“Mest af alt holder jeg af hverdagen” – Really??!

Jeg drukner i hverdags-kaos for tiden, og kan slet, slet ikke forstå det citat som så mange ynder at bruge. Jeg holder mest af alt af de dage hvor vi har god tid til hinanden… Hverdagen er fyldt med stress, logistik og sure pligter. Morgener med madpakker, eftermiddage med indkøb, ulvetime og oprydning. Sure børn. Vasketøj der aldrig nogensinde får en ende. Seriøst, efter at have foldet og lagt indholdet fra fire IKEA poser på plads går der maks en uge før soveværelsesgulvet igen flyder i indholdet fra flere IKEA poser. Hvordan sker det?

Måske ligger løsningen i madplaner, stor-indkøb, rengøringshjælp og overskuddet til at smøre de der madpakker om aftenen når ungerne er puttet. Men der er vi jo trætte. Vi skal også lave lektier. Og vi skal være kærester. De få timer hvor vi kan være “Bo og Julia” og ikke “Far og Mor” er så vigtige. For os. Få stunder til at nære vores egne interesser er også super vigtige. Uden det så dør man en lille smule indeni. Jeg gør ihvertfald.

I perioder syntes jeg virkelig at det der hverdags-kaos dræber glæden ved familielivet. Forstå mig ret, jeg elsker vores børn! Men jeg er bestemt ikke en super-mor med evigt overskud og smil på læben. Tværtimod…

Hvordan gør I andre det? Bruger I meget tid på at planlægge? -Og er den tid og energi godt givet ud i sidste ende? Jeg syntes det er virkelig svært at lægge madplaner og holde sig til dem, men måske kræver det bare lidt træning? Hvad med rengøring, er der nogle af jer der har rengøringshjælp? Det drømmer jeg ret meget om at få. Ikke mindst fordi at jeg forestiller mig at det vil være et godt incitament til at få ryddet op, hvis man ved at der kommer en og gør rent dagen efter. Tanken om at komme hjem til et rent hjem giver også bare noget energi, ikke?! Måske er der endda nogle af jer der kan anbefale en god rengøringsdame/mand i Århus (Tranbjerg)? Eller en der syntes at madplaner er the shit, og gerne deler med opskrifter und alles?

Forhåbentligt er der bare én af jer derude der har det ligesom mig, så jeg ikke føler mig helt alene i at være en underskuds-mor med et beskidt hjem…?!

Tanker om venner, bekendte og….fjender?!

Jeg har gået og tumlet med tankerne til dette indlæg længe, og nu vil jeg forsøge at kaste mig ud i at få dem nedfældet. Måske bliver det en ordentlig omgang volapyk, men forhåbentligt vil det give mening for nogen. Jeg skriver bare derudad som tankerne nu fører mig, og håber at I kan (og vil!) følge med…

Det handler om de relationer der krydses på tværs af blogs og instagram-kontoer, og måske især om de meninger (skal vi kalde det fordomme?) som folk danner sig om hinanden udfra den lille flig af vores liv vi lukker hinanden ind i. Oftest uden nogensinde at have mødt hinanden i virkeligheden.

Jeg vil tro at 98% af den del af blog- og IG sfæren jeg rører mig i består af kvinder. Og kvinder i flok kan altså være nogen farlige nogen, vil jeg vove at påstå. Jeg har faktisk altid haft et lidt anstrengt forhold til pigegrupper, og har da også altid haft flere drengevenner end pigevenner i min opvækst. Jeg orker simpelthen ikke fnidder. Jeg er også meget følsom omkring grupperinger, og kan hurtigt få en fornemmelse af at være lidt udenfor. -Også selvom der oftest slet ikke er hold i det. Længere. Men med en opvækst med meget mobberi bag mig, er det et levn der sidder tilbage. Følelsen af at være udenfor. Og opmærksomheden på om andre er det, ikke mindst.

