Juleferie status…

Juleferien nærmer sig sit slut, og hvis jeg skal være helt ærlig så glæder jeg mig til at hverdagen starter igen. Jeg er jo ellers ikke den store fan af hverdagen med to små børn, som I kunne læse lidt om her, men efter mere end 14 dages ferie fyldt med julerier, planer med forskellige dele af familien, få dovne dage og både over- og understimulerede børn, så trænger jeg (og de!) til at børnene er afsted igen. Min tålmodighed er ærligt talt ved at være rimelig tyndslidt…Mon ikke det gælder de fleste af os?

Nå, men det har ellers været en god juleferie langt størstedelen af tiden. Vi har haft nogle hyggelige juledage med familien, og selvom vi har mange vi skal se, så har vi i år formået at hygge os med det uden stress. Dejligt! Vi har også haft et par dage med ren dovneri hjemme hvor vi blandt andet har lavet madras-borg i stuen. Fed for ungerne at hoppe rundt på om dagen, dejlig for os at se film fra om aftenen. Win-win!

Vi fik også et par dage med så meget sne at der kunne kælkes, og det var fedt. Især for børnene. Nora elskede at blive trukket rundt på kælk, og Otto havde fået et sne-løbehjul (et løbehjul med ski under i stedet for hjul) i julegave som han stor-nød at kunne prøve. Han fik også opfyldt sit største gave-ønske da han fik et rigtigt løbehjul af sin morfar. Det er et kæmpe hit, og han suser rundt i stuen på det for at øve sig. Nora fik Otto’s første lille cykel i julegave af os, og den er hun mega glad for. Hun blev så stolt da hun fik den, det var sjovt at se.

Nytårsaften holdte vi hjemme sammen med et vennepar. Det er tredje år vi er sammen med dem, så en tradition er da vidst ved at være etableret. Vi stod for forret og dessert mens de kom med hovedretten. Det er en dejlig måde at gøre det, syntes jeg. Vi havde en god aften og kom godt og glade ind i det nye år. Det håber jeg også at I gjorde, jer der læser med. GODT NYTÅR!

Nytårsaftensglimt

…eller, egentlig mest af forberedelserne. Jeg elsker at dække bord og pynte op, og nytårsaften er altid med sølv på. Sådan kan jeg bedst lide det.

Vi havde en dejlig aften i selskab med et vennepar. Menuen stod på sammenskudstapas som vi sad over nogle timer. Lækkert! Otto havde været syg i flere dage op til nytår, og nytårsdag var han stadig skidt og sov det meste af dagen. Men han var med da gæsterne kom, og han så Dronningens nytårstale sammen med os og fik lidt mad. Kl. 19.00 kom han i seng, men kl. 22.00 vågnede han af bragene fra raketter og ville gerne op. Det fik han lov til, og så endte han med at være forbavsende frisk og frejdig. Han hoppede ind i det nye år sammen med sin far og mig, fik min hjemmebagte kransekage og kom først i seng kl. 01.30. Nora sov stort set igennem det hele.

Kl. 04.00 lagde vi os endelig til at sove, og kl. 07.00 vækkede Nora mig. Ouch! Men det var aftenen værd, også selvom jeg stadig er virkelig træt. Håber også I andre kom godt ind i 2014. Godt nytår!

Tilbageblik på år 2013

Januar: Der kom boligreportagen der blev lavet året forinden endelig ud, og i en føljeton af tre kunne I kigge indenfor i vores lejlighed. Det var sjovt at se de billeder, især fordi vi stod i flyttekasser til op over halsen (du kan se alle tre dele ved at klikke på dem nederst i venstre bjælke). Jeg savner vores lejlighed nu og da, men bestemt ikke det at bo på tredje sal. Januar var også en måned hvor vi igen-igen var hårdt ramte af sygdom alle sammen. Enten samtidigt eller på skift.

Februar: Jeg var blandt andet inviteret til en hyggelig dag hjemme hos Lisbeth, med tapas på menuen. Jeg var temmelig gravid, men nød at komme lidt ud og være social, da det meste af min tid ellers gik med at pakke vores hjem, samt gøre Cupcakefabrikken klar til at jeg gik på barsel. Vi flyttede midt i februar, og det fyldte selvfølgelig meget denne måned.

Marts: Jeg gik på barsel. Jeg mødtes ofte med Mille og Lisbeth, og blev introduceret til kunsten at lave collager. Så fedt! Vi holdte Otto’s fødselsdag (3 år) i vores nye hus, og havde inviteret begge sider af familierne samtidigt for første gang. Skønt endelig at have pladsen til det!

April: Jeg var meget højgravid, og meget utålmodig! Vi blev hemmeligt gift på rådhuset i Ebeltoft den 13 april. Den 29 april, 11 dage over terminen og dagen for igangsættelse (som jeg heldigvis slap for!), blev Nora født. En hurtig og god fødsel, og vi var hjemme få timer efter.

