Mere tid. Sammen.

strandtur2

Lige inden jul lavede vi en aftale herhjemme som skulle træde i kraft efter nytår. -Ej at forveksle med et nytårsfortsæt, det var bare for usandsynligt at overholde aftalen midt i juleferien. Nytårsfortsæt tror jeg nemlig ikke så meget på.

Det lyder måske lidt fjollet, men vi har indført maddage forstået sådan at ugedagene er delt op imellem min mand og jeg. Tanken var at det skulle give os lidt mere overskud i hverdagen, og her nogle uger efter nytår begynder det at give mening. Det er rart at vide hvem der står for indkøb og madlavning den pågældende dag, fremfor at beslutte det om eftermiddagen. Ulvetime og alt det der…. Vi har prøvet at indføre madplaner og ugentligt stor-indkøb et utal af gange, men det kan vi bare ikke få til at fungere for os. Det her er et godt alternativ.

strandturen3 strandtur4En anden del af vores aftale lyder på at vi minimum én gang om ugen skal lave noget særligt sammen med børnene om eftermiddagen. Altså, særligt i den forstand at vi allesammen er fælles om noget. Det kan være en lille udflugt, at spille et spil, se en film, lege gemmeleg osv. Billederne er fra igår hvor vi tog en tur på stranden da vi havde hentet ungerne. De blev mega glade da vi fortalte hvad vi skulle, og selvom vi nok ikke var der mere end 20 minutter fordi det var bidende koldt, så var det virkelig hyggeligt.

Jeg syntes, som jeg har skrevet lidt om flere gange tidligere (fx her), at hverdagen kan være svær at få til at fungere. Der er så meget praktisk der skal ordnes når arbejdsdagen er forbi, alle er trætte og overskuddet er minimalt. Men det her, det er en god ting for os, kan jeg mærke.

strandtur1

Tør man sige tilbage?

Jeg har haft den længste blog-pause jeg nogensinde har haft, tror jeg!

Den har langt hen ad vejen været ufrivillig, da jeg desværre var så uheldig at min computer crashede midt i december. Om den og mine mange billeder af ungerne m.m. står til at redde vides endnu ikke, for de sidste mange måneder har nemlig også båret præg af at min elskede mand har arbejdet på sin bacheloropgave, så alt andet har stået lidt på standby. I morgen skal han op og forsvare opgaven, og når han (selvfølgelig!) kommer bestået ud er han færdiguddannet. Det bliver stort!

I tiden hvor bloggen har ligget øde hen, har jeg tænkt meget på den og hvad jeg gerne vil med den fremover. Jeg er endnu ikke helt på plads i det, men jeg kan mærke at min lyst til bloggen er på vej tilbage og det glæder mig. Jeg kan jo faktisk ret godt lide at blogge.

En af de ting jeg véd, at jeg gerne vil vende tilbage til er at tage billeder. Ikke bare instagrams og billeder af vores unger, men rigtige fotos med mine elskede kameraer. Det er en passion der længe har lidt under tidsnød og minimalt overskud, men i år skal den passion næres igen og jeg startede faktisk allerede igår.

Vejret var helt fantastisk smukt, Otto besøgte en ven og Nora sov middagslur hjemme hos den studerende far, så jeg pakkede mit kamera i tasken og cyklede ud til Den Permanente (en lille strand tæt på byen her i Aarhus). Det kom der følgende billeder ud af, hvoraf nogle få er fra og af Aarhus Ø hvor vi bor. Her er så smukt.

foggyday-1 foggyday-2 foggyday-5foggyday-4 foggyday-3foggyday-7foggyday-8

foggyday-9foggyday-10Håber du kan lide dem, mine fotografier. Og at du stadig læser med derude?!

Vi, de dårlige mødre! (TAK)

Jeg vil bare lige sige tusind tak for søde kommentarer jeg fik både her, på Instagram og Facebook til mit indlæg om at være en dårlig mor. I er fandme søde!

Vi er åbenbart mange “dårlige mødre” derude, og det er rart at finde ud af at jeg ikke er alene med at have det sådan nu og da. Så tak!

