Fineste, simple DIY med juletouch

SPONSORERET INDLÆG

Min yndlings dims-butik Søstrene Grene er gået sammen med den talentfulde og kreative Frk. Hansen, og resultatet er noget så fint. 4 små videoer med simple men enormt fine og effektfulde DIY’s til julerier. Jeg er særligt vild med den her:

De flotte snefnug kan bruges til mange ting her i julen; på juletræet, i vinduet, over julebordet, som pynt på det dækkede bord…Mulighederne er mange, og de er forholdsvis nemme og hurtige at lave. Idéen med at lægge en skabelon under den gennemsigtige perleplade er god, for det gør det langt mere overskueligt at lægge perlerne på.

I november købte jeg faktisk selv ind til at lave snefnug, men jeg købte mini-perlerne. Jeg fik lavet ét eneste lille fnug, så pakkede jeg det hele sammen igen. Nøj, de der mini-perler er besværlige at sidde med. Det kræver pincet, præcision og mindre hænder end jeg har. Så er Frk. Hansens version altså noget nemmere.

Jeg er så heldig at kende Frk. Hansen en smule, og hun er så hjertevarm og sød. Derfor gør det mig virkelig glad at se at hendes talent bliver mere og mere brugt. Hun laver rigtigt mange smukke DIY’s, og det hun særligt kan er at lave forholdsvis simple ting som ser helt fantastiske ud.

At Søstrene Grene vælger at bruge bloggere fremfor “folk fra branchen” i deres kreative tiltag syntes jeg er virkelig fedt!

Som altid er det mine egne ord og holdninger. Se min reklamepolitik her.

Årets juledekoration 2015 – Min største hidtil!

Juledekoration1 Juledekoration Collage 1Juledekoration Collage 2Juledekoration Collage 3Juledekoration Collage 4Juledekoration2

Igår aftes fik jeg lavet årets adventsdekoration, og det er den største jeg nogensinde har lavet. Jeg brugte en hylde vi havde tilovers som bund, så den er 1 meter lang og 20 cm dyb. Perfekt lige midt på spisebordet hele december.

For at få lidt mere glæde ud af den satte jeg ekstra lys på i år, så vi kan tænde de store ét ad gangen hver advent, men tænde de små hver dag. Og så er der elektriske fyrfadslys i de små huse. Dem har jeg selv lavet af pap og bagepapir, og så har jeg tegnet på dem med en hvid posca tusch og sprayet sne fra dåse på taget.

Selv hylden pakkede jeg ind i cellofan for at beskytte både den og spisebordet. Så fandt jeg alle de ting jeg forestillede mig at jeg ville have på, og stillede det op for at se hvordan pladsen bedst kunne bruges. Jeg dækkede hele pladen med dekorationsler i forskellige niveauer og satte stearinlysene fast.

Jeg bruger altid mos i mine dekorationer, og i år har jeg brugt både pudemos og almindeligt grønt mos. Jeg klipper det til med en sak så det ikke er for tykt et lag, og så presser jeg det let mod leren og sætter det fast med små buer af ståltråd. Ligesom sidste år lavede jeg en lille skovsø, og i år lavede jeg også en lille vej. Her brugte jeg hvad jeg lige havde ved hånden, det var noget leca-agtigt grus.

Da mos, sø og vej var på plads begyndte det sjove. De små huse kom på, og jeg lavede en skov af små juletræer i forskellige størrelser (de er fra Søstrene Grene). Et par af Otto’s legetøjsbiler fik et juletræ på taget, og Nora’s Sleich dyr flyttede også ind. Det meste er ting jeg selv har lavet eller fundet i gemmerne. Svampene lå i julekassen, men det er sådan nogle der næsten altid er til at finde i supermarkeder op til jul.

Til sidst sprayede jeg lidt kunstig sne på udvalgte steder og dryssede hvid glimmer ud over det hele. Det giver sådan en fin effekt når lysene tændes.

