af de lækre grønne supermarkeder og købe ind til en picnic, som så indtages i Central Park. Så hyggeligt!

Det er FDM Travel der har vækket min rejselyst, fordi jeg blev spurgt om jeg ville skrive lidt om dem. -Og det vil jeg gerne, for de har nogle ret fine guides til ting at opleve i byen. Både de klassiske turist-ting, men også en guide fra lokale new yorkere. Det kan jeg godt lide. FDM er åbenbart den største udbyder af rejser til USA, så der er masser af info og tilbud at hente hos dem.

En tur langs kysten eller tværs igennem landet ville være ret fantastisk, med start eller slutning i New York. Det håber jeg vi engang får mulighed for at prøve sammen med vores børn. Det kunne være den vildeste oplevelse at få sammen!

Sommer i april, og lidt om livet med to børn

Sikke et fantastiske vejr vi har haft de sidste dage. Især i dag har det været helt forrygende, og nærmest som en sommerdag midt i højsæsonen. Danmark viser sig fra sin bedste side, og jeg kan lide det!

Vi var lidt spontane, og spurgte et vennepar om ikke vi skulle mødes i Mindeparken til et par eftermiddagstimer i solen og lidt grillmad. De sagde ja, så vi hentede ungerne og kørte derind. Skøn måde at tilbringe det der ellers ofte bliver nogle lange og stressende timer hjemme, inden børnene skal puttes. Det er stadig hektisk, for der er meget at holde styr på med en på 4 år med krudt i røven og en på 1 år med sin helt egen vilje, men når der sker noget er det trods alt lidt nemmere.

Jeg havde pakket spejlrefleks kameraet med i håb om at få taget nogle billeder, men jeg må simpelthen bare erkende at livet med to børn oftest er virkelig svært at kombinere med min trang til at dokumentere. For satan der er nok at se til med de to! Heldigvis er instagram lige ved hånden, så et par billeder i semi-kvalitet blev det til. Jeg kan nemlig godt holde Nora på den ene arm mens jeg tager et billede på mobilen med den anden. Det mangler jeg endnu at mestre med speljreflekset…

Jeg syntes sgu’ det er hårdt at have to børn, hvis jeg skal være ærlig. Det er dejligt, og jeg elsker dem inderligt meget, men nøj hvor er det altså også hårdt. Som i dag hvor vi ses med venner vi ikke får set så tit (igen, pga. børn primært), så ærgrer jeg mig over at jeg ikke kan være koncentreret og fordybet i samtale med dem. Men det kan bare ikke lade sig gøre når man har små børn! Der er hele tiden afbrydelser, og det er nok kun jer der også selv har børn der helt kan relatere. For det kan I da, kan I ikke?

Der er en verden til forskel på at have ét og på at have to børn! Jeg kunne aldrig drømme om at sige til nogen at de bare kan vente sig, at de skal holde sig til ét barn eller noget i den dur (men jeg kan måske godt tænke det, tøhø), og jeg ville ikke bytte mine børn væk for noget i denne verden. Men, jeg vil gerne have dem passet i ny og næ (helst tit, faktisk), så min mand og jeg har lidt tid til hinanden og til os selv. Så er jeg altså en bedre mor bagefter.

Jeg kan også med hundrede procent sikkerhed sige at vi aldrig skal have en mere. Jeg har ellers altid troet at jeg skulle have tre børn, men efter at have fået to er det helt udelukket! -Og nu har jeg det på skrift, så hvis jeg skulle blive skruk igen må I lige minde mig om indlægget her. Aftale?

En aften med kage, sladder og shopping

I onsdags havde jeg en rigtigt dejlig aften. Jeg havde inviteret min skønne Instagram mødregruppe og mine kreakælder-damer hjem til mig efter børnenes sengetid, bagt en kage og købt nogle småkager. Og så havde jeg inviteret en konsulent fra tøjmærket Black Swan til at komme og vise deres seneste kollektion frem. Homeparty i provinsen, sgu!

Det er nok et par år siden at jeg hørte om mærket første gang, og jeg var ret spændt på at se tøjet i virkeligheden. Havde hørt fra flere at der var nogle lækre kvaliteter imellem, og fede basis ting især. Konsulenten Lone startede med at præsentere kollektionen for os stykke for stykke, og bagefter fik vi så fri leg til at bladre igennem tøjstativet og prøve alt det vi ville. Det var ikke alle størrelser der var repræsenterede, men med et par størrelser fik man hurtigt fornemmelsen for hvor man selv lå. -Og så var der mange der kunne give deres besyv med, og sige “go eller no-go”.

Der var nogle rigtigt fine styles i kollektionen, og nogle super lækre kvaliteter imellem. Der var dog også et par prints og nogle lynlås-detaljer jeg personligt godt kunne have været foruden, men sådan er smag jo heldigvis forskellig. Jeg tror faktisk at Black Swan formår at lave en kollektion hvor der er lidt for alle. Ikke en kollektion med én knivskarp stil, men en kollektion med et lidt bredere felt. -Og netop til homeshopping er det nok meget smart!

Jeg syntes det var ret hyggeligt at bruge en hverdagsaften på den her måde, for det kan godt være svært at samle veninderne med børn ellers. Tiden flyver afsted, og næsten alle weekender er bookede op. Men sådan en hverdagsaften efter puttetid kan de fleste godt finde tid og overskud til et par timers hygge. Og til at shoppe og rent faktisk prøve tøjet inden køb; noget man altså heller ikke når så meget af når man har børn…

En skøn miniferie med venner

Vi er lige kommet hjem efter fire dejlige dage i et lækkert sommerhus på Djursland sammen med et vennepar og deres børn. Vi er så heldige at vores unger er helt jævnaldrende med kun én dag mellem drengene og blot 2 måneder mellem pigerne. Det er fedt! Drengene leger rigtigt godt sammen, se bare her:

Det har virkelig sin charme at tage i sommerhus uden for sæsonen, og selvom den indendørs swimmingpool desværre var koldere end vi havde forventet og det derfor ikke blev til så meget baderi for drengene og slet ingenting for pigerne, så var lyden af blæst og regn på ruderne, knitrende brænde i brændeovnen og behovet for hjemmesko super hyggelig. Naturen rundt om sommerhuset er fantastisk smuk, og vi kom på en dejlig gåtur ned til stranden små 4 kilometer væk:

Om aftenen, efter børnene blev puttet, kunne vi voksne slappe af og hygge os med brætspil, bordfodbold, pool og spabad. Og gode snakke over kolde øl, selvfølgelig. Det har været så hyggeligt! Dejligt tiltrængt med ro, afslapning og ingen stress.

Sommerhuset er der flere der har spurgt ind til ovre på Instagram, og det er et vi selv har fundet igennem Novasol. Se det her. Det gør vi helt sikkert igen! Det er en super dejlig, nem og afslappet måde at være afsted på sammen med venner. Og genialt med børn!

Sommerhuset har Novasol været så venlige at stille til rådighed. 
Vi har selv betalt for vores forbrug. Læs gerne min reklamepolitik her.