En dag sætter jeg mig ned og svarer på alle kommentarerne én for én, men jeg skal lige have styr på tankerne de satte igang. Jeg har meget mere på hjerte om det her, men er nødt til lige at mærke hvor meget og hvordan jeg gerne vil dele. For dele vil jeg virkelig gerne! Så…more to come.

Jeg er en dårlig mor!

børn

Argh, jeg syntes det er hårdt at være mor til små børn, altså!

Jeg føler mig så utilstrækkelig i rollen som mor lige for tiden, en følelse der kommer og går med jævne mellemrum. Særligt siden vi fik barn nummer to. Jeg syntes det er vanvittigt krævende at have to børn, og har dage hvor jeg på ingen måde føler mig egnet til opgaven….

Den konstante larm, at der hele tiden er nogen der vil have noget fra mig, skaberiet, konfliktløsningerne… Jeg får ondt et særligt sted i hovedet på de dage hvor jeg slet ikke kan kapere det hele. De dage hvor jeg helst bare vil putte dem klokken 17.00 for at få fred. Kender du det?

Jeg ville ønske at jeg havde mere overskud i de perioder hvor det er særligt hårdt. At jeg kunne trække vejret en ekstra gang og forstå hvor deres frustrationer kommer fra. Men jeg syntes virkelig det er svært når det i mine øjne er fuldstændigt åndssvage og ligegyldige ting de flipper skråt over…

Hmm, det er lidt svært at forklare, især fordi at jeg helt tilbage i starten af mit bloggeri besluttede mig for ikke at ville udlevere mine børn. Fortolkningen af det er selvfølgelig meget forskellige og personlig, men for mig handler det om ikke at fortælle om situationer og detaljer jeg ikke selv ville have lyst til at andre skulle læse om mig. Giver det mening?

I virkeligheden handler det heller ikke om dem, de er jo som alle andre børn helt fantastisk dejlige, søde, skøre, sjove og pisse hamrende irriterende. Det handler om mig selv. Mine forventninger og mine tanker om det at være mor. -Og det ér altså bare ikke en dans på roser hver dag. Ihvertfald ikke for mig.

Men det hjælper at få luft for frustrationerne nu og da, og det er lige præcis hvad dette indlæg er til for…Ikke gennemtænkt og velovervejet, bare en tankestrøm på skrift. Håber I tager godt imod det!

Ps: Måske det også er årstiden, jeg skrev ihvertfald et indlæg i samme kategori forrige november, opdagede jeg lige.

WE DID IT!

flytte CollageSidste uge var den hårdeste uge nogensinde, tror jeg. Nøj, hvor vi knoklede! Forrige weekend fik vi passet børnene så vi kunne pakke hele hjemmet ned. -Foruden de godt 40 flyttekasser der allerede var pakket og stillet på midlertidigt lager. I alt har vi købt og brugt 60 flyttekasser. Shit, det lyder jo helt vanvittigt! Men halvdelen af dem er altså de små juniorstørrelser, de er noget nemmere at slæbe på. Men stadig, 60 kasser plus det løse er jo tosset…

Nå, men forrige søndag flyttede vi så hjem til mine svigerforældre så vi kunne få gjort huset grundigt rent og gøre klar til at male. Alt var rykket ned på underetagen, så mandag og tirsdag (efter arbejde, vel at mærke) tog jeg ud i huset for at gøre rent. Min mor og min lillesøster hjalp heldigvis. Onsdag malede min mand og min far hele overetagen, torsdag fik vi nøglerne til den nye lejlighed og flyttede alt fra huset herned, og fredag brugte jeg hele dagen på at gøre det sidste rent i huset. Fredag var også dagen hvor min mand og jeg sov i lejligheden for første gang. I totalt kaos, men dog i vores egen seng. Så dejligt!

Lørdag og søndag brugte vi på at male hele underetagen og gøre haven/terrasserne præsentable sammen med min mor og stedfar. Der er så meget arbejde i at flytte fra et sted man skal istandsætte ved fraflytning, det er helt vildt! Heldigvis har vi fået stor hjælp fra vores familie, og det har været guld værd. -Og endnu mere heldigt er det, at det vi flytter ind i er helt nyt. Lørdag aften fik vi flyttet lidt møbler på plads og samlet møblerne på ungernes værelse, så det var nogenlunde klar til dem.

