Kreativ med børnene – Påskeæg og påskepynt

Lørdag formiddag pustede jeg nogle æg, fandt maling, pensler og voksdug frem, og så fik ungerne ellers lov til at muntre sig med at male et par æg hver. Otto prøvede det også sidste år, men for Nora var det første gang. Jeg var lidt nervøs for om hun ville være for hårdhændet ved æggene og dermed knække dem, men hun var så dygtig til at male dem. Både med pensel og hele hånden, ha ha. -Men det med hænderne gav faktisk hendes æg en rigtigt fin overflade, og de blev så flotte.

Jeg kan da lige dele et par tricks med jer. Det første er at bruge æggebægre til æggene når de maler dem. Mine børn er nemlig stadig for små til at mestre teknikken med at holde ægget mellem tommel og pegefinger. Men i æggebæger går det fint, for så males den ene halvdel først, og så den anden halvdel. Et andet trick til fine æg er at afstemme farverne med husets øvrige påskepynt/indretning. Det er faktisk et trick der er rigtigt godt at bruge i alle kreative sammenhænge med de små. På den måde får man stort set altid fine resultater, fremfor ting i ubestemmelige brunlige nuancer fordi at der har været for mange farver inde over.

Jeg lavede også selv et par æg i år, nemlig påskehare-æg. Jeg klippede ører af noget akvarelpapir og limede dem på med limpistol. Den brugte jeg også til at lime øjnene på med. Så malede jeg ørerne og gav haren lidt farve på kinderne. Jeg ville egentlig også have haft lavet en lille pompom-dusk som hale, men jeg kunne ikke finde det rette garn i gemmerne, så jeg opgav. Det må blive næste år.

De hvide glimmeræg er en genganger fra sidste år, hvor jeg malede dem med trælim (det var hvad jeg lige havde ved hånden) og så bare dryssede godt med glimmer på. Dem er jeg stadig glad for. Glimmer er bare altid godt!

Den lille, tykke påskekylling og bakken med karse har Otto lavet i børnehaven i år. Den store påskekylling lavede han sidste år, og jeg er vild med dem begge to. Det er fedt når ungerne laver noget i børnehaven, og endnu federe når det er noget man rent faktisk har lyst til at stille frem. Sådan en forælder er jeg nemlig, ha ha.

God påskeferie!

Ps: Kan I huske at jeg skrev lidt om at vi er en flok bloggere der skal lave DIY’s for Cirkus Summarum? Det første indlæg fra Kristina er kommet på, og det er også noget med påskeæg. Skynd dig over at se mere!

Respekt for børnenes kunst!

Måske så du Go’Morgen Danmark forleden, hvor Mette Helena fra Retro Villa snakkede om at indrette sig med sine børns kunst? I så fald har du set hvor genial rammen her ovenover er, men derfor kan du nu alligevel godt læse og se med her.

Jeg har tidligere delt min begejstring for Ram’n ovre på Instagram, men nu vil jeg lige fortælle lidt mere. Det er et dansk par der står bag idé, design og produktion, og I ved jo at jeg har et særligt blødt punkt for den slags virksomheder. At de også tager lidt ansvar for miljøet ved at bruge genbrugsmaterialer og bæredygtigt træ giver kun ekstra plusser i min bog.

Rammen er virkelig genial! Den er super nem at have med at gøre, den kan drejes så den fungerer til både vandrette og lodrette tegninger, og den kan sluge ret mange stykker papir. Der er ingen tvivl om at det betyder noget for vores ældste, Otto på næsten 5 år, at hans tegninger kommer op med det samme. Rammen er lidt pebret, men der er tale om et danskt designet og produceret stykke håndværk, så jeg syntes den er prisen værd. En oplagt gave til forældre og bedsteforældre som sætter pris på de små kærlighedserklæringer der ligger bag sådan et lille kunstværk.

Marie-Louise og Thomas, parret bag Ram’n, spurgte mig for efterhånden længe siden om jeg ville teste deres ramme. Det takkede jeg ja til, og vi har haft en ramme hjemme siden. Den bliver flittigt brugt, og jeg glæder mig til at give den en særlig plads i vores kommende lejlighed.
Indlægget er udgivet i samarbejde med Ram’n, men ord og meninger er mine egne!

En Hausfrau i Cirkus Summarum

Igår var jeg til et rigtigt spændende møde hos Muskelsvindfonden her i Århus, som sammen med DR Big Band står bag Cirkus Summarum. Sammen med en håndfuld øvrige bloggere var jeg nemlig blevet inviteret med til et nyt tiltag: DIY’s under temaet “Én dags cirkus er lig med et helt års leg”.

