At være født i den forkerte hårfarve (+ give away -VINDER FUNDET!)

Første gang jeg fik farvet hår var jeg 12 år gammel. -Og bare rolig, det var altså bare en skyllefarve. Men den var skrig-orange. Mit eget jordbærblonde hår var begyndt at blive mere og mere kobberfarvet, og jeg ville så gerne prøve at være en gulerodstop. Jeg elskede det! Derfra var der nærmest ingen vej tilbage, og jeg har stort set ikke set min egen hårfarve siden, andet end de få centimeters udvoksning der kommer nu og da. Jeg har nok været 14 år da jeg fik det farvet mørkt første gang, og selvom jeg har været omkring det rødlige og flere nuancer af brunt siden, er det den mørkebrune jeg føler mig mest hjemme i. Min egen lyse jordbærhjelm føles bare ikke rigtig for mig. Jeg er født med den forkerte hårfarve, helt enkelt.

Jeg har været et utal af forskellige hårfarver og mærker igennem, da jeg farver min bund hjemme. Havde jeg råd ville jeg elske at få det gjort hos frisøren, men når det som minimum skal gøres hver 6 uge for at jeg ikke ligner en der er ved at tabe håret (dét ligner det altså bare når man har lyse udvoksninger i et mørkt hår. Ikke pænt!), så er det simpelthen for dyr en fornøjelse. Så hurra for hjemmefarver, som jeg heldigvis aldrig har haft problemer med. Det er så nemt at farve selv! Derfor faldt det mig også meget naturligt at takke ja til at skrive om hjemmefarvning for L’Oréal.

e-bog

Lahme kommunikation og Garnier Olia fra L’Oréal har i samarbejde skrevet en e-bog fyldt med tips og tanker om hårfarvning og hvorfor håret er så vigtigt for de fleste af os. Den har jeg fået lov til at dele, og du kan se den ved at klikke på linket under billedet her.

Jeg har også testet L’Oréals Garnier Olia hårfarve, og jeg syntes den virker rigtigt god. Jeg kan mærke på mit hår at det er blevet fugtet, og det har været meget nemmere at rede ud end det plejer at være lige efter en farvning. Det eneste lille minus jeg har til den, er at flasken ikke er særligt god at holde på når man selv skal fordele farven i sit hår. Jeg har ikke så meget fidus til designoplevelsen når det kommer til den slags, det skal bare være nemt og virke. Men selve hårfarven er flot, og holder indtil videre rigtig godt. Jeg brugte nuancen “4.0 Mørkebrun”.

Du kan også få lov til at teste Garnier Olia, og selvfølgelig selv vælge den farve du gerne vil prøve. -Det skal ikke være mørkt som mit, ha ha.

Faktisk er det mere end bare hårfarven du får lov til at teste, hvis du vinder denne give away. For udover to æsker med hårfarve får du også en række plejeprodukter fra Garnier, som du kan se på billedet ovenfor her. Alt sammen godter til farvet hår. For at deltage skal du blot skrive en kommentar til indlægget her senest på lørdag d. 31/1 kl. 24.00. Fortæl mig lige hvilken hårfarve du har naturligt, og hvilken du farver til. Det er altid sjovt at høre om andres “forkerte” hårfarver!

EDIT: Vinderen er fundet ved hjælp af random.org som jeg plejer. Denne gang landede den på nr. 25 og her gemte denne kommentar sig:


Stort tillykke Lis, jeg sender dig en mail. Gad vide hvilken farve du mon farver til? -Tak til jer der deltog, og fortalte hvilke farver I farver til og hvilke farver der gemmer sig under. Det lyder som om at de brune nuancer er meget populære. Jeg troede faktisk det var de lyse, men jeres kommentarer fik mig til at tænke lidt over det. Sjovt!

Indlægget er udgivet i samarbejde med L’Oréal, men ord og meninger er mine egne!

God weekend!

Med de her to lækkerbiskner, på et billede fra et photoshoot med Sisse Langfeldt tilbage i efteråret, vil jeg ønske jer alle en rigtigt god weekend!

Det har været en lidt intens uge her i det lille hjem, da min mand har læst op til eksamen hele ugen. I dag bestod han heldigvis med en fin karakter, så nu kan vi slappe af og glæde os over at det endelig er weekend.