Det er selvfølgelig meget naturligt at der dannes grupperinger, og jeg har også selv været med at til at samle kvinder som jeg følte en samhørighed med. På den måde har jeg fået flere rigtigt gode venner og bekendte, men jeg er også endt med at have et par “fjender” (i mangel på et bedre ord). Men det er heldigvis folk jeg har mødt i virkeligheden, og hvor der er sket nogle ting som har gjort at vi ikke længere ses eller taler sammen. Og det er okay. Der hvor det ikke er okay, er der hvor man aldrig har mødt hinanden og alligevel tillader sig at danne sig så meget af en holdning, at man ikke kan lide personen bag.

Det syntes jeg er meget mærkeligt! Heldigvis er det ikke noget jeg personligt har oplevet (men jo, der skal da helt sikkert nok sidde et par stykker eller hundrede med en mening om mig derude, selvom de egentlig ikke kender mig), men jeg kender nogle stykker som til tider bliver ret hårdt ramt af, hvad der jo reelt set er fremmede. Emails, sms’er og lignende med hårde ord. Not okay!

Det er sgu’ lidt en spøjs verden, ikke? Jeg føler samhørighed med mange som jeg aldrig har mødt, og der er mange som jeg rigtigt gerne vil møde i virkeligheden. Blandt andet derfor arrangerede jeg i sommers et IG træf her i Århus. Det var meget hyggeligt, men tilslutningen var desværre ikke så stor, og jeg endte faktisk med at have en lidt blandet følelse omkring det. På den ene side var det super hyggeligt med dem der kom, men på den anden side var der mange jeg havde håbet og troet ville komme, som ikke kom. Måske er samhørigheds-følelsen ikke altid gengældt?

Det minder mig om den såkaldte “sladre-app”; den hvor man kan se hvem der er faldet fra og hvem der er kommet til på IG. I starten blev jeg så ked af det hver gang nogle faldt fra, også selvom jeg ikke kendte dem, men det er jeg heldigvis kommet mig over. Nu bruger jeg app’en fordi at jeg syntes det er sjovt at følge med i, og fordi at jeg tit ikke når at se de nye følgere i mit feed. Men engang imellem bliver jeg stadig ked af det, og det er lige netop der hvor personer som jeg følte at jeg havde en samhørighed med, stopper med at følge mig. Så kan tankerne godt løbe af med mig, og jeg bliver en smule paranoid. For det meste ender jeg faktisk med selv at unfollowe, simpelthen fordi at jeg får en ærgerlig følelse når de så dukker op i mit feed. Jeg følger dog stadig nogle stykker fordi jeg syntes de er inspirerende og dygtige, men jeg kan godt mærke at jeg alligevel bliver lidt trist når jeg liker deres billeder. Det er da skørt…

Nå, det tog lidt en drejning fra hvad jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om. Nemlig det her med de rigtigt gode venskaber jeg har fået. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker igennem bloggen, faktisk så mange at jeg har svært ved at følge med. Det kræver jo noget at opbygge og vedligeholde et venskab, og når man bor på kryds og tværs af landet kan det være svært. Ikke mindst når man også har en travl hverdag der skal gå op. Derfor er der desværre flere som jeg ville ønske at jeg var bedre til at holde på. Som jeg kunne se lidt oftere.

Der er også en del som jeg rigtigt gerne ville have mere tid og overskud til og lære bedre at kende. De der bekendte som man møder her og der, hvor samhørigheden går begge veje og man rigtigt gerne vil hinanden, men hvor den travle kalender bare ikke tillader at flere mennesker bliver presset ind. Jo, en kop kaffe kan da lade sig gøre, men hvis der så går 3 måneder før den næste kop kaffe byder sig, så er det jo nærmest som at starte forfra. Det syntes jeg faktisk er lidt hårdt og trist, for jeg vil så gerne…

I virkeligheden er det jo ganske fantastisk at så mange af os har fået gode venner på den her måde. En slags netdating for venskaber, kan man vel kalde det. Samme interesser, og så det at man typisk allerede ved en del om hinanden fra bloggen, gør at man springer nogle trin over i venskabet fra starten. Det er så fedt!