Henover det næste år kommer jeg, sammen med LeizyB, Blaamejsen, Den Kreative Sky, LabDecor og Mor Med Mere, til at lave kreative projekter med cirkustema som forhåbentligt kan inspirere jer til at kaste jer ud i de samme projekter. Nogle bliver ting der kan laves sammen med børn, andre bliver ting som børnene kan lege med efter at mor eller far har lavet dem. Igår fik vi lavet en kalender for et helt år frem (altså, selvfølgelig ikke noget hver dag, men et par gange om måneden), og der kom så mange sjove, spændende og mærkelige idéer på. Ih, jeg glæder mig til at komme igang!

Cirkus Summarum får en ny hjemmeside lige om lidt, hvor der kommer et menu-punkt der hedder “Legekassen”. Her samles vores DIY’s løbende, og de bliver også delt på deres Facebook side.

For en god ordens skyld vil jeg gerne understrege at dette er et frivilligt stykke arbejde fra os bloggeres side. Vi får hverken løn eller materialer stillet til rådighed. Jeg kan selvfølgelig ikke tale på de øvriges vegne, men jeg kan fortælle at jeg personligt gør det fordi at jeg syntes det er sjovt, fordi at Cirkus Summarum er noget mine børn elsker, og fordi at jeg gerne vil støtte op om det gode arbejde Muskelsvindfonden laver.

Jeg håber I har lyst til at følge med, og hvis I ikke allerede følger ovennævnte bloggere, så kan jeg varmt anbefale at gøre det.

Fastelavnskostume coming up!

Otto vil gerne være den gyldne ninja fra Ninjago til fastelavn i år, og han ville gerne lade mig lave dragten til ham. Wohoo, jeg var ellers bange for at de dage var forbi, da han sidste år bare gerne ville være Spiderman i en købt dragt.

Jeg har været igang ved symaskinerne, og dragten er stort set færdig nu. Mangler lige nogle detaljer, men bukser og trøje er klaret. Da drengen råbte “wow mor, den er helt ligesom på filmen” om forsiden af trøjen, blev jeg så glad. Hvor er det fedt at kunne lave kostumer sammen med ham! Han har allerede bedt om et Batmankostume, så forhåbentlig kan jeg få lov lidt endnu. Jeg skal nok vise dragten frem når den er helt færdig, og prøve at forklare lidt af det jeg har lavet.

Hvad skal jeres unger være til fastelavn? Jeg tror der kommer rigtigt mange små Elsa’er rundt omkring i Danmark, ha ha. Det er sødt.

Strik, garn og gode mennesker

Jeg strikker! Og ja, det har jeg jo gjort før…Et babytæppe, et halstørklæde til min mand og et halsrør til mig selv. Ret og vrang, ret og vrang. Og nå ja, strikkede faktisk også en babyvest da jeg ventede Nora, men den manglede lige nogle knapper og kom aldrig i brug. Vesten er det vildeste jeg hidtil har strikket, og spørger du en bare lidt erfaren strikker, er sådan én noget nær det nemmeste man kan kaste sig over. Jeg er bare gået kold i opskrifter hver gang jeg har forsøgt at læse en, og der er stadig så mange teknikker jeg slet ikke aner hvordan man skal udføre. Men nu skal det altså være!

Efter at have rådført mig på Instagram, blev jeg anbefalet at strikke Tusindfryds yndlings cardigan til børn. Og den er helt vildt fin, og ser for mig ikke spor nem ud, men jeg kastede mig alligevel over den. Først et besøg hos byens bedste garnbutik Yarnfreak, hvor jeg forsynede mig med engleuld og nye pinde. Jeg fik lidt start-hjælp da jeg ikke vidste hvad en drejet ret var, men ellers er det faktisk bare kørt derudaf. Jeg er ret stolt, og er blevet bidt! Det er virkelig afstressende at strikke, og jeg har fået blod på tanden nu. Trøjer til Otto og manden er allerede planlagt, ha ha.

Tør dog ikke kaste mig ud i næste skridt af opskriften (ærmer på strømpepinde. Gulp!) før endnu et besøg hos Yarnfreak, og lidt hjælp fra Sofie der er der om torsdagen. Og apropos hjælp, så er det bare så fedt at folk er så søde til at hjælpe hinanden. Folk i blog-og IG-land er så gode!

Inspiration til julens borddækning

Igår havde jeg besøg af en journalist og en fotograf, som var her for at tage billeder af vores hjem her i juletiden. Måske (forhåbentligt!) ender det så i et magasin op til næste jul, det kunne være lidt sjovt. Kryds lige fingre, ikke!