Maj: Jeg var helt opslugt af babyboblen, og dagene fløj afsted med at passe lille Nora og hjælpe Otto med at finde sig til rette i rollen som storebror. Og ikke mindst at finde os selv i rollen som forældre til to.

Juni: Denne måned var jeg afsted til hele to workshops med lille baby Nora på slæb. Glimmerworkshop hos MiniMega og serigrafiworkshop hos Anne Nowak. Det var så inspirerende! Når jeg ser tilbage på det nu fatter jeg dog ikke hvor energien kom fra, men jeg kørte vidst stadig på efterfødselsadrenalin på det tidspunkt…

Juli: Vi holdte navngivningsfest for Nora, med stor kagebuffet og sommerfornemmelser. Vi holdte også sommerferie, og tog blandt andet i sommerhuset i Ebeltoft og i Legoland.

August: Vi holdte mere sommerferie, denne gang i sommerhuset i Kjul. Jeg begyndte så småt at have det lidt hårdt med min barsel, og overskuddet til andet end at være mor forsvandt lige så stille.

 

September: Nora og jeg tog en tur til København, hvor jeg besøgte gode veninder og genså området hvor min mand og jeg boede i starten af vores forhold. Jeg begyndte at lave lidt kreativt, som fx himmelis. -Og min mand overraskede mig for vildt med en Illum Wikkelsøe gyngestol.

Oktober: Jeg fejrede min fødselsdag (31 år) og bagte i anledningen en møg-lækker cheesecake på browniebund, som Anne havde introduceret mig til. Jeg var til et hyggeligt blogevent og havde en dejlig dag på Aros sammen med Kirstine, som er en af de gode veninder jeg har fået igennem den mødregruppe jeg stablede på benenen via Instagram. Lutter gode damer der!

November: Vi (mest Lisbeth og jeg) begyndte at bruge kreakælderen jævnligt, og jeg nød at få et par timers afbræk en aften om ugen. -Og at få lidt gang i kreativiteten igen. Jeg erkendte at barslen var hård denne gang, og at jeg havde (har) mistet mig selv lidt i den. Det var også måneden hvor Otto sagde farvel til sine sutter, og vi tog turen ind til suttetræet i Riis skov.

December: Vi hentede juletræ samme sted som sidste år, og etablerede dermed en familietradition. Dejligt! Nissen flyttede for første gang ind, og det blev til en hel føjeton på Instagram (#hausfraunissen13). Vi holdte jul i eget hjem for første gang, hvilket var en dejlig oplevelse. Og min mand spillede koncert til releasefest for sit eget debut album. Det var stort!

Alt i alt har det været et meget begivenhedsrigt år. Store og omvæltende ting er sket, som har været helt fantastiske. Men det har også været hårdt at blive en familie på fire. Jeg er stadig ved at finde mig selv igen, men er godt på vej tror jeg….

Jeg har ikke gjort mig de store overvejelser omkring hvad år 2014 vil byde på. Det må blive til et overraskelsesår. Og forhåbentlig til et år med lidt mere overskud. Både til mig selv og min familie, men også til bloggen. Og til at tage rigtige billeder ikke mindst, for selvom jeg er vild med Instagram, så ærgrer jeg mig over at jeg ikke får taget flere billeder med mine rigtige kameraer. Det må være mit nytårsfortsæt for 2014.

Rigtig godt nytår alle sammen. Og tak fordi I læser med ♡

Dagen derpå / The day after

Vi havde en dejlig nytårsaften igår, som gik fra planerne om en hyggelig, stille aften med god mad i fokus og kun en enkelt ven på besøg, til en aften med masser af hygge, 5 gæster foruden os selv, god mad, musik, dans, alkohol (for alle andre end gravide mig…) og snak. Først kl. 05.15 gik de sidste gæster og vi faldt i søvn lidt i 06.00, så da Otto vågnede kl. 08.15 var jeg meget, meget træt.

Derfor har dagen i dag været helt nede i det lave gear, og Otto har fået lov til at sidde med både sut og iPad det meste af dagen. En lille tur udenfor blev det dog til, for da kæresten vågnede i eftermiddags var trangen til junk food stor, og vi gik ned på nærmeste grillbar efter tidlig aftensmad. Haps!

Håber I alle har haft en dejlig nytårsaften, og at I er kommet trygt og godt ind i det nye år?!

———————————————————————————————————————–

We had a lovely New Years Eve yesterday, which went from plans for a nice, quiet evening with good food in focus and just one friend coming over, to an evening with lots of fun, 5 guests besides ourselves, good food, music, dancing, alcohol (for everyone else but pregnant me…) and lots of talking. The last guests didn’t leave before 5.15 am, and we fell asleep at about 6.00 am, so when Otto woke up at 8.15 am I was very, very tired.