Jeg har en masse suveræne billede fra nævnte photoshoot som jeg gerne vil dele med jer snart. Det er så fedt at have nogle gode billeder af ungerne, for selvom vi selv tager en masse billeder hele tiden, så bliver det bare aldrig det samme! Jeg er så glad for at vi bestilte en tid da Sisse var i Århus sidst, og julegaverne til børnenes bedste-og oldeforældre faldt i så god jord. Vi skal have bestilt kopier til vores egne vægge snart. Har I billeder af jeres børn oppe?

Juleferie status…

Juleferien nærmer sig sit slut, og hvis jeg skal være helt ærlig så glæder jeg mig til at hverdagen starter igen. Jeg er jo ellers ikke den store fan af hverdagen med to små børn, som I kunne læse lidt om her, men efter mere end 14 dages ferie fyldt med julerier, planer med forskellige dele af familien, få dovne dage og både over- og understimulerede børn, så trænger jeg (og de!) til at børnene er afsted igen. Min tålmodighed er ærligt talt ved at være rimelig tyndslidt…Mon ikke det gælder de fleste af os?

Nå, men det har ellers været en god juleferie langt størstedelen af tiden. Vi har haft nogle hyggelige juledage med familien, og selvom vi har mange vi skal se, så har vi i år formået at hygge os med det uden stress. Dejligt! Vi har også haft et par dage med ren dovneri hjemme hvor vi blandt andet har lavet madras-borg i stuen. Fed for ungerne at hoppe rundt på om dagen, dejlig for os at se film fra om aftenen. Win-win!

Vi fik også et par dage med så meget sne at der kunne kælkes, og det var fedt. Især for børnene. Nora elskede at blive trukket rundt på kælk, og Otto havde fået et sne-løbehjul (et løbehjul med ski under i stedet for hjul) i julegave som han stor-nød at kunne prøve. Han fik også opfyldt sit største gave-ønske da han fik et rigtigt løbehjul af sin morfar. Det er et kæmpe hit, og han suser rundt i stuen på det for at øve sig. Nora fik Otto’s første lille cykel i julegave af os, og den er hun mega glad for. Hun blev så stolt da hun fik den, det var sjovt at se.

Nytårsaften holdte vi hjemme sammen med et vennepar. Det er tredje år vi er sammen med dem, så en tradition er da vidst ved at være etableret. Vi stod for forret og dessert mens de kom med hovedretten. Det er en dejlig måde at gøre det, syntes jeg. Vi havde en god aften og kom godt og glade ind i det nye år. Det håber jeg også at I gjorde, jer der læser med. GODT NYTÅR!

Glædelig jul alle sammen!

Da vi var ude efter årets juletræ hos Topkær lykkedes det for en sjælden gangs skyld at få et nogenlunde godt billede af os alle sammen samlet. Så dejligt, for det er virkelig en sjældenhed.

Det blev til årets julekort, og med det vil jeg ønske jer alle sammen en rigtigt dejlig og magisk juleaften. Jeg håber at den bliver fyldt med hygge, varme, god mad, mennesker I elsker og en god gave eller to. Glædelig jul, vi ses på den anden side ♡

Øjne som dådyr, kat eller gris?

Jeg har prøvet noget nyt! Ihvertfald for mig, men jeg kender et par stykker der har prøvet det før, og efter at have hørt alt det gode de havde at sige måtte jeg altså prøve det selv. Det er kunstige vipper der er tale om, men ikke den slags man limer på som en lille skovsnegl langs vippekanten. Nej, her er det vippe for vippe der limes direkte på ens egne vipper. Tidskrævende og et pille-arbejde, men resultatet bliver virkelig fint.

Det er sjovt som øjenvipper giver øjne med dyrereferencer, ikke?! Griseøjne er sådan nogle med små, korte vipper. Dem vil man ikke have. Katteøjne er skrå med lange vipper yderst, og bambiøjne er store med laaaange, bløde vipper over hele øjet. Med falske vipper kan du selv vælge om du er kat eller dådyr.

