Zpaggeti på gulvet / Zpagetti on the floor

Da vi flyttede, besluttede jeg mig for at trevle det gulvtæppe op jeg engang hæklede til Otto’s værelse. Det var mit første store hækleprojekt, og endte med at blive kantet fremfor rundt, fordi jeg ikke havde forstand på udtagningerne. Desuden havde det en irriterende tendens til at bøje op i kanterne, selvom jeg pressede det flere gange. Det endte derfor til sidst med at ligge krøllet sammen og gemt væk, og derfor besluttede jeg mig for at lave det om.

Nu er jeg (igen!) igennem de 6 ruller zpagetti-garn jeg brugte sidst, og er virkelig godt tilfreds med udfaldet. Det er helt rundt, kanterne ruller ikke, og det er bare så pænt! Dog vil jeg gerne have det endnu større, fordi vi har en oplagt plads til det i den nye stue. Som det er nu har det en diameter på 125 cm. og jeg vil mene der skal minimum 30-40 cm. mere på før det er stort nok. Hvor mange ruller mere skal jeg mon ud og købe? Er der et matematik-geni derude der kan regne den ud for mig? Og som de fleste nok godt kan regne ud, så bliver det et forholdsvist pebret projekt, når det skal være så stort. Men i forhold til hvad man skal give for fede gulvtæpper ellers, så syntes jeg faktisk ikke det er galt. Det er jo håndlavet og helt unikt.

Zpagetti-garnet købte jeg i sin tid hos Camilla i Yarnfreak her i Århus, og det var også igennem Yarnfreaks blog at jeg faldt over en vejledning til at hækle tæppet. Nemlig denne opskrift/vejledning hos Colors & Creations. Det er en god idé lige at læse kommentarerne igennem, og det vigtigste når tæppet skal hækles helt rundt er at man hele tiden flytter udtagningerne. Laver man dem det samme sted for hver runde, ender man med et kantet tæppe som mit første forsøg. Jeg var lidt forvirret inden jeg gik igang, men da jeg først sad med det gav det meget god mening hvordan udtagningerne skulle flyttes for hver runde. Er du usikker skal du endelig spørge, så skal jeg forsøge at hjælpe.

———————————————————————————————————————–

I’ve crocheted a rug for our new house. It’s the second time I’m making it, because the first time around it didn’t quite end up as round as I wanted it. But this time it’s perfect, although I want it to be bigger. So I have to purchase more Zpagetti-yarn, cause I’ve run out. When it’s completely done it’s gonna look so good in the spot we want it in. More to come!

Nye kreativiteter / New creativities

Jeg bliver mere og mere bidt af min nyfundne interesse for strik og hækling. Hækleriet er ikke helt nyt for mig, men det er strikkeriet. Faktisk er jeg blevet så bidt, at jeg er begyndt at købe garn og pinde, og ikke bare rode noget tilfældigt frem fra gemmerne. Det er fedt! Følger du mig på Instagram har du helt sikkert set hvor tit jeg sidder med det.

Det bedste med den slags kreative projekter er at man kan have dem med sig overalt, og at jeg kan sidde med det i sofaen. Her sidder jeg meget, for jeg får hurtigt ondt i bækkenet (selvom det heldigvis ikke er i nærheden af at være så slemt, som da jeg havde bækkenløsning med Otto) og er derudover begyndt at døje med plukveer. Så jeg skal holde mig lidt i ro, og dér er det altså virkelig godt for sådan en utålmodig en som mig at have noget mellem hænderne. Indtil videre er det blevet til et laaangt tørklæde til min kæreste og en lille vest til den kommende lillesøster. Og så flere forskellige små hækle-projekter, blandt andet kraven. Opskriften på den kan du finde her hos Puk, jeg har bare hæklet bindebånd i stedet for at bruge en knap. Kraven har jeg foræret til Mille, og jeg håber hun er glad for den.

———————————————————————————————————————–

I’ve recently found joy in both crocheting and knitting, and I’m spending a lot of time with small projects on our couch. Such as the loooong scarf I knitted for my boyfriend, and the collar I crocheted and gave to a friend. I have to keep still most of the time, because I’m having some pregnancy-related issues, so it’s nice to have something to work on with my hands.

Fantastisk hækleri!

Laura, som blogger ovre på Busters Mors Verden, har hæklet dette fantastiske babytæppe efter en opskrift vi måske er flere der har set på Pinterest. Jeg er en spade til diagrammer, som den opskrift der florerede derovre er på, men nu har Laura skrevet en opskrift til hjertetæppet på dansk hæklesprog. Yay! Tusind tak fordi du deler Laura. Håber flere får glæde af det. Jeg vil kaste mig over projektet, men først (!) når mit evighedsprojekt er færdigt. Det skrider heldigvis godt fremad, for motiveringen til at blive færdig er vokset i takt med maven.