Gav min ordstrøm mening, og har det sat gang i nogle tanker? Det håber jeg! Har du fået gode venner igennem din blog/IG? Nogle som du ses med i den virkelig verden? Nogle du endnu ikke har mødt, men alligevel har et stærkt bånd til?

Jeg må hellere lige understrege at jeg altså ikke lægger op til debat, det er bare mine tanker om emnet. Jeg vil rigtigt gerne høre jeres tanker, men vil selvfølgelig opfordre til at holde en god tone. Tak ♡

Livet på det seneste + Snak om uddannelse og min vej

Der har været lidt stille på bloggen de sidste uger, og for så vidt også på Instagram. Ikke at jeg ikke dagligt har lagt mindst et billede op derovre, men det har ikke været i helt samme omfang som jeg plejer. Jeg er lidt mæt. Og lidt træt. Og jeg har hovedet fuldt af eksamener, dagligdag, fremtid, børneliv og syge unger.

Jeg har været til en enkelt eksamen (skriftlig engelsk) og har stadig tre andre foran mig; religion, mundtlig engelsk og samfundsfag i nævnte rækkefølge. Det er en fuld HF jeg er igang med at tage via enkeltfag, og jeg har endnu et år med studier foran mig før jeg er færdig. Tager den lidt med ro og studerer det meste hjemmefra. Det er en studieform der passer mig godt, fordi jeg selv tilrettelægger min tid. Og fordi jeg ikke skal møde op i en klasse dagligt. En klasse hvor størstedelen er en del år yngre end mig selv. Jeg er jo ved at være gammel. 32 år til oktober. Usch!

Men hvorfor er det så lige at jeg ikke har en studentereksamen når jeg er så gammel, tænker du måske? Jeg har skrevet om min baggrund flere gange tidligere, men der kommer jo selvfølgelig hele tiden nye til som måske ikke kender min historie. På instagram er der ofte folk der spørger hvad jeg læser. Det er slet ikke spændende, bare en HF via VUC. Det lyder så….useriøst og nederen, rent ud sagt. Syntes du ikke?

Men faktisk er jeg stolt af vejen jeg har taget op til det her. Jeg har nemlig lavet rigtigt mange spændende ting, og været selvstændig hele to gange. Da mange af mine venner og veninder begyndte i gymnasiet tog jeg Den Frie Ungdomsuddannelse i stedet. Jeg havde fokus på tøjdesign og fotografi, og har en del kurser indenfor de felter på CV’et. Siden blev jeg uddannet mønsterkonstruktør og arbejdede i nogle år som selvstændig tøjdesigner og butiksindehaver. Det kan du læse meget mere om i indlægget her.

Jeg har også arbejdet som kulturproducent for unge i en del år, hvor jeg har lavet alt fra at arrangere forskellige kreative workshops, foredrag og festivaller, til at drive et kreativt værksted og arrangere modeshows, filmaftener og udstillinger. Og meget mere. Det var nogle super spændende år og til dato et af de bedste jobs jeg har haft.

Alt dette var mens jeg boede i Sverige, så da jeg fandt kærligheden i Danmark og vendte hjem igen sagde jeg også farvel til både arbejdet som selvstændig og som kulturproducent. Jeg fik i stedet arbejde som medhjælper på et fritidshjem hvor jeg stod for den daglige drift af et kreativt værksted for ungerne, et job jeg også nød meget.

Så blev jeg gravid med Otto, og vi besluttede os for at flytte fra København og hjem til Århus pga. familieforhold. Da min barsel nærmede sig sin ende planlagde jeg at begynde på VUC, med henblik på at jeg skulle videre på universitetet efterfølgende. Jeg kom godt igang med mine enkeltfag, men samtidigt begyndte min hobby med at holde workshops i kunsten at pynte cupcakes at tage fart. Pludseligt endte jeg i Aftenshowet med stemplet “cupcakeekspert” i nakken, og så tog det for alvor fart. Så jeg valgte endnu engang at hoppe ud som selvstændig, denne gang med Cupcakefabrikken. Jeg havde så travlt at studierne måtte vige, og i et par år har jeg arbejdet på fuld tid med mine cupcakeworkshops. Jeg har også udgivet en bog om cupcakes undervejs.

