Louis The Coon

Vi har jo fået en ny kat, siden det sørgelige med smukke Grethe skete. Louis, hedder han, og han er så sød. Fræk, legesyg og helt vildt social. Og han vokser som ukrudt, så han ender med at blive en kæmpe basse. Fedt!

Jeg er så glad for at vi valgte at skaffe os en Maine Coon igen, og at vi fandt en dygtig opdrætter denne gang. Jo, det kostede da mere at få ham, men rent faktisk kan det stort set ikke betale sig ikke at købe igennem en rigtig opdrætter. For det første fordi man med meget større sikkerhed ikke skal opleve det vi gjorde med Grethe (og hvis der mod alle odds alligevel skulle være noget får man sine penge tilbage, eller en ny kat når en sådan er til rådighed), og for det andet fordi at beløbet faktisk ender med at være stort det samme som hvis man selv skulle stå for vaccinationer, neutralisering og chipmærkning.

Maine Coon’s er bare en fantastisk race, så hvis nogle af jer går og overvejer at få en kat, så vil jeg virkelig anbefale jer at overveje sådan en. Det er næsten som en lille hund ♡

Kattecrush ♡

Prøv lige at se de her smuksakker af nogle lækre Maine Coon killinger. Er de ikke bare fine? Den grå hankat er ham vi skal op og kigge på om et par dage, og jeg glæder mig helt vildt. De andre er hans søskende i kuldet, og pt. leder fem ud af de syv killinger efter nye, gode hjem. Så…hvis du er blevet fristet til en Maine Coon efter al min spam med lille Grethe (og det ved jeg jo at I er mange der er), så kan du måske få en søster eller bror til vores kommende kat. Se dem alle sammen her. Åh, så søde.

Opdrætteren jeg har fundet hedder Berit, og hendes katteri hedder Wackymoon Maine Coon. Hun har mange års erfaring med opdræt af racen, og virker bare som en rigtigt sød dame der ved hvad hun laver. Faktisk er det virkelig pudsigt, for efter jeg havde fået kontakt med hende, opdager jeg ved en tilfældighed (takket være et billede på facebook) at hun er mor til Debbie, hvis blog og instagramprofil jeg har fulgt længe. Verden er lille.

Hvis du er blevet nysgerrig, så kan du kontakte Berit og høre nærmere om de små kræ. Jeg kan fortælle at hendes killinger, udover at være tjekket for alt tænkeligt og utænkeligt (så man ikke risikerer samme sørgelige historie som vi gjorde med Grethe), har fået de to første vacciner og er blevet neutraliserede samt ID-chippede inden de flytter hjemmefra. Altså er prisen på en racekat slet ikke så dyr, med tanke på at alle disse ting allerede er gjort. Berit tager 4000 kr. for sådan en lille uldtot, men hun vil gerne give et særligt “blog-tilbud” hvor hun skærer 10% af prisen. Bare hils fra mig 🙂

Åååhhh, jeg glæder mig til at se dem alle sammen i virkeligheden. Selvfølgelig særligt den smukke grå kat, som vi allerede er ret forelskede i. Han ligner lidt en bøllemis, ikke sandt?

RIP Grethe

I torsdags måtte vi jo desværre sige farvel til vores dejlige kat Grethe, som jeg skrev om her. Hun blev kun knapt 15 uger gammel, det stakkels lille kræ. Det var virkelig trist at tage ned til dyrlægen og sidde med Grethe i skødet i mens hun faldt i søvn. Jeg tudede. Vi gik inden hun fik den endelig sprøjte der ville få hende til at sove ind, for jeg havde slet ikke lyst til at se hende død. Det var rart at sidde med hende og nusse hende indtil hun faldt i den dybe søvn, men at se hende stoppe med at trække vejret var lige lidt for meget for mig. Otto var ikke med, selvom han måske godt kunne have været det. Men vi har snakket meget om, at Grethe nu leger med andre døde katte i kattehimlen. Og fordi vi tydeligt kunne se hun blev værre på få dage, så føles det som den helt rigtige beslutning. Nu føles der dog også lidt tomt, så allerede i næste uge skal vi besøge en rigtig opdrætter og kigge på en ny killing.

Grethe kom ikke fra en opdrætter, men fra en privat familie der gerne ville prøve at få et enkelt kuld killinger på deres egen Maine Coon. Så Grethe var uden stamtavle und so weiter, og vi fik hende kvit og frit. Familien var så søde, og vi er slet ikke i tvivl om at de ikke anede at lille Grethe var født med fejl. Desværre mente dyrlægen at samtlige killinger fra kuldet højst sandsynligt fejlede ihvertfald én af de ting der var med Grethe, og det har jeg selvfølgelig fortalt videre til familien. Jeg håber sådan at Grethe var den eneste, og at de øvrige syv killinger i flokken trives i bedste velgående….

Tusind tak for alle jeres søde hilsner, både her på bloggen, på instagram og i min mailboks. De varmer!

Katten Grethe

For godt 3 uger siden flyttede den mest fantastiske lille kattekilling ind hos os. Grethe, som hun hedder, er en smuk Maine Coon, og hun faldt til samme aften som hun kom, accepterede nærmest med det samme at hun ikke måtte sove i vores seng om natten, legede med børnene, puttede med os på sofaen, og opsøgte både os og børnene hele tiden. Det gik bare over al forventning at få en killing, og vi er så glade for hende!