På de ovenstående billeder af mine vipper ses resultatet tydeligt, men desværre fik jeg ikke taget et billede af mine egne vipper helt uden de falske. Det første billede er nemlig 3 uger efter at jeg prøvede det første gang. Her fik jeg sat nogle tynde, forholdsvis lange vipper på, som gav et fint og naturligt udtryk uden at være for “makeup’et”. Kigger man godt på billedet kan man sagtens ane de falske vipper fra mine egne, og hermed få et indtryk af længden på mine naturlige vipper. Jeg har egentlig altid syntes de var okay lange, men de er jo meget lysere end mit farvede hår, så jeg går aldrig nogen steder uden mascara. Sådan har langt størstedelen af mine veninder det også. Hvad med dig?

Billede nummer to er fra anden gang jeg fik dem sat på, og her valgte jeg at gå lidt vildere end første gang, og få nogle kraftigere vipper på. Jeg er så vild med resultatet, nøj det er pænt! Det er en vild følelse at stå ud af sengen og se…fin ud. Det gør så meget for ens øjne at vipperne er lange og tætte, det er helt vildt. Mascara gør selvfølgelig det samme, men det er svært at få lige så fint. Og så kan man hverken svømme eller tude uden ligne en panda efterfølgende. Det kan man totalt med de her, og jeg elsker det.

Jeg har fået lavet de såkaldte eyelash extensions som de hedder hos Claudia fra You’re So Fine her i Århus. Hun er dygtig, super venlig, og så er hun også lidt af en voks-ekspert, hvis man er til den slags. Jeg fik for første gang vokset ben hos hende for nyligt, og det er helt klart noget jeg vil fortsætte med at gøre regelmæssigt nu. Hvorfor har ingen fortalt hvor tidsbesparende det er?

Vipperne er ikke noget jeg vil få gjort regelmæssigt, det er det desværre for dyrt til. -Ellers havde jeg helt sikkert gjort det, for det er så befriende at have fine vipper 24/7. Men for det bedste resultat skal man have lavet en lille refill ca. hveranden uge, og så løber det altså hurtigt op. Men jeg vil helt klart få det lavet op til en solferie, til fx et bryllup, eller som nu op til julens mange fester. Man kan gå mange veje og få det lavet både naturligt, lidt vovet eller helt vildt. Claudia kan lave det hele, og hun får mine varmeste anbefalinger.

For god ordens skyld: Eyelash extensions har jeg testet for salonen, men voksbehandlingen har jeg selv booket og betalt ☺

Indlægget er skrevet i samarbejde med You’re So Fine, men ord og meninger er mine egne.

“Mest af alt holder jeg af hverdagen” – Really??!

Jeg drukner i hverdags-kaos for tiden, og kan slet, slet ikke forstå det citat som så mange ynder at bruge. Jeg holder mest af alt af de dage hvor vi har god tid til hinanden… Hverdagen er fyldt med stress, logistik og sure pligter. Morgener med madpakker, eftermiddage med indkøb, ulvetime og oprydning. Sure børn. Vasketøj der aldrig nogensinde får en ende. Seriøst, efter at have foldet og lagt indholdet fra fire IKEA poser på plads går der maks en uge før soveværelsesgulvet igen flyder i indholdet fra flere IKEA poser. Hvordan sker det?

Måske ligger løsningen i madplaner, stor-indkøb, rengøringshjælp og overskuddet til at smøre de der madpakker om aftenen når ungerne er puttet. Men der er vi jo trætte. Vi skal også lave lektier. Og vi skal være kærester. De få timer hvor vi kan være “Bo og Julia” og ikke “Far og Mor” er så vigtige. For os. Få stunder til at nære vores egne interesser er også super vigtige. Uden det så dør man en lille smule indeni. Jeg gør ihvertfald.

I perioder syntes jeg virkelig at det der hverdags-kaos dræber glæden ved familielivet. Forstå mig ret, jeg elsker vores børn! Men jeg er bestemt ikke en super-mor med evigt overskud og smil på læben. Tværtimod…

Hvordan gør I andre det? Bruger I meget tid på at planlægge? -Og er den tid og energi godt givet ud i sidste ende? Jeg syntes det er virkelig svært at lægge madplaner og holde sig til dem, men måske kræver det bare lidt træning? Hvad med rengøring, er der nogle af jer der har rengøringshjælp? Det drømmer jeg ret meget om at få. Ikke mindst fordi at jeg forestiller mig at det vil være et godt incitament til at få ryddet op, hvis man ved at der kommer en og gør rent dagen efter. Tanken om at komme hjem til et rent hjem giver også bare noget energi, ikke?! Måske er der endda nogle af jer der kan anbefale en god rengøringsdame/mand i Århus (Tranbjerg)? Eller en der syntes at madplaner er the shit, og gerne deler med opskrifter und alles?