I anledning af besøget havde jeg blandt andet dækket bordet med juleaften i tankerne, og den opdækning vil jeg gerne lige dele med jer. I al beskedenhed syntes jeg nemlig selv at det blev ret så fint og stemningsfuldt. Det håber jeg også at I syntes?!

Jer der har fulgt med længe husker sikkert at julen for mig er guld, mens nytåret er sølv. Jeg syntes at pailletter strøet ud på bordet giver en fin stemning, og det gør jeg næsten altid til både jul og nytår. Derudover har jeg brugt de fine (hvem sagde bu.. pl…!) juletræs-stager fra Kähler som har været fremme hver jul de sidste par år, en lyskæde fra Sirius, grene min søde mor havde til tørre i garagen, origami-kugler jeg selv har malet og foldet af akvarelpapir, og et juletræ i papir jeg ikke kan huske hvor er fra, Sikkert Tiger eller sådan noget. Bordkortene lavede jeg af småkager pyntet med marcipan, hvor jeg malede navnene på med pastafarve. Stofservietter bundet om bestikket med guldbånd og et stykke gran, og gamle hæklede doilies mellem tallerknerne jeg har arvet fra min mormor giver lige det sidste. Og sugerør til børnene, altid sugerør ved festlige lejligheder.

Nå ja, og så har jeg i starten af december hængt en stor flok “snefnug” op over spisebordet. Fnuggene har jeg klippet i almindeligt kopipapir, og på Pinterest kan du finde et hav af gode “klippe-guides”. Fx her på mit “christmas board”.

Håber du kan lide mit bud på et julebord, og måske endda har fundet lidt inspiration til din egen opdækning?! Hvordan er det hjemme hos jer, er julen mest guld eller sølv?

DIY – 24 fantastiske juleidéer med dine egne børn

En lille anbefaling af bogen “DIY – 24 fantastiske juleidéer med dine egne personlige foto” i disse juletider. Bogen, som er skrevet af Sif Meincke, er fyldt med søde, kreative idéer til ting man kan lave selv, også sammen med sine børn. Mange af tingene er også gode julegaver fra børnene til familiens øvrige medlemmer.

Her lidt mere info fra bogen: Ingen jul uden hygge, varme, søde sager og hjemmegjorte gaver og pynt. DIY – Do it yourself – 24 fantastiske juleidéer med dine egne foto, vil med sikkerhed blive din nye yndlingsjulebog år efter år. Bogen indeholder idéer til krea-hygge til både børn og voksne.

Lav fx en sæbe med dit eget personlige fotografi i, omdan din kæreste til en sprællenisse, byg det kæreste valnøddeskibe med fotosejl, lav smukke julelys og meget, meget mere. Lige til at gå til.

OBS: Dette indlæg har været en give away, men efter vinderen er trukket har jeg redigeret den del ud af teksten. Kommentarerne afslører dog konkurrence-elementet der var med, ha ha.


Præmien er sponsoreret af  Sif Meincke. Ord og meninger er mine egne.

Hjemmelavet juletræstæppe (DIY)

Sidste år havde vi et mørkegråt juletræstæppe i filt som jeg købte billigt i et supermarked. Før det har vi haft lidt forskellige slags, som fx en retrodug eller et klassisk hørfarvet tæppe med rød kant.

I år ville jeg gerne have et lyst tæppe, fordi at jeg syntes det fremhæver træet mere. Der er kommet mange flotte tæpper i år (og sidste år), men jeg syntes både det er lidt kedeligt at alle har de samme (sorry!), og syntes faktisk også at de er lidt dyre. Måske det bare er mig, men 300 kr. eller derover er meget for et rundt stykke bomuldslærred…

Derfor besluttede jeg mig for at sy mit eget i år. En tur i IKEA bød på et fint stykke stof i et kraftigt bomuldslærred, og med et fint, men ikke larmende print. Jeg købte 1,5 meter og 5 meter kantebånd. Hjemme foldede jeg stykket to gange spids mod spids så det dannede en trekant, og fra spidsen (hvor stoffet folder, som du lige knapt kan se på billedet) målte jeg 74 cm. ud hele vejen over. Det giver et tæppe på lige knapt 150 cm i diameter, det syntes jeg virkede passende til os som gerne vil have et stort træ.

Vil du have det mindre måler du bare mindre ud. Fx 50 cm hvis du vil have et klassisk tæppe på 100 cm i diameter. Når du har målt ud og markeret hele vejen over, klipper du forsigtigt igennem alle lag samtidigt. På den måde får du en helt rund og fin cirkel.