Men desværre skal vi sige farvel til hende imorgen. Efter et besøg hos dyrlægen, fordi vi syntes hun virkede forpustet det meste af tiden, viste det sig nemlig at hun har dårligt hjerte og en forstørret nyre. Det er alvorlige ting for sådan en lille killing, og selvfølgelig noget den er født med. Derfor er det mest rigtige at få hende aflivet, og ikke at prøve at operere og medicinere. Dyrlægen mente ikke at hun vil leve længe, men heldigvis lider hun ikke. Endnu. Åh, hvor jeg tudede. Ikke mindst fordi Otto virkelig er glad for den kat. Men også fordi hun har været så fantastisk, og helt anderledes god end de katte vi har haft før.

Dyrlægen rådede os til at få en ny fra samme race hurtigst muligt, fordi det er racen der er så god som familiekat, og ikke bare specifikt vores lille Grethe. Så det gør vi, og vi har nok allerede fundet den rigtige kandidat. En fin, helt grå hankat, som kommer fra en meget velrenommeret opdrætter af Maine Coons. Vi skal se den i næste uge, og så må vi se hvad der sker….Først skal vi have sendt Grethe afsted til kattehimlen, hvor hun kan lege med alle de andre katte der findes der. Snøft.

Et nyt familiemedlem?

Dette er Solo, en skøn hunkat som er halv bengaler/halv huskat. Hun har været vores dejlige kat, men som nogle af jer gamle læsere måske mindes, var vi nødt til at bortadoptere vores elskede katte, da Otto kom til verden. Vi fandt en fantastisk adoptivfamilie, som vi har holdt kontakten med siden.

Nu er der desværre sket det, at Solo er blevet mere voksen (hun fyldte 2 i november), og de 2 katte kan ikke længere enes. Det er åbenbart noget hormonelt der sker nogle gange, og der er ikke andet at gøre end at skille dem ad. Så nu leder Solo efter et nyt hjem. Her er hvad familien selv skriver om hende:

Vi er desværre nødsaget til at skille os af med Solo, da vores to katte ikke længere kan enes. Solo er en flot og dejlig steriliseret, øremærket hunkat på 2 år. Blanding af huskat og bengaler. Hun er yderst velopdragen, tigger aldrig, hopper aldrig op på bordet el.lign.  Hun søger en voksenven eller to, som vil kæle og klø hende på maven og ryggen.  Hun er ikke en påtrængende skødekat, men hun kan lide at være i nærheden af mennesker og blive nusset. Fuldt dækket at vacciner og loppekur. Virkelig en dejlig kat! Gives væk til et godt hjem, med mulighed for at komme ud.
Så overvejer du at få en kat, og vil du undgå det krævende killingestadie, og få en skøn velopdragen smuk ung kat, der gerne vil leges og kæles med? Så send mig en mail, så formidler jeg kontakten til familien. De bor forøvrigt i Silkeborg.
Hvis vi kunne, havde vi selv taget Solo tilbage, men vi må jo desværre ikke holde husdyr her, og hun kan ikke komme ud. Jeg håber inderligt der er nogen der forelsker sig, og vil give Solo et nyt hjem.

Stemningsbilleder fra vores nye hjem.

Igår var vi på tur, da vi skulle hente et sofabord og en sofa. Begge dele købt brugt. Stort set alt i vores hjem er 50-60’er møbler, med enkelte IKEA indslag, såsom bogreoler og lignende. Men nu ønskede vi os en rigtig flyder-sofa; en vi kommer til at elske, at ligge og slumre i med baby. Vi fandt en fin en fra IKEA, men den kunne man ikke længere få vendt den vej vi gerne ville have, og i det betræk vi gerne ville have. Men så fandt vi den på Trendsales, i en god stand. Hurra!

 

Sofabordet er købt hos ham her, og både min kæreste og jeg er helt vilde med det. Farven er super lækker orange, meget 70’er agtig, og helt sikkert fra den tid. I hjørnet over sofan, skal mine 2 hvide emalje flowerpots fra Verner Panton op, det glæder jeg mig til. Vi fik hængt nogle af vores elskede billeder op. Aben er et maleri vi købte da vi flyttede sammen i sin tid, og er malet af en pige der hedder Cecilie Irene. Vi faldt for det på en café i København, og fik heldigvis lov til at købe det. De andre billeder er faktisk en LP (cover og sleeve) af Jim O’Rourke, min kærestes favorit-musiker. Det er en signeret førsteudgave, som min kæreste fik af mig forrige jul. Måske den bedste gave nogensinde 🙂

 
Nogle flere stemningsbilleder, blandt andet af den farvesorterede bogreol. Jeg bliver mobbet lidt blandt venner for sådan nogle detaljer, men jeg syntes altså at det giver et meget roligere indtryk på den måde.
 

Og så til det bedste! Min svigermor kom i tanke om, at de vidst stadig havde et bord fra hendes barndom på loftet. Og det havde de!! Se lige hvor fint det er, jeg er helt oppe og køre. Stolen jeg fandt for noget tid siden, passer perfekt til. Og så har min svigermor, min kæreste og hans søskende, alle haft det som børn. Det kan jeg godt lide. Måske får det en tur med noget maling, og stolen lidt tapet, måske får det ikke. Har ikke helt bestemt mig endnu.

Vi skal have bygget en skillevæg i det værelse som bliver børneværelse, og først når den er oppe kan jeg rigtigt få det indrettet færdigt. Vil gerne have lidt tapet op på en væg blandt andet. Uh, hvor det kribler i fingrene, når man bare går hjemme og venter….