Altså var det først i søndags at vi reelt flyttede ind i det nye. Ungerne kom ud og så huset da vi var færdige og det var helt tomt. Det var godt for dem at se, især for Otto der har været meget optaget af hvilke ting der mon kom med til vores nye hjem. Nora var helt forvirret, hun løb rundt i hele huset og råbte “hvor er alle ting henne?”. Da hun opdagede at haven også var tom råbte hun “hvor er alle ting henne -UDENFOR?”. Det var altså lidt skægt.

En halv time senere låste vi os ind i den nye lejlighed sammen, og det var så tydeligt at mærke at de var glade for at genforenes med vores hjem. Genkendelsesglæden var stor, ikke kun over deres egne møbler og legetøj, men også over vores stuemøbler og seng. Otto udbryder jævnligt at det her hjem er meget bedre end vores gamle, og de virker begge to rigtigt glade og tilpasse efter lige at have landet igen. Det var også en hård uge for dem!

Vores udsigt er fabelagtig, og vi er så glade for endelig at være tilbage i byen. Det tager tid at komme på plads, men det er heldigvis helt okay. Jeg glæder mig til at dele billeder fra vores nye hjem med dig!

I dag er jeg desværre hjemme efter en nat med maveonde. Det er nok straffen for at have kørt på med 700 kilometer i timen i så mange dage…

Nærmest Lykkelig

teaterTusind, tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer til mit seneste indlæg. I er fandme så søde, altså!

Jeg er stadig helt høj på det der er sket, og elsker at gå på arbejde. Selvfølgelig vil det også blive hverdag engang, som det jo gør på alle arbejdspladser, men jeg har svært ved at forestille mig at jeg nogensinde vil blive træt af det. Jeg føler virkelig at jeg er landet på rette hylde, og det gør mig så glad. Ja, nærmest lykkelig faktisk. (Må man godt sige det uden at jante og/eller karma slår til? Jeg håber det!) Jeg er træt når jeg kommer hjem, men det er på en god måde og med en dejlig følelse i maven. Også selvom jeg stresser lidt over alt det der skal klares i løbet af den næste måneds tid herhjemme.

Det er en helt ny hverdag vi har nu, og det skal vi lige vænne os til. Især her i overgangsperioden inden vi flytter. Børnene er jo startet i deres nye institution inde i byen (det går SÅ godt, og det virker som et super dejligt sted!), så der er noget logistik i forhold til at køre ind med dem tidligt om morgenen inden jeg møder etc. som er uvant for os. Det bliver virkelig dejligt når vi både bor, arbejder og lever i byen igen.

Hjemmet er totalt kaos fordi at vi sorterer, rydder ud og pakker så snart der lige er et hul og bare lidt overskud til det. Det værste ved at skulle flytte er alt det praktiske, syntes jeg. Vi skal male og sætte i stand inden vi rykker, og med to børn er det bare ikke sådan lige til at klare. Men vi finder ud af det. Især med lidt hjælp fra vores familier, både til børnepasning og til at svinge en pensel. Det er dejligt at have det netværk, kunne virkelig ikke forestille mig at skulle undvære det.

Det bedste ved at flytte er, udover de nye rammer selvfølgelig, at skulle indrette sig på nyt. Jeg elsker det! Har allerede en masse idéer og tanker om vores kommende hjem, og jeg glæder mig simpelthen så meget til at komme igang. Bolig-spam coming up!

 

 

Når livet tager en uventet, velkommen drejning

teater

 

I gårdagens indlæg om alt det nye der sker for vores familie nævnte jeg kort, at jeg har fået et job og lovede at fortælle mere her til aften. Jeg har glædet mig meget til at dele det her på bloggen, det er nemlig kæmpe stort for mig. Det er på mange måder et job jeg har drømt siden jeg var ganske ung.