Da jeg havde klippet min cirkel ud og sikret mig at den var helt rund, syede jeg kantebånd på. Jeg syede det først ret mod ret, og så foldede jeg kantebåndet om kanten på stoffet og zig-zaggede fra forsiden. Håber det giver mening?!

Det var super nemt at lave, billigt på lige knapt 100 kr. og så er det mit eget. -Omend jeg vidst fik inspireret et par stykker til at lave det samme ovre på Instagram, men jeg er bare glad for at kunne inspirere ☺

I morgen står den på tur ud i juletræsplantagen som traditionen byder os det. Vi glæder os! Dog var der sne både i 2012 og 2013, og det er lidt ærgerligt vi ikke får det med i år. Håber det kommer.

Årets juledekorationer 2014 – En føljeton plus lidt how to

Så blev årets juledekorationer færdige, og jeg har som altid hygget mig enormt meget med at lave dem. I år har jeg genbrugt et par ting fra sidste år, lavet/skaffet lidt selv, og kun købt få ting som stearinlys, ler og et par nye dyr.

Adventsdekorationen (et slags nisselandskab uden nisser) havde jeg i tankerne inden jeg gik igang, og det blev nogenlunde som jeg havde tænkt. Dog havde jeg oprindeligt forestillet mig at isbjørnene også skulle indgå her, men der var bare ikke plads da det kom til stykket.

I min mormors nisselandskaber var det altid små spejle der gjorde det ud for søer, men jeg syntes aldrig rigtigt at det så ordentligt ud. Forleden fik jeg så en spontan idé; sølvpapir dækket med flere lag af madfolie, det hele krøllet let. -Og det syntes jeg i al beskedenhed fungerer rigtigt godt. Jeg brugte pølser af ler for at få søen på plads, før jeg dækkede al leren med mos hentet i skoven. Mossen sætter jeg altid fast med små buer af ståltråd. De små fine træer er købt hos Søstrene Grene, og her hev jeg foden af og klippede lidt af “nålene” i bunden, så jeg kunne stikke træerne fast gennem mossen. Dyrene har jeg også sat fast med lidt ståltråd om et ben eller to. Svampene havde jeg i gemmerne, men de kan købes mange steder. Jeg syntes at der manglede lidt sne, men havde ikke noget på hånden. Så fik jeg idéen om at skære en af de store glimmer-flamingokugler (også fra sidste år) over og rive den på rivehjernets fine side. Det virkede super! Håber I kan lide den, selvom det ikke er en helt klassisk adventskrans.

Isbjørnene skulle selvfølgelig også bruges, så jeg fandt glimmerkuglerne fra sidste år samt trylledejen fra forleden frem. Af trylledejen lavede jeg en lille bakke som jeg dækkede med glimmerkuglerne én efter én. Limpistolen er et af mine bedste krea-værktøjer, og den kom også i brug her for at holde på “snebjerget”. Da jeg var tilfreds med mit bjerg satte jeg den lille isbjørn på toppen, limede nogle snefnugs-pailetter på dellevaserne fra Lærke Langballe, stillede den store isbjørn foran og limede et par ekstra kugler på. Den blev også ganske fin, ikke?

Det er efterhånden lidt af en tradition at jeg viser juledekorationerne frem her på bloggen, og her kan du se de øvrige års udgaver:  2013201220112010. Det er sjovt at se, syntes jeg. Flere ting går igen, men der sker klart også noget fra år til år. Hvordan ser det ud hjemme hos dig, og laver du dem selv?

Årets julekrans

Jeg kan jo slet ikke vente med at komme igang med at pynte op til jul, og jeg smugstarter mere og mere. Forleden lavede jeg en krans til vores hoveddør, og jeg er blevet ret glad for den. Elefanterne med rensdyrhorn er kraftigt inspireret via Pinterest, og det samme er den lille bil med juletræ på taget. Jeg elsker Pinterest, der er så mange sjove, fine og smarte ting at pinne og inspireres af.

Elefanterne var nogle små nogle jeg fandt blandt børnenes legetøj. Så limede jeg små kviste på med limpistol, og malede det hele med hobby maling. Havde jeg haft en hvid spraymaling ved hånden havde jeg nok brugt den, men det her gik også fint. De fik vel 3 lag. De små træer og paillet-snefnuggene er fra Søstrene Grene, og den røde sløjfe med prikker er fra Tiger. Selve grankransen er fra min lokale Fakta. Det hele er sat på med limpistol. Alt i alt er det en nem og billig krans. Jeg er vild med den!