Therefore, the day today has been down in the low gears, and Otto has been allowed to sit with both his pacifier and our iPad most of the day. We did take a little walk outside this afternoon though, because when my boyfriend woke up the craving for junk food was great, and we went down to the nearest take out place to pick up an early dinner. 

Hope you all had a wonderful New Year’s Eve?!

Godt nytår! / Happy New Year!

Jeg ønsker jer alle en forrygende aften, og håber 2013 bliver et godt år for os alle. Jeg glæder mig til endnu mere bloggeri, og til at se hvad året bringer foruden flytning og lillesøster for mig og min lille familie. Tak for i år!

———————————————————————————————————————–

I wish you all a terrific evening, and hope 2013 will be a good year for us all. I look forward to even more blogging, and to seeing what the year brings me and my little family besides moving and the addition of a baby sister for our son. Thank you for this year!

Snapshots fra juleaften

Her er nogle få billeder fra juleaften. Desværre havde jeg glemt at tømme kameraet, så det blev hurtigt fyldt op. Men jeg fangede Otto i færd med at åbne julegaven fra os, som var en værktøjskasse med boremaskine etc. som ligner faderens Bosch på en prik. Otto blev lykkelig!

Vi havde en hyggelig aften, og Otto klarede dagen så fint. Maden var lækker, og vi fik en masse penge og gavekort til vores snarlige flytning. Vi har faktisk allerede købt et nyt spisebord, som vi hentede i Odense forleden. Følger du med på instagram har du nok allerede set det.

Både 1. og 2. juledag bød på familiejulefrokoster, så der har været nok at se til i juledagene. Det er hyggeligt, men også lidt meget med små børn. Heldigvis er Otto vant til mange mennesker og til at komme med rundt, så han klarer det ret godt. I morgen står den på den sidste julefrokost hos min far, og så er vi ellers ved at være klar til nytårsaften. Menuen er planlagt og det hele er købt ind. Jeg glæder mig til at dække et flot bord, og til at spise god mad og skåle det nye år ind med gode mennesker.

Håber I alle har en dejlig juleferie, og får en skøn nytårsaften!

Tilbageblik

2011 har været et meget begivenhedsrigt, og rigtig godt år. Billederne er et godt og blandet udvalg, af alt det der er sket. Jeg nævner i flæng, i helt uvilkårlig rækkefølge:

– Jeg havde bloggere på besøg til cupcakeworkshops
– Jeg testede poledancing, med efterfølgende blå mærker som bevis
– Jeg var med i Aftenshowet
– Otto havde 1 års fødselsdag
– Jeg fik min første tattoo
– Jeg har lavet (for) lidt kreative sager
– Jeg var med i Alt for Damerne
– Jeg har hygget med min lille familie
– Jeg åbnede Cupcakefabrikken
– Vi har været (for lidt) sammen med dejlige venner
– Jeg har spist rigtig meget sushi
– Vi har fået fisk
– Jeg var med på forårsmarked i Odense
– Jeg var på lejrskole med skønne blogdamer
– Vi har gået mange ture
– Jeg lavede kampagner for Kop&Kande
– Otto begyndte at gå
– Jeg har lavet virkelig mange cupcakes
– Jeg har været på mange loppe/kreative markeder
– Jeg har arbejdet (for) meget
– Vi havde den bedste sommerferie i Berlin
– Otto begyndte at snakke, og har ikke holdt mund siden
– Jeg har demonstreret cupcakepynteri i hele landet
– Vi har leget
– Vi har været syge alt for mange gange
– Jeg har fået nye venner
– Jeg har skrevet en bog
– Vi har været i Egypten
– Otto startede i vuggestue
– Jeg har købt en iPad
– Vi har grint
– Jeg har taget eksamen i psykologi og matematik (VUC)
– Vi har lagt store planer for 2012

HAPPY NEW YEAR!

Her er bordet dækket, der er pyntet op, kærestens skjorte er strøget, jeg har fået matchende neglelak på, og skal lige straks ud og bage kransekagetoppe. Menuen står på bruschetta med bøffelmozzarella og tomatsalat til forret, argentisk oksemørbrad med hasselbagte kartofler, grønne asparges, stegte schalotteløg og flødesovs til hovedret, og så de der kransekagetoppe til dessert. Vi får en god gammel ven på besøg, og skal bare hygge os hjemme. Forhåbentligt sover Otto igennem fyrværkeriet!

Jeg vil ønske jer alle en fabelaftig aften, og et rigtig godt nytår. Jeg ser tilbage på 2011 med stor glæde, og ser frem til 2012 med stor spænding og forventning. 2011 var et godt år, og 2012 bliver endnu bedre! Tusind tak til alle jer der følger med, jer der lægger dejlige kommentarer, og til alle jer der er blevet gode venner. I ved hvem I er! Håber vi ses meget mere i 2012.

Kh. Julia