Så fik vi endnu et barn, lille Nora, og i løbet af min barsel med hende besluttede jeg mig for at stoppe cupcake-eventyret og påbegynde uddannelsen igen. Så der er jeg nu. I gang med at færdiggøre de fag jeg mangler, og i gang med at finde ud hvad jeg skal når jeg har det fulde diplom. Da jeg i sin tid begyndte på VUC havde jeg planer om at skulle studere ‘æstetik og kultur’ på universitetet, men jeg tror ikke det er det jeg skal længere. Det er stadig super spændende, men jeg tror at jeg vil få svært ved at forene arbejdet med familielivet. Min interesse for PR, kommunikation og de sociale medier er vokset meget i løbet af årene, så jeg tror at det er den vej jeg skal. Men om det bliver via en uddannelse eller via et job må tiden vise. Jeg er åben for det meste, og spændt på hvad fremtiden har at byde mig.

Jeg har ihvertfald meget at byde den. Bare vent og se!

Puha, det her indlæg tog en helt anden drejning end jeg først havde tænkt. Hvis du har læst med så langt er du rimelig sej. Tak!

Sommer i april, og lidt om livet med to børn

Sikke et fantastiske vejr vi har haft de sidste dage. Især i dag har det været helt forrygende, og nærmest som en sommerdag midt i højsæsonen. Danmark viser sig fra sin bedste side, og jeg kan lide det!

Vi var lidt spontane, og spurgte et vennepar om ikke vi skulle mødes i Mindeparken til et par eftermiddagstimer i solen og lidt grillmad. De sagde ja, så vi hentede ungerne og kørte derind. Skøn måde at tilbringe det der ellers ofte bliver nogle lange og stressende timer hjemme, inden børnene skal puttes. Det er stadig hektisk, for der er meget at holde styr på med en på 4 år med krudt i røven og en på 1 år med sin helt egen vilje, men når der sker noget er det trods alt lidt nemmere.

Jeg havde pakket spejlrefleks kameraet med i håb om at få taget nogle billeder, men jeg må simpelthen bare erkende at livet med to børn oftest er virkelig svært at kombinere med min trang til at dokumentere. For satan der er nok at se til med de to! Heldigvis er instagram lige ved hånden, så et par billeder i semi-kvalitet blev det til. Jeg kan nemlig godt holde Nora på den ene arm mens jeg tager et billede på mobilen med den anden. Det mangler jeg endnu at mestre med speljreflekset…

Jeg syntes sgu’ det er hårdt at have to børn, hvis jeg skal være ærlig. Det er dejligt, og jeg elsker dem inderligt meget, men nøj hvor er det altså også hårdt. Som i dag hvor vi ses med venner vi ikke får set så tit (igen, pga. børn primært), så ærgrer jeg mig over at jeg ikke kan være koncentreret og fordybet i samtale med dem. Men det kan bare ikke lade sig gøre når man har små børn! Der er hele tiden afbrydelser, og det er nok kun jer der også selv har børn der helt kan relatere. For det kan I da, kan I ikke?

Der er en verden til forskel på at have ét og på at have to børn! Jeg kunne aldrig drømme om at sige til nogen at de bare kan vente sig, at de skal holde sig til ét barn eller noget i den dur (men jeg kan måske godt tænke det, tøhø), og jeg ville ikke bytte mine børn væk for noget i denne verden. Men, jeg vil gerne have dem passet i ny og næ (helst tit, faktisk), så min mand og jeg har lidt tid til hinanden og til os selv. Så er jeg altså en bedre mor bagefter.