Forhåbentligt er der bare én af jer derude der har det ligesom mig, så jeg ikke føler mig helt alene i at være en underskuds-mor med et beskidt hjem…?!

Tanker om venner, bekendte og….fjender?!

Jeg har gået og tumlet med tankerne til dette indlæg længe, og nu vil jeg forsøge at kaste mig ud i at få dem nedfældet. Måske bliver det en ordentlig omgang volapyk, men forhåbentligt vil det give mening for nogen. Jeg skriver bare derudad som tankerne nu fører mig, og håber at I kan (og vil!) følge med…

Det handler om de relationer der krydses på tværs af blogs og instagram-kontoer, og måske især om de meninger (skal vi kalde det fordomme?) som folk danner sig om hinanden udfra den lille flig af vores liv vi lukker hinanden ind i. Oftest uden nogensinde at have mødt hinanden i virkeligheden.

Jeg vil tro at 98% af den del af blog- og IG sfæren jeg rører mig i består af kvinder. Og kvinder i flok kan altså være nogen farlige nogen, vil jeg vove at påstå. Jeg har faktisk altid haft et lidt anstrengt forhold til pigegrupper, og har da også altid haft flere drengevenner end pigevenner i min opvækst. Jeg orker simpelthen ikke fnidder. Jeg er også meget følsom omkring grupperinger, og kan hurtigt få en fornemmelse af at være lidt udenfor. -Også selvom der oftest slet ikke er hold i det. Længere. Men med en opvækst med meget mobberi bag mig, er det et levn der sidder tilbage. Følelsen af at være udenfor. Og opmærksomheden på om andre er det, ikke mindst.

Det er selvfølgelig meget naturligt at der dannes grupperinger, og jeg har også selv været med at til at samle kvinder som jeg følte en samhørighed med. På den måde har jeg fået flere rigtigt gode venner og bekendte, men jeg er også endt med at have et par “fjender” (i mangel på et bedre ord). Men det er heldigvis folk jeg har mødt i virkeligheden, og hvor der er sket nogle ting som har gjort at vi ikke længere ses eller taler sammen. Og det er okay. Der hvor det ikke er okay, er der hvor man aldrig har mødt hinanden og alligevel tillader sig at danne sig så meget af en holdning, at man ikke kan lide personen bag.

Det syntes jeg er meget mærkeligt! Heldigvis er det ikke noget jeg personligt har oplevet (men jo, der skal da helt sikkert nok sidde et par stykker eller hundrede med en mening om mig derude, selvom de egentlig ikke kender mig), men jeg kender nogle stykker som til tider bliver ret hårdt ramt af, hvad der jo reelt set er fremmede. Emails, sms’er og lignende med hårde ord. Not okay!

Det er sgu’ lidt en spøjs verden, ikke? Jeg føler samhørighed med mange som jeg aldrig har mødt, og der er mange som jeg rigtigt gerne vil møde i virkeligheden. Blandt andet derfor arrangerede jeg i sommers et IG træf her i Århus. Det var meget hyggeligt, men tilslutningen var desværre ikke så stor, og jeg endte faktisk med at have en lidt blandet følelse omkring det. På den ene side var det super hyggeligt med dem der kom, men på den anden side var der mange jeg havde håbet og troet ville komme, som ikke kom. Måske er samhørigheds-følelsen ikke altid gengældt?