Jeg er blevet ansat som rekvisitør på Aarhus Teater!!!Rekvisi-hva’for-noget spørger du måske? Det gør de fleste nemlig, medmindre de bare tror at jeg skal sy kostumer eller bygge kulisser. Men dem har jeg ikke meget at gøre med. Som rekvisitør skal jeg skaffe og/eller lave de rekvisitter der skal bruges i en forestilling. Det kan være alt fra en tidstypisk stol, en særlig lampe, køkkenservice, levende kanariefugle og 10 millioner balloner, til en kniv der kan lave blodsprøjt, en bog der vælter konfetti ud af og en kunstig frø der kan hoppe højt. Og alt derimellem. Jeg elsker det!

Dem der kender mig godt siger at det er et job der er som skabt til mig, og det vil jeg faktisk også selv vove at påstå. Eller, måske er det i virkeligheden mig der er skabt til jobbet. Jeg håber ihvertfald at jeg kan leve op til forventningerne, både dem fra mine nye kolleger og ledelsen, og dem jeg stiller til mig selv. Det her job skal jeg blive gammel sammen med, det kan jeg bare mærke. Jeg er SÅ glad!

De af jer der har fulgt med længe, husker måske at jeg har været igang med at tage en HF igennem længere tid. Enkeltfag inden og sideløbende med min tid med Cupcakefabrikken og efter endt barsel med Nora. Men jeg har aldrig rigtigt vidst hvad jeg skulle bruge den HF til, og det har til tider gjort det svært at holde motivationen. Jeg lukkede Cupcakefabrikken da jeg gik på barsel med Nora, og siden har jeg brugt meget tid på at tænke over hvad jeg så skulle. I vinters fik jeg en mindre identitetskrise som jeg faktisk har tumlet med frem til nu. Det er svært ikke at vide hvor man er på vej hen, især i en alder af 32 år. Hvorfor jeg ikke har en studenteruddannelse og hvad jeg har lavet før kan du læse om her.

Med fare for at lyde frygtelig alternativ, så har jeg sendt en masse “vibes” ud i verden siden jeg lukkede Cupcakefabrikken. Jeg håbede nemlig at det netværk jeg har fået igennem bloggen, eller bloggen selv, ville hjælpe mig til at finde ud af hvor jeg skulle hen. Eller endnu bedre, være vejen til det rigtige job. -Og nu lader det sgu’ til at være sket! Jeg havde ikke fået jobbet hvis ikke det var fordi, at jeg igennem bloggen havde mødt nogle af dem der tænkte på mig da jobbet blev ledigt. Jeg føler mig meget heldig!

 

Den første dag i resten af vores (nye) liv

strand3
Tænk at dette bliver en del af vores daglige omgivelser snart ♡

Imorgen er sommerferien slut og ungerne skal starte i deres nye institution inde i Århus. Otto glæder sig meget, hvorimod Nora selvfølgelig ikke helt ved hvad der skal ske. Men jeg er sikker på at hun tager det i stiv arm. Ja, og det gør Otto helt sikkert også. Vi er spændte og glæder os til at tage hul på det her nye kapitel i vores liv.

De flytter institution fordi at vi skal flytte tilbage til byen her fra Tranbjerg. Det har jeg tidligere skrevet om her, og nu er tiden endelig ved at nærme sig (hvorfor vi vil flytte fra Tranbjerg igen har jeg skrevet om her). Der er lige 1,5 måned endnu før vi får den nye lejlighed, men vi ville gerne at børnene startede her efter ferien for at undgå at det hele sker samtidigt for dem. Det er jo store sager at flytte både hjem og institution, især for små børn. Men det bliver godt, det kan jeg mærke. Åh, hvor vi glæder os til at flytte tilbage…

Faktisk er der endnu mere at glæde sig til, jeg har nemlig fået et job! Jeg skal ikke tilbage på skolebænken som jeg ellers havde regnet med, og jeg er så glad. Det er et job jeg har drømt om at få i mange år, så det er stort for mig. Jeg holder jer dog lige hen i spænding lidt endnu, og fortæller først mere i morgen aften. Sååå…more to come!