Jeg kan også med hundrede procent sikkerhed sige at vi aldrig skal have en mere. Jeg har ellers altid troet at jeg skulle have tre børn, men efter at have fået to er det helt udelukket! -Og nu har jeg det på skrift, så hvis jeg skulle blive skruk igen må I lige minde mig om indlægget her. Aftale?

Nogle gange går det bare ikke helt som man havde tænkt…

Måske kan I huske dette indlæg? Vi var så glade da vi fik tilbudt rækkehuset vi bor i nu, og havde en masse forventninger til huset, området og det at flytte “ned til jorden”. Forstaden skulle vi nok kunne lære at leve med og ligefrem trives i. Troede vi.

Jeg var gravid med Nora da vi begyndte at søge ny bolig. Tanken om at bo helt oppe på tredje sal med to små børn, ingen altan, ingen gård vi var trygge ved at stille barnevognen i, ingen elevator og fugt i flere vægge, var slet ikke lokkende. I stedet var tanken om at komme i noget helt nyt, med egen terrasse og parkering, hvor man kunne gå direkte ind, og man kunne stille barnevognen lige udenfor, noget så tiltalende. Og det var jo ikke fordi vi brugte byen særligt meget alligevel. Så den kunne vi da sagtens undvære! Troede vi…

Nu har vi boet herude i Tranbjerg i lidt mere end et år, og vi føler os simpelthen ikke hjemme her. Vi er meget glade for huset, det er et lækkert rækkehus og vi har god plads. Men omgivelserne er ret kedelige, og vores forestillinger om lange dage på terrassen, grillaftener og masser af legekammerater til ungerne er blegnet. Vi bruger det slet ikke som vi havde forventet at vi ville…

Og vi savner byen!

Serigrafi af Aamosen

Så nu er vi begyndt at kigge efter en lejlighed eller et byhus i C eller N som vi kan leje. Vi vil egentlig helst blive indenfor boligforeningerne, men ventelisterne til det vi leder efter er absurd lange! Vi havde håbet at vi kunne bytte med rækkehuset her, fordi vi troede at det var en mulighed efter 1 år men den regel er åbenbart ændret til 3 år. Og vi vil meget gerne rykke inden alt for længe, og absolut ikke senere end Otto’s skolestart i 2016, så vi kigger også hos private udlejere.

Drømmen er et byhus i ø-gaderne, men det er nok rimelig urealistisk at finde sådan et til leje. En 4-5 værelses lejlighed med altan og lækkert gårdmiljø på Frederiksbjerg eller Trøjborg ville også være dejligt. Men en god lejlighed et andet sted i C eller N er også okay. Til absolut max 10.000 inkl. forbrug. Nå ja, og vi vil selvfølgelig have skønne Louis med.

Måske kender du nogen der kender nogen? I så fald hører vi meget gerne fra dig! Gratis cupcakes i mængder til den der finder vores nye bolig for os 😉

Træt med træt på (og ærlig snak)

Jeg havde egentlig puttet mig samtidigt med Nora i dag, men det blev alligevel lidt for underligt at gå i seng kl. 19.00. Selvom jeg er så træt, at kroppen ryster lidt. Jeg kunne bare ikke blive liggende…Aftenerne er den tid på dagen hvor jeg har bare lidt tid for mig selv, og det giver jeg ikke gerne afkald på.

Siden fredag har jeg vel sovet noget der ligner 5-6 timer sammenlagt, tror jeg. Nora har været frygteligt syg, og det er nætterne der er de værste. Feberen raser i hendes lille krop, og hun har haft det noget så skidt. Snot, hoste, opkast og dårlig mave. Og så feberen. Det hele på én gang. Stakkels lille. Det er virkelig ikke nemt med en storebror der slæber alt hvad der hedder virus hjem fra børnehaven. Han har også været syg nærmest konstant i to uger. Heldigvis er han bedre nu, og imorgen ryger han i børnehave igen.