Det minder mig om den såkaldte “sladre-app”; den hvor man kan se hvem der er faldet fra og hvem der er kommet til på IG. I starten blev jeg så ked af det hver gang nogle faldt fra, også selvom jeg ikke kendte dem, men det er jeg heldigvis kommet mig over. Nu bruger jeg app’en fordi at jeg syntes det er sjovt at følge med i, og fordi at jeg tit ikke når at se de nye følgere i mit feed. Men engang imellem bliver jeg stadig ked af det, og det er lige netop der hvor personer som jeg følte at jeg havde en samhørighed med, stopper med at følge mig. Så kan tankerne godt løbe af med mig, og jeg bliver en smule paranoid. For det meste ender jeg faktisk med selv at unfollowe, simpelthen fordi at jeg får en ærgerlig følelse når de så dukker op i mit feed. Jeg følger dog stadig nogle stykker fordi jeg syntes de er inspirerende og dygtige, men jeg kan godt mærke at jeg alligevel bliver lidt trist når jeg liker deres billeder. Det er da skørt…

Nå, det tog lidt en drejning fra hvad jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om. Nemlig det her med de rigtigt gode venskaber jeg har fået. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker igennem bloggen, faktisk så mange at jeg har svært ved at følge med. Det kræver jo noget at opbygge og vedligeholde et venskab, og når man bor på kryds og tværs af landet kan det være svært. Ikke mindst når man også har en travl hverdag der skal gå op. Derfor er der desværre flere som jeg ville ønske at jeg var bedre til at holde på. Som jeg kunne se lidt oftere.

Der er også en del som jeg rigtigt gerne ville have mere tid og overskud til og lære bedre at kende. De der bekendte som man møder her og der, hvor samhørigheden går begge veje og man rigtigt gerne vil hinanden, men hvor den travle kalender bare ikke tillader at flere mennesker bliver presset ind. Jo, en kop kaffe kan da lade sig gøre, men hvis der så går 3 måneder før den næste kop kaffe byder sig, så er det jo nærmest som at starte forfra. Det syntes jeg faktisk er lidt hårdt og trist, for jeg vil så gerne…

I virkeligheden er det jo ganske fantastisk at så mange af os har fået gode venner på den her måde. En slags netdating for venskaber, kan man vel kalde det. Samme interesser, og så det at man typisk allerede ved en del om hinanden fra bloggen, gør at man springer nogle trin over i venskabet fra starten. Det er så fedt!

Gav min ordstrøm mening, og har det sat gang i nogle tanker? Det håber jeg! Har du fået gode venner igennem din blog/IG? Nogle som du ses med i den virkelig verden? Nogle du endnu ikke har mødt, men alligevel har et stærkt bånd til?

Jeg må hellere lige understrege at jeg altså ikke lægger op til debat, det er bare mine tanker om emnet. Jeg vil rigtigt gerne høre jeres tanker, men vil selvfølgelig opfordre til at holde en god tone. Tak ♡

Berlin i billeder

I sidste weekend tog min mand og jeg på en weekendtur til Berlin. Vi har et ganske særligt forhold til byen og har været der en del gange efterhånden, men det er længe siden vi har været afsted uden børn. Vi fik turen inkl. børnepasning i fælles fødselsdagsgave af mine svigerforældre tilbage i august (hvor min mand fylder år), og vi har glædet os helt vildt til at komme afsted. Vi fik selskab af min svoger og hans kæreste, og det var en rigtigt dejlig weekend. Desværre gik det bare alt, alt for hurtigt!

Vi kørte torsdag formiddag og var først i lejligheden kl. 17.00, så der var det meste af den dag jo røget på transport. Det samme gjaldt for søndag, hvor vi kun lige nåede forbi mit favorit loppemarked på Arkona Platz inden turen gik hjem igen. Så reelt set havde vi kun to dage dernede, og det er bare ikke rigtigt nok. Men vi fik da genset nogle af yndlingsstederne i byen, shoppet en lille smule og så fik vi hygget os med lækker mad, gode øl og et par barture. Så dejligt!

Jeg fandt et par fine ting på Arkona Platz, nemlig en god flok vintage julekugler til min samling og så et super lækkert, lille trekantet bord i spisebordshøjde fra 1950’erne. Måske har du set mine fund via Instagram, men hvis ikke, kan du prøve at kikke her.

Har et par updates til mine guides til Kreuzberg og Prenzlauer Berg, de kommer på når jeg har tiden til det. Hvis du har gode inputs må du endelig skrive!

Cupcakes, cupcakes, Mano, Kähler og flere cupcakes

I lørdags havde jeg en rigtigt hyggelig dag i Kählers flagskibsbutik Kähler & Friends her i Århus. De havde inviteret mig ind for at pynte cupcakes live i butikken og style det hele med deres farvelade-glade Mano stel.