Om en krave (DIY)

Forleden råbte jeg om hjælp på min facebookprofil. Jeg manglede en hæklekyndig, der kunne oversætte en opskrift på en super fin hæklet krave, som jeg havde set via Pinterest. Og sørme om ikke søde Sarah straks meldte sig på banen, og kort efter var jeg igang med hæklenålen. Du kan finde Sarah’s oversættelse her.

Jeg er stadig totalt meget en hæklenovice, og jeg fik også kludret i både mit første og mit andet forsøg på kraven. Første gang blev den meget mindre end først antaget, fordi jeg hoppede helt forkert rundt i luftmaskerne. Og anden gang (den på billedet) blev den lidt for stor, og derfor lidt bølgende. Jeg syntes nu egentlig den er meget fin, men nu er jeg igang med mit tredje forsøg (i sart mingrønt garn med GLIMMER!), og holder manisk øje med maskerne. Jeg tror jeg har den!

Ps: Knappen er en liberty-sag jeg har fået af Maiken. Så fin!

Evighedsprojektet

Jeg har vist mit evighedsprojekt, det hæklede babytæppe, en del gange efterhånden. Jeg startede på det da jeg var gravid med Otto, og havde aldrig hæklet før. Min søde daværende nabo hjalp mig igang, udfra en opskrift hun havde i en bog. Siden da er det bare kørt på repeat udfra hukommelsen, og jeg har derfor ikke en opskrift på det. Desværre, for der er efterhånden en del af jer der har spurgt til det. Det var bare noget med et særligt mønster man hæklede i, og ikke en opskrift på et decideret tæppe. Måske en kyndig hækler derude kan genkende mønsteret, og henvise til en opskrift?

Update: Så er mønsteret fundet. Tak Blogland ♡ Det hedder Crazy Stitch, og du kan finde en vejledning til det her. Den er godt nok på engelsk. Min søde ex-nabo har også lovet at kigge i sin bog, og sende mig vejledningen på dansk. More to come!

Under min paraply

En gåtur med klapvognen i regnvejr endte med en veninde-date på café, med hækling, snak og babyduft på programmet, mens Otto sov trygt udenfor. Er der noget sødere end sådan en helt ny baby, som skælver, hikster og laver grimasser? Jeg tror det næppe, og lille fine Lauge her er bestemt ikke nogen undtagelse. Cute as a button!

(Og ja, jeg trænger da godt nok til at farve hårrødder…)

Et lille trick

Jeg hækler på mit evighedsprojekt; et babytæppe i tyndt bomuldsgarn på pind 3. Det skrider langsomt fremad, så måske det bliver færdigt til vi engang skal have nr. 2. Jeg påbegyndte det da nr. 1 lå i maven, ha ha. Nå, men mit problem er at jeg får kramper i lille-og ringfingeren på den hånd der holder garnet, fordi det er så småt. Men nu har jeg fundet løsningen. Et styks læbepomade, som fingrene holder om, samtidigt med at pegefinger og tommeltot styrer garnet. Voila, ikke mere krampe!

Zpagetti WIP #5 -Finito!

Så blev jeg endelig færdig med Zpagetti-tæppet til Otto’s værelse. Jeg har damppresset det, og især givet kanterne en ekstra hånd. De buer stadig en smule, men med tid og lidt mere pres, skal det nok blive godt. Størrelsen blev lidt mindre end jeg havde håbet på, men den præcise diameter har jeg ikke fået målt endnu. Der er gået 6 ruller til, men den sidste rulle var kun halvt så bred som de første 5, så de sidste 5-6 rækker er ikke så kraftige som resten af tæppet. Det er lidt ærgeligt, men nu ved jeg til en anden gang, at det er en god idé at tjekke at bredden på strimlerne er ens, og ikke blot farven, når man køber flere ruller. Jeg har skridsikret tæppet en smule, ved at lave buer med min limpistol hele vejen rundt langs kanterne. Det fungerer udemærket, selvom det måske nok vil smuldre på sigt. Men så kan der komme et nyt lag på. Otto er rigtigt glad for det, og suser rundt på det. Så er det jo det hele værd!

Zpagetti WIP #4

Det skrider stadig fremad med mit gulvtæppe. Jeg har fået brugt en rulle mere siden WIP #3, og det har givet 23 cm. mere. Nu har det altså en diameter på 103 cm. så jeg ender nok med at bruge 6 ruller i alt.

Det er første gang jeg hækler så stort et projekt, men det går jo ret hurtigt. Og det er godt for sådan en utålmodig en som mig. Jeg har lært en del undervejs. Næste gang (for ja, jeg har mod på mere!) tror jeg fx jeg vil hækle rundt og rundt, istedet for at samle for hver runde. Og jeg vil flytte mine udtagninger, så tæppet bliver helt rundt, istedet for kantet. Nu har det lidt den samme effekt som et forstenet søpindsvin i strukturen. Og det er da egentlig også meget fint.