Jeg håber også at Nora er på bedringsvejen. Og jeg håber at min mand og jeg snart får dobbeltsengen for os selv. Når hun er så skidt, så sover hun bedst ved min side. Så der får hun selvfølgelig lov til at sove, selvom pladsen er trang (indtil i dag, men mere om det senere).

Det her indlæg er et af de sjældne, og bliver uden billeder. Men med en masse ærlig snak. Og helt ærligt? Det er okay hvis du ikke gider at læse det hele. Men helt vildt fedt hvis du gør. Tak!

Den her barsel har været hård. Den er stadig hård. Og jeg har tabt mig selv midt i den. Det er en erkendelse jeg først nu er begyndt at gøre mig, selvom tankerne og følelserne har været der længe. Jeg er bare ikke rigtigt mig selv mere….

Jeg er ikke så glad og imødekommende som jeg (ihvertfald selv syntes at jeg) plejer at være. Jeg kan ikke holde koncentrationen i en samtale, og kan slet ikke huske hvad vi snakkede om sidst jeg så familien, veninderne eller mødregruppen. Jeg har ikke rigtigt nogen energi til noget, og jeg når på ingen måde alt det jeg gerne vil. Hverken i hjemmet, med det sociale, med bloggen eller med det kreative. Jeg har konstant dårlig samvittighed.

Jeg har titusind hængepartier, og endnu flere emails og sms’er jeg mangler at besvare. Undskyld hvis du er en af dem. Jeg er bare så træt. Nora sover meget, meget lidt i løbet af en dag, og nætterne er heller ikke helt gode endnu. Det trækker altså tænder ud med sådan en unge.

Jeg er træt. Distræt. Sur. Magter ikke særligt meget. Er tit sure mor fordi råbe-baby og trodsig treårig er for meget, når der er totalt minus på overskudskontoen. Men så får jeg dårlig samvittighed, for i virkeligheden er Nora jo en ret nem baby. Hun græder sjældent. Hun råber bare. Og Otto er jo bare som de fleste andre på tre år. Han tester grænser og kæmper med sine følelser, som tit er overvældende for sådan en lille størrelse. Men at man kan blive så sur, fordi en pind fx ikke er lige, er mig helt ubegribeligt. Virkelig. Men jeg øver mig. Det går ikke altid så godt. Og så får jeg dårlig samvittighed. Igen.

Jeg savner at blogge som jeg plejede at gøre. At tage billeder med et rigtigt kamera, og ikke bare via instagram. -Som jeg ellers er virkelig glad for, og bruger flittigt. Det holder mig lidt i gang, og giver mig en følelse af at trods alt være lidt med. Jeg savner at være personlig på bloggen. Jeg øver mig med dette indlæg. At være kreativ. At dele ud af alt det vi laver. Lige nu er det bare ikke så meget.

Og indtil jeg er tilbage i mig selv igen, håber jeg I vil tage bloggen for hvad den er lige nu. Med Give Away’s, produktanmeldelser og en lille smule af det kreative. En lille smule indretning, en lille smule familieliv, og forhåbentlig rigtigt meget jul lige om lidt.

Jeg glæder mig helt vildt meget til jul!

PS: Jeg har forresten lige opdateret min reklamepolitik efter at have læst det her gode indlæg. Håber at du gider læse den. Jeg gider ikke en(dnu) en diskussion om for og imod, for min blog er stadig min egen. Men Trine skriver nogle kloge ting, som satte nogle tanker igang.

Den søde barsel

Igår rundede vores dejlige Nora 4 måneder. Det er en ren kliché, jeg ved det godt, men tiden er fløjet afsted! På den ene side føles det som igår at jeg var i fødsel, på den anden side føles det som om hun altid har været her.