Jeg nød at få fingrene i fondant, frosting og sprinkles igen. Det er længe siden sidst, og det var en fryd at få lov til at lege med idéer. De fineste cupcakes jeg fik lavet, selvom de også var de allermest simple, var uden tvivl de små frostingskyer med luftballoner (som er købt i Tiger).

Jeg arbejdede for første gang med færdiglavet fondant og overtræksmarcipan, noget som Odense Marcipan for nyligt har lanceret. Det var en fryd! Super nemt at arbejde med, og slet ikke så syntetisk i smagen som det jeg tidligere har smagt. De åbner egen webshop med hele sortimentet i uge 41, så hvis der skal leges med ungerne i efterårsferien er tippet hermed givet videre. Jeg sværger normalt til at lave det selv, men nogle gange skal det gå lidt stærkt og det kan være rart at kunne købe sig fra det. Især hvis man gerne vil have mange farver at lege med. Jeg vil også gerne lige give et shout-out til mine tidligere kollegaer bagetid.dk, de har et kæmpe sortiment og alt hvad hjertet begærer. Og så vil jeg da også lige benytte lejligheden til at minde jer om min bog, hvis I nu ikke har fået købt den endnu 😉

Der var rigtigt mange mennesker forbi, og der røg tæt på 250 smagsprøver i form af minicupcakes i løbet af de timer jeg var der. Tak til jer der kiggede forbi og gav jer til kende, det er så hyggeligt at få ansigt på jer der læser med!

Skrid nu, for helvede!

Vi drukner i sygdom herhjemme, og jeg er ved at blive fuldstændigt vanvittig over det. Nora har været syg 4-5 gange siden midt august. Nogle ture med feber og snot, en tur med mellemøresbetændelse og nu en ordentlig omgang roskildesyge.

Det startede fredag nat, efter at hun lige var kommet sig ovenpå endnu en forkølelse. Hun nåede i vuggestue torsdag og fredag, og har så allerede fået slæbt noget nyt med sig hjem. Og ja, immunforsvaret er vel nede efter sygdom, så hun er modtagelig for hvad som helst, men for helvede….Jeg hader vuggestue-perioden!

For nyligt læste jeg et indlæg ovre hos Nutidens mor om at være “syg nok”. Det var faktisk via facebook jeg faldt over det, og netop som jeg sad og læste kommentarerne derovre igennem, tikkede der en mail ind fra min studieadministration: “Du kaldes til samtale ang. dit fravær”. Jeg skrev denne kommentar derovre:

Det skal selvfølgelig lige siges at Nora’s sygeperioder ikke har hele skylden, de to rejser jeg har været på fylder jo også i procenterne. Men det er så stressende gang på gang at have “diskussionen” med min mand, der også studerer, om hvem der nu kan blive hjemme denne gang. Hvem har råd til at gå glip af endnu mere undervisning, og hvem er tættest på potentielt at få frataget SU’en.

Jeg var til fraværssamtalen i fredags, og heldigvis var det en meget forstående og fair vejleder jeg mødte. Det er jo en formalitet at de skal følge op på fraværet, på trods af at jeg skriver en besked om hvorfor jeg er væk i mit skema, og det er helt forståeligt på en uddannelse som VUC. Der er sikkert mange der udnytter muligheden for at få SU uden at være særligt deltagende, og det skal der selvfølgelig tages hånd om. Jeg er bare ikke en af dem.

Heldigvis kan jeg i stor udstrækning følge med i undervisningen hjemmefra, i det omfang lærerne husker at skrive hvilke sider der er arbejdet med samt at vedhæfte diverse filer. Men det er selvfølgelig ikke det samme som at være til stede i undervisningen, og jeg kan især mærke på min tysklærer at fraværet irriterer/bekymrer hende. Og det er så nederen, for jeg får ondt i maven af dårlig samvittighed når jeg så er tvunget til at blive hjemme. Igen.

Vi har desværre ikke et netværk af pensionerede bedsteforældre der kan træde til, for alle vores forældre arbejder stadig og har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Og på to gange SU er der heller ikke råd til en barnepige, men selvom vi så havde det ville jeg være meget ked af at ty til det som en løsning. Vores børn har brug for sin mor og far når de har det skidt.

Hvordan gør I andre? Er det kun os der har fået børn der suger alting til sig, ihvertfald de par år de går i vuggestue?