Et farvel, sommerplaner og #bolleferie

SOMMER Collage

 

I dag er vi alle fire gået på sommerferie. Så dejligt!

I dag har ungerne også sagt farvel til deres børnehave og vuggestue. Efter sommerferien starter de nemlig i deres nye institution inde i byen, og Otto glæder sig rigtigt meget. Nora forstår det selvfølgelig ikke helt, hun er stadig for lille. De havde en dejlig formiddag og det var en fin afsked for dem begge. Vi flytter jo tilbage til byen midt i september, så det er fint at de lige når at lande i den nye institution først. Åh, hvor vi også bare glæder os til at skulle flytte.

Sommerferien byder på lidt forskelligt i år, primært i det danske sommerlandskab. Vi skal til sommerhuset i Kjul ved Hirtshals, og forhåbentligt også en tur over til sommerhuset i Ebeltoft. Vi skal have dage hvor vi bare tager tingene som de kommer, og ser hvad vejret byder på. Og vi skal have is. Masser af is.

Og så skal vi, min mand og jeg, på ferie sammen. Bare os to og 4 dage i Hamborg. Åh, hvor jeg glæder mig! Måske I husker mit indlæg om #bolleferie? 4 dage med 100% tid til hinanden, uden afbrydelser og konfliktløsninger. Tid til at spise og nyde god mad, til at gå ture og snuse til en ny by, drikke øl i solskin og måske ud i nattelivet og danse lidt. Det bliver sååå godt! Vi har ikke været i Hamborg før, og jeg er spændt på om byen lever op til vores gode forhold til Berlin. Har du tips og erfaringer fra Hamborg må du endelig dele!

Imens vi er på bolleferie skal ungerne på miniferie hos min mor og stedfar; deres bedstemor og bedstefar. De bliver møgforkælede, og det bliver så godt for dem. Det er så skønt at have forældre der kan træde til, og gerne gør det ♡

Rigtig god sommer til jer alle. Hvis ikke jeg får delt lidt sommerbilleder undervejs ses vi på den anden side!