Hun er meget anderledes end Otto var, så denne barsel er slet ikke hvad jeg havde forestillet mig den ville blive. Jeg nød min barsel med Otto, og syntes jeg fik lavet en masse hyggelige ting. Både med ham, men bestemt også for mig selv når han sov. Det gjorde han nemlig gerne om dagen (at jeg så ammede hver anden time natten lang var en anden ting…), men det gør Nora bestemt ikke. Udover de første par uger, kan de gange hun har sovet længe tælles på to hænder. Det er som om hun har et indbygget vækkeur der ringer efter 30 minutter. En halv time?! Ja, det er åbenbart rigeligt for den lille frøken. En to-tre lure af den slags i løbet af en hel dag… Hun tager så et langt ryk først på aftenen, for så at sove temmelig uroligt det meste af natten. Og helst klods op af mig med et styk boob lige i nærheden. Suk!

Lige for tiden er hun en ret så sur lille madame, og hun råber og skælder ud. Jeg tror det er gummerne der klør, og det er da træls for hende, men nøj hvor det råberi er ved at drive os til vanvid. Hun græder ikke, hun råber bare. Råbe-råbe-råbe. Det er sgu heldigt for hende at hun er så sød ♡

Jeg savner at være kreativ, at tage billeder (som ikke bare er instagrams), og at have bare en lille bitte smule tid for mig selv. Helt alene. Bare mig. Har en masse ting jeg gerne vil lave, fx at sy fint tøj til hende, men der er bare ikke nogle ledige stunder til den slags. Hjemmet ligner oftest en slagmark, vasketøjet hober sig op, og bloggen halter. Jeg håber snart hun begynder at sove lidt længere. Bare lidt…..

-Og så glæder jeg mig i øvrigt helt absurd meget til jeg kan tage i byen med gode veninder og drikke kulørte drinks. Gid det er snart!

Baby Nora

Vi har endeligt besluttet os for et navn til lillesøster, og nu hvor vi har smagt på det en dags tid, føltes det helt rigtigt; Nora. -Og det er godkendt af storebror, som har taget det til sig. Otto og Nora. Det lyder fint, ikke?

Da vi ventede os Otto forelskede vi os i navnet Grethe. Min farmor hedder Grethe, og det samme gjorde min mands oldemor. Som med Otto ville det altså have en familie-tilknytning, og den tanke kan vi godt lide. Grethe var også navnet vi havde i top denne gang, men vi ville ikke beslutte noget før vi så hende. -Og da hun så kom, følte vi begge at Grethe var for hårdt til hende. Det føltes bare forkert at sige Grethe til hende. Så vi var lidt på bar bund, for de øvrige navne vi havde snakket om i graviditeten var heller ikke helt rigtige. Nogle var for brugte, nogle ikke brugte nok, og nogle var vi bare ikke helt enige om. Men så smed manden pludseligt et nyt navn i puljen; Nora. Til at starte med var jeg i tvivl om der ville blive et problem med udtalen; ville nogle rulle henover r’et, eller ville alle sige det med r-lyd som os? Men efter at have smagt på det nogle dage, faldt jeg pladask. Det føltes bare så rigtigt at kalde hende det, og allerede nu kan hun ikke hedde andet.

På instagram har der været mange kommentarer og meninger omkring det her med navnevalg. Jeg har fået mange bud på navne, og det har været så skægt at læse de forskellige bud. Der er helt klart en generation af navne der er populære lige nu, og så er der de mere klassiske navne som i mine ører er lidt for romantiske og søde. -Men det er jo en smagssag! Og så er der de meget populære, dem som ligger på top 50. Der er mange rigtigt fine navne imellem, men jeg vil være lidt ked af at vælge et navn der er så populært, at risikoen for at efternavnet skal kobles på når hun starter i børnehave/skole er stor. Det kan man selvfølgelig aldrig gardere sig imod (medmindre man vælger mere ekstreme navne), og det vigtigeste er under alle omstændigheder at navnet passer til barnet. Uanset popularitet. Og hvem ved, måske ender Nora alligevel på toplisten inden for de næste par år. Det er jo et virkelig fint navn, ikke?! Meeeen, der skal alligevel rigtigt mange Nora’er til, for at de skal ende i samme klasse alle sammen.

