En rutschebanetur. Et langt indlæg om graviditet med bekymringer.

I forgårs så vi den fineste lille baby sprælle rundt i min mave til NF-scanning. Jeg er tre måneder henne, og maven popper allerede. Det går hurtigt anden gang, og til forskel fra første gang har jeg været hårdt ramt af kvalme og træthed. Alt så umiddelbart fint ud til scanningen, men desværre afveg min blodprøve og vi fik meldingen at vi var i risikogruppen for kromosomfejl. Altså Downs m.m. Jer der følger mig på Instagram har allerede fulgt lidt med, og ved at vi takkede ja til den ekstra undersøgelse man bliver tilbudt. Idag var vi så afsted for at få lavet en moderkagebiopsi, og det gik okay. Jeg skal nu tage den med ro, fordi der er en lille bitte risiko for abort efter sådan et indgreb. Så jeg sidder her på sofaen, tænker meget på den lille baby indeni og venter på et svar fra Skejby. Hvis vi er heldige får vi det allerede imorgen, men højest sandsynligt først mandag grundet weekenden. Det er lang tid at vente….

Jeg har gjort mig mange tanker om hvorvidt jeg skulle dele det her og nu, eller vente til vi fik et forhåbentligt positivt svar. Men jeg kom frem til at jeg gerne vil dele, fordi jeg oplever at der er lidt tabu forbundet med det at vælge fra eller til. Man får ikke voldsomt meget information (faktisk ingen) om det at få et barn med Downs, så man skal selv opsøge den viden man har brug for. Vi gjorde os mange tanker i forrige graviditet, og de beslutninger vi tog den gang fulgte naturligt med denne gang. Måske de endda blev forstærkede af at vi nu har Otto. Hvis barnet viser sig at have kromosomfejl, så vil vi bede om en abort. Vi kan ikke rumme at være forældre til et barn med Downs, især fordi vi frygter at det vil blive på bekostning af Otto. Jeg har tidligere været støtte på en pige med Downs, og har derfor førstehåndserfaring med hvor hårdt et arbejde det er. Hun var en herlig pige, men resten af familiens børn havnede hele tiden i skyggen af hendes behov, og det gjorde ondt at se. Jeg har virkelig al respekt for dem der vælger til, og dem der aldrig fik muligheden men har fået det bedste ud af deres situation. Men når nu vi har muligheden for at vælge fra eller til, så syntes jeg også der skal være en åbenhed omkring det og at hver og én beslutning er rigtig. Det er jo kun mig og min kæreste (forlovede, sgu!…det skal jeg lige vænne mig til) der kan mærke efter hvad der er det rigtige for lige præcis os.

For noget tid siden var der et afsnit af Bubbers verden, eller hvad det nu hed, som netop handlede om dette dilemma. Der var der en far til en stor dreng med Downs, som fortalte at han ville have valgt det fra hvis han havde haft den mulighed. Det gjorde et virkelig stærkt indtryk på mig. Afsnittet var meget nuanceret til forskel fra den serie DR lige har vist, som følger tre piger med Downs. Indledningen til den serie kørte meget på det med at Downs er uddøende, men i hele programserien fulgte man blot pigernes hverdag i deres særlige boliger. Man mødte ikke familierne for at høre deres historie, og så ej heller dem der er meget hårdt ramt af deres handikap. Det var ikke særligt nuanceret, og det syntes jeg er enormt ringe når nu de kørte så meget på problematikken i den mulighed vi bliver stillet. (-En lille update; serien på DR, som hedder “Undskyld vi er her” kører stadig, og igår aftes var nogle af forældrene for første gang med.)

Nå, det endte med at blive et langt indlæg. Hvis du læste med så langt vil jeg sætte stor pris på dit input. Hvad er dine tanker? Husk blot at holde en ordentlig tone, for det er tungt emne og der er sikkert mange holdninger. Men der skal være plads til alle!

UPDATE: I indlægget her kan du se hvad det endte med. Det var heldigvis lykkeligt!

En ulykke kommer sjaeldent alene….

Det hele startede, da en far og datter glemte sin æske med cupcakes, efter gårdagens børneworkshop på Cupcakefabrikken. Ikke at det var nogen større ulykke, for de fik fat i mig, og vi aftalte et afhentningstidspunkt. Men det var der det startede. På vej hjem fra et besøg i Ebeltoft igår aftes, gik bilen så i stykker. Heldigvis tæt på mine svigerforældre, så vi kunne få hjælp og låne en bil hjem. For vores bil måtte vi skubbe ind til siden, og efterlade til mekanikeren. På vej hjem er vi så centimeter fra at torpederes af en anden bil. Heldigvis skete der ikke noget, men det var ubehageligt tæt på. Vel hjemme, begynder Otto så at hoste voldsomt. Som en søløve. Det har vi prøvet før, så vi vidste godt det var falsk strubehoste. Så jeg stod ved vinduet med Otto i evigheder, og endte med at skiftevis sidde og ligge med ham i sofaen hele natten. Han var skidt, men ikke så skidt at vi skulle til vagtlæge. Ihvertfald ikke hvis vi skulle tro på, hvad den idiot af en vagtlæge sagde til os, første gang Otto var ramt. Til middag var han stadig meget besværet, så vi tog alligevel op til vagtlægen, bare lige for at være på den sikre side, inden det igen blev aften og nat. Og så var det så, at vi blev sendt direkte til akutmodtagelsen på Skejby sygehus, så han kunne få 2 x adrenalinmaske. Nu er vi hjemme igen, med en åben indlæggelse det næste døgn. Suk!