Lille, fine Laurine

I december, lige inden jeg blev ramt af den onde virus der nedlagde mig i flere uger, tog jeg den lange tur til Herning for at besøge en kær veninde og hendes Laurine. De er indlagte på sygehuset, fordi Laurine kom til verden lidt for tidligt. Ca. 3 måneder for tidligt, hvis jeg husker rigtigt. Hun er den fineste lille pige, som klarer sig så flot.

Det var meget rørende at se hende i virkeligheden, og faktisk noget helt andet end at se de mange billeder jeg havde set på facebook. Åh, hvor var hun lille. Og da jeg mødte hende var der allerede gået en måned og hun var vokset meget, så hun må virkelig have været lille-bitte da hun kom. En lille miniature-baby, men helt perfekt over det hele. Bare lille.

Hun reagerede tydeligt på sin mors stemme, og selvom hun var på en stue med en anden lille pige, så var der en helt særlig stemning på sygehuset. Louise havde fået indrettet sig ganske hjemligt og hyggeligt på sin egen stue, og generelt har hun bare imponeret enormt med sit positive sind. Louise, du er ret fantastisk og Laurine kunne ikke få en bedre mor end dig (og en far som Mikkel, selvfølgelig). Endnu engang stort tillykke med hende, jeg glæder mig meget til vores piger skal møde hinanden.

På det sidste billede er det Laurines små hånd-og fodaftryk der er sat på papir, og de særlige mini-sutter de får på afdelingen. Jeg har lagt min forlovelsesring ved for at give et indtryk af størrelsen. Sutterne vil Louise have forgyldt, og det syntes jeg er så fin en tanke.

Laurine, velkommen til verden. Jeg glæder mig til at lære dig at kende ♡

Jeg kan, jeg kan!

Det skrider rigtig fint fremad med mit strikkeprojekt, og jeg er simpelthen så stolt af mig selv. Sidst jeg kastede mig ud i strik gik det virkelig skidt, og jeg kunne slet ikke kende forskel på ret og vrang. Jeg strikkede også frygteligt stramt, hvilket ikke gjorde det nemmere. Men det er som om at jeg har en meget bedre forståelse for det hele, efter at jeg har hæklet så meget og nu kører det bare. Det er selvfølgelig også et ret nemt projekt, og en erfaren strikker vil måske grine lidt af min begejstring, men jeg syntes jeg er dygtig! Jeg strikker en lille vest til lillesøster (og ja, garnet er en blå nuance) fra denne her opskrift. Dog strikker jeg dobbeltperle-strik i stedet for dobbeltrib på selve kroppen. Det var ikke helt med vilje, men da jeg skulle strikke det første rib i kanten strikkede jeg perlestrik ved en fejl, og det syntes jeg var så pænt. Så nu har jeg til og med lært at lave lidt om i en opskrift, ha ha. Tak til alle jer der har hjulpet mig på Instagram. -Yay for virtuel strikkeklub!

Med en pige på vej…

….opstår der pludseligt nye ønsker til den lillesøster der melder sin ankomst engang i april. Vi har jo allerede meget fra Otto, men selvom vi som sådan ikke går op i kønsfordelingen af farver, så er der alligevel en meget stor vægt af blå, grønt og brunt blandt hans tøj og ting. Og jeg vil da gerne have lidt nyt til pigen når hun kommer. Her er et lille udvalg af de ting jeg ønsker mig til hende:

1: Duckling fra Architectmade. Fåes bl.a. her.
2: Babysengetøj fra Småfolk. Fåes bl.a. her
3: Body fra Holly’s. Fåes bl.a. her.
4: Beauty Baby fra Lucky Boy Sunday. Den vil jeg gerne have med ved fødslen. Fåes bl.a. her.
5: Uldkyse fra Engel. Fåes bl.a. her.
6: Juniorsengetøj, Dotty fra Ferm Living. Fåes bl.a. her.
7: Lækkert strik, fx denne cardigan med kyse fra Mormor.nu. Fåes bl.a. her.

Under min paraply

En gåtur med klapvognen i regnvejr endte med en veninde-date på café, med hækling, snak og babyduft på programmet, mens Otto sov trygt udenfor. Er der noget sødere end sådan en helt ny baby, som skælver, hikster og laver grimasser? Jeg tror det næppe, og lille fine Lauge her er bestemt ikke nogen undtagelse. Cute as a button!

(Og ja, jeg trænger da godt nok til at farve hårrødder…)

Gadagung gadagung

Min mor fandt en super fin gyngehest i en genbrugsbutik igår, til sølle 50 kr. Otto er helt vild med den, og gynger derudaf. Det bliver ekstra sjovt hvis vi klasker os på lårene i heste-takt, og skråler gadagung gadagung mens han rokker. Jeg har set modellen før, men den er ikke mærket. Er der mon nogen der ved hvem der har designet og produceret den, og hvornår den er fra?

Igår fik Otto også et andet nyt ride. Vi købte nemlig en splinterny, hypermoderne klapvogn. Vi besluttede for nylig at vi var nødt til at få en ordentlig vogn inden vores tur til Berlin. Otto er ved at være for stor til sin Silvercross, og den fantastisk fine retro klapvogn vi ellers har, er desværre lidt for upraktisk. Stellet er svært at slå sammen, og der er ikke meget plads til tasker etc. under vognen. Så en ny, mere praktisk vogn, skulle der til. Men hold nu op hvor er alle de moderne klapvogne grimme! Det var virkelig svært at finde en jeg kunne leve med, men igår fandt vi så vognen her. En mørkegrå Brio Happy. Den er ikke et kæmpe skrummel med alle mulige grimme detaljer, og det at selve stellet er sort istedet for aluminium gør den lige lidt pænere, syntes jeg. Imorges kørte jeg ham så i vuggestue i den nye vogn, og den er godt nok en fryd at køre med. Noget helt andet end den hvinende, raslende Silvercross, ha ha. Æstetikken tabte altså til det praktiske, og jeg er faktisk helt okay med det. Nu.

Projekt Patchwork er færdigt, og smukt møbel til baby reserveret.

Så blev babytæppet færdigt, og jeg er blevet rigtigt glad for det. Er vild med farveskiftene, især fordi firkanterne er så små. Bagsiden er et kraftigt, men lækkert blødt bomuldsstof, i pastelblå med små hvide blomster. Og barnevognen det primært skal bruges i, er en Silvercross Kensington Snowdrop. Jeg glæder mig helt vildt, til at komme ud og trille med den!

-Og så har jeg reserveret en lækker kommode, som skal bruges til baby’s tøj. Egentlig ville jeg gerne have fundet en fin kommode på loppemarked, og malet den selv. Men for det første er jeg bange for vi ikke når det pga. flytning, for det andet må jeg jo ikke male når jeg er gravid, og for det tredje er der så mange andre projekter, jeg gerne vil have lavet når vi er på plads. Men så er det jo godt man kan finde fine ting på nettet. Og jeg er helt vild med farven!