Jeg er blevet rigtig glad for årets dekoration, især fordi at ungerne syntes det er hyggeligt at sidde og kigge på den og snakke om alle de små detaljer.

Årets juledekorationer 2014 – En føljeton plus lidt how to

Så blev årets juledekorationer færdige, og jeg har som altid hygget mig enormt meget med at lave dem. I år har jeg genbrugt et par ting fra sidste år, lavet/skaffet lidt selv, og kun købt få ting som stearinlys, ler og et par nye dyr.

Adventsdekorationen (et slags nisselandskab uden nisser) havde jeg i tankerne inden jeg gik igang, og det blev nogenlunde som jeg havde tænkt. Dog havde jeg oprindeligt forestillet mig at isbjørnene også skulle indgå her, men der var bare ikke plads da det kom til stykket.

I min mormors nisselandskaber var det altid små spejle der gjorde det ud for søer, men jeg syntes aldrig rigtigt at det så ordentligt ud. Forleden fik jeg så en spontan idé; sølvpapir dækket med flere lag af madfolie, det hele krøllet let. -Og det syntes jeg i al beskedenhed fungerer rigtigt godt. Jeg brugte pølser af ler for at få søen på plads, før jeg dækkede al leren med mos hentet i skoven. Mossen sætter jeg altid fast med små buer af ståltråd. De små fine træer er købt hos Søstrene Grene, og her hev jeg foden af og klippede lidt af “nålene” i bunden, så jeg kunne stikke træerne fast gennem mossen. Dyrene har jeg også sat fast med lidt ståltråd om et ben eller to. Svampene havde jeg i gemmerne, men de kan købes mange steder. Jeg syntes at der manglede lidt sne, men havde ikke noget på hånden. Så fik jeg idéen om at skære en af de store glimmer-flamingokugler (også fra sidste år) over og rive den på rivehjernets fine side. Det virkede super! Håber I kan lide den, selvom det ikke er en helt klassisk adventskrans.

Isbjørnene skulle selvfølgelig også bruges, så jeg fandt glimmerkuglerne fra sidste år samt trylledejen fra forleden frem. Af trylledejen lavede jeg en lille bakke som jeg dækkede med glimmerkuglerne én efter én. Limpistolen er et af mine bedste krea-værktøjer, og den kom også i brug her for at holde på “snebjerget”. Da jeg var tilfreds med mit bjerg satte jeg den lille isbjørn på toppen, limede nogle snefnugs-pailetter på dellevaserne fra Lærke Langballe, stillede den store isbjørn foran og limede et par ekstra kugler på. Den blev også ganske fin, ikke?

Det er efterhånden lidt af en tradition at jeg viser juledekorationerne frem her på bloggen, og her kan du se de øvrige års udgaver:  2013201220112010. Det er sjovt at se, syntes jeg. Flere ting går igen, men der sker klart også noget fra år til år. Hvordan ser det ud hjemme hos dig, og laver du dem selv?

Jul, jul, jul, jul, jul, åh hvor jeg glæder mig til jul

Jeg er så småt allerede ved at komme i julestemning, og ovre på Instagram kan jeg se at jeg bestemt ikke er den eneste. Vi er vidst mange der glæder os til at pakke julekasserne frem og gå all in på oppyntning, kreative sysler og julebag. Normalt plejer jeg at holde fast i at oppyntningen ikke sker før lige op til 1. advent, men jeg ved altså ikke om jeg kan vente så længe i år…Måske kan jeg holde trangen nede med at lave nogle julede sysler med børnene indtil da.

I collagen ovenfor er der billeder fra både julen 2012 i vores gamle lejlighed, og julen 2013 her i vores nye, ikke så nye længere, rækkehus. Vi ved endnu ikke helt om julen skal fejres hjemme hos os eller hjemme hos mine svigerforældre, men uanset hvor det bliver skal vi holde vores egen juletræstradition i hævd, og ud og finde vores eget i plantagen Topkær som vi gjorde her og her. Jeg glæder mig!