————————————————————————————————————————–

We’ve finally picked a name for our little babygirl; Nora. It feels just right, and Otto, the proud big brother, has accepted it. It’s been a bit of process this time, since the name we’d planned on calling her, didn’t seem to fit her. But Nora is perfect!

Status quo

Beklager de seneste dage hvor det ikke har været muligt at klikke ind på bloggen. Har haft nogle tekniske problemer med min domæneudbyder, men nu er det fikset. Beklager også stilstanden herinde, men jeg går bare rundt og venter…

For ja, som collaget viser er jeg stadig med babydunk. I dag er jeg 41+3, så 10 dage over termin. Den havde vi så slet ikke set komme, og det har været (er!) en mærkelig ventetid. Vi var forbi Skejby til undersøgelse i dag, som er rutine på dette tidspunkt. Her skal de blot sikre sig at alt er godt med baby, og at der kan gå et par dage mere før de skal indgribe. Lillesøster har det strålende derinde, faktisk nok lidt for godt. Det må jo være derfor hun ikke har planer om at komme ud… Jeg bad jordemoderen om at lave en hindeløsning på mig, med håbet om at det vil sætte lidt gang i tingene. Det er nu 4 timer siden, og der er ikke tegn på noget som helst endnu. Ikke engang en plukve, som jeg ellers har døjet så meget med. Lille, stædige møgunge! Nå, men hvis ikke der er sket noget inden tirsdag morgen, skal vi ringe og få en tid til igangsættelse samme dag. Så nu ved vi da at hun burde være her senest onsdag. Heldigvis er det forhåbentligt nok at vandet skal tages, jeg kan højst sandsynligt slippe for stikpiller, ve-drop og andet ve-stimulerende.

Det har ellers været en hård uge, som jer der følger mig på instagram ved. Otto vågnede tirsdag nat med falsk strubehoste, helt ud af det blå. Vi har prøvet det flere gange, og kunne ret hurtigt se at det var nødvendigt med en tur på Skejby. Afsted med os, og han fik en adrenalinmaske med det samme som hjalp. Kortvarigt, for først på aftenen var vi afsted igen. Og igen-igen sidst på aftenen, hvor vi blev indlagte med ham, og han fik noget mere medicin end adrenalinmaskerne. Han var så sej, vores lille dreng, og klarede det hele så flot. Heldigvis hjalp medicinen, og torsdag formiddag kunne vi køre hjem igen. Så har han haft høj feber indtil i morges, hvor han endelig var feberfri og frisk igen. I de dage har vi været meget glade for at lillesøster lader vente på sig, men nu er vi så klar. Kom nu ud, lille baby!

————————————————————————————————————————-

Still no baby, and I’m 41+3 today. She’s a little stubborn thing, but she’s doing well in there. We went to a check-up today, and everything is good. But if she’s not out by tuesday, the doctors will help her on her way. Probably (hopefully!) just by taking the water, and let the labour begin after that. But I still have hopes that she’ll start it herself before that. Fingers crossed!

Det bedste opkald nogensinde!

Jeg har haft telefonen på mig hele dagen, og da den ringede fra et blokeret nummer netop som jeg stod i vuggestuen med Otto i flyverdragten, vidste jeg at det var fra Skejby. Den venlige sygeplejerske fortalte med glæde at der ikke var noget galt med vores baby, og da begyndte jeg at tude. Hvilken lettelse! Og hvor var det bare vidunderligt at vi ikke skulle vente helt til på mandag for at få vished. Helt, helt vidunderligt. Som en ekstra bonus kunne vi få kønnet at vide med garanti, fordi det jo er kromosomerne de kigger på. Og da-da-da; det bliver en lille pige! Vi er meget, meget glade.

Tusind, tusind tak for alle jeres varmende og tankevækkende kommentarer til mit indlæg om vores tanker og bekymringer. Jeg har læst dem alle flere gange, og er så glad for at I vil bidrage med jeres tanker, erfaringer og krydsede fingre. Tak!