Hvornår sætter julestemningen ind hjemme hos jer?

Ps: Tusind tak for de mange kommentarer både her og der omkring mit indlæg om venskaber, fordomme og mere fra forleden. Jeg svarer på dem alle når jeg har tid til at fordybe mig i det ♡

Nora’s første fødselsdag – fotospam

I dag har vi holdt Nora’s første fødselsdag. Det er først på tirsdag hun officielt har fødselsdag, men i dag havde vi inviteret hele familien til kagebord for at fejre hende. Det har været en dejlig dag! Nu er vi trætte, og begge børn sover forhåbentligt godt og længe resten af natten.

Jeg brugte hele dagen igår på at bage kager (hvilket jer der følger med på instagram sikkert så), og et par timer i dag på at pynte op inden gæsterne ankom. Vi lånte min svigermors arbejdsplads med højt til loftet og gode rammer. Dejligt! Måske så du dette indlæg for lidt siden, hvor jeg skrev lidt om ballon-temaet? Jeg endte med at bestille ballon-pakker, service og festhatte til børnene hos mintemafest.dk. Jeg syntes de balloner satte prikken over i’et i oppyntningen, og det var så nemt. -Og sjovt, for selvfølgelig var der nogle der lige skulle lege lidt med det gas.

Æggepusteri og påskepynt

I sidste uge pustede jeg æg til Otto’s store fornøjelse. Han syntes det var så fascinerende at se på, og det gjorde alt det hårde arbejde umagen værd. Så fandt jeg voksdug, maling, pensler og et æggebæger frem, og Otto fik lov til at male halvdelen af æggene. Han havde en fest! Den anden halvdel kastede jeg mig over, og de endte med glimmer over det hele. De blev ret fine, syntes jeg. Den skønne påskekylling og bakken med karse har Otto lavet i børnehaven. Er det ikke blevet et fint påskestilleben med lidt af hans og lidt af mit? Håber I nyder påskeferien derude, og hvis I ikke er så heldige at have sådan en, så har I forhåbentligt nogle gode helligdage at se frem til. God påske!

Den første fødselsdag; tanker, pynt og idéer

Nora’s første fødselsdag er lige om hjørnet. Især den første fødselsdag er noget ganske særligt, syntes jeg. Vi har lånt et sted hvor vi kan huse alle de nærmeste samtidigt, og jeg glæder mig meget til at fejre hende. Invitationerne er sendt ud, og de er pyntet med små balloner jeg har klippe-klistret (skal nok vise dem frem herinde inden længe).

Jeg har en ting for balloner, og har flere gange før forsøgt at finde ballongas uden held, men nu er det heldigvis lykkedes mig at finde det på nettet. Så til Nora’s fødselsdag er der ballontema, og jeg glæder mig så meget til at pynte op. Jeg har surfet lidt rundt på Pinterest efter inspiration, og er helt vild med idéen om et billede af Nora på selve dagen med balloner i hænderne. -Og helt vild med idéen om et “cake bash” som amerikanerne åbenbart kalder det; baby får en hel kage for sig selv, og så tager man billeder imens baby muntrer sig. Fint!

Det er forøvrigt på webshoppen Min Tema Fest at jeg har fundet ballongas, hvis andre af jer også er på jagt. Er der mon nogen af jer der har erfaring med ballongas? Efter at have surfet lidt rundt på deres side viser det sig at de også har rigtigt meget andet fint. Og skørt og mærkeligt, der er vidst lidt af det hele!

Alle billederne er fundet via Pinterest, og du skulle gerne kunne finde kilden til hvert enkelt ved at kigge i mit album her. Og nogle få billeder fra Otto’s første fødselsdag kan du se lige her. Nårh, han var lille og sød. Og rødhåret!