Dukkemor (og noget om baby eller ej)

Babydukke

Nora elsker babyer! Det er helt vildt sjovt at se hvor elektrisk hun bliver ligeså snart der er en lille baby i nærheden. Hun vil helst stå på hovedet i liften for at komme helt tæt på, og det er baby-dit og baby-dat. Hvor det kommer fra aner jeg ikke, og det er ærligt talt lidt imod mine egne overbevisninger bare at tro det er fordi hun er en pige. Men hun har været vild med babyer og dukker i laaang tid, noget vi aldrig har set skyggen af hos hendes storebror…

Når andre ser hvor begejstret hun bliver omkring babyer får jeg oftest en kommentar med på vejen om, at hun da skal have en lillesøster-eller bror. Og der er ingen tvivl om at hun ville elske det! Jeg følger flere på Instagram der har storesøstre til deres babyer, og der er tilsyneladende en helt anden interesse for den lille ny end vi oplevede herhjemme. Otto var aldrig synderligt interesseret i Nora da hun var baby. Han accepterede at hun var der, og han kunne godt spørge lidt til hende eller vise hende noget legetøj og sådan, men han har aldrig været helt betaget af hende (-Hvordan det er i dag er en helt anden historie, men kort fortalt kan de oftest godt lege sammen nu, til vores store glæde og begejstring). Dén faktor kan godt få det til at rykke en lille bitte smule i mine æggestokke. Altså tanken om at opleve Nora i rollen som storesøster.

Men! Slet, slet ikke nok til at det sker. Jeg er SÅ afklaret med ikke at skulle have flere børn. Det er eddermame hårdt nok med de to vi har. Det går fremad i takt med at de bliver ældre, men vi snakker sneglefart. Jeg har egentlig altid tænkt at jeg skulle have tre børn. Så fik jeg to. Slut!

Der er mange faktorer der spiller ind, og logistik er blandt andet en af dem. Større bil, større hjem, for få hænder, for lidt overskud. -Og ikke mindst det at få dem passet nu og da. #bolleferie, I ved nok.

De kloge siger at man aldrig skal sige aldrig, men jeg har følt mig ganske overbevist stort set siden Nora blev født. Det har min mand heldigvis også. Det er virkelig godt at vi er enige, for hvem af os ville ellers have mest at skulle have sagt. Den der vil eller den der ikke vil? -Mon en af jer derude har stået/står i det dilemma?

Nå, men når nu Nora ikke har udsigt til at få en levende baby i huset, så har hun fået det næstbedste. -Ihvertfald indtil hendes faster, moster og onkler kommer ind i kampen. Hun har fået en interaktiv dukke som kan agere baby med pludren, grin og gråd. Hun blev så glad da hun fik den, og den får mange køreture i dukkevognen. Nu håber jeg så bare at den kan dække hendes behov, og at hun ikke begynder at spørge os bedende efter en lillebror- eller søster når hun bliver lidt større. Med store tiggende blå øjne. Åh nej….

 

#bolleferie

Berlin-photobooth-os

På Instagram følger jeg en kvinde (@linestampedahl) der har indført hashtagget bolleferie. Hun og hendes mand får i ny og næ passet deres barn så de kan tage på ferie. Måske bare en overnatning på hotel, men også en forlænget weekend udenlands. Jeg er vild med konceptet og det bramfrie i at kalde det bolleferie. -Og jeg er ellers ret blufærdig omkring den slags, men det her vækker bare noget i mig. Jeg kan i den grad relatere til behovet, det er nok det. Og her mener jeg behovet for tosomheden, ikke bare sex ☺

Hjemme hos os har det været rigtigt vigtigt at holde fast i det at være kærester siden vi fik børn. Det er meget, meget nemt at falde ind i en hverdag hvor man “bare” er mor og far og praktiske grise. Der er helt sikkert par som elsker de roller og stortrives i dem, men jeg savner personligt tosomheden rigtigt meget. Det er faktisk en ting jeg har haft dårlig samvittighed over igennem lang tid, men nu har jeg konkluderet at det er okay at savne det vi havde før vi fik børn. Det er ikke ensbetydende med at jeg ville ønske vi ikke havde fået dem! Det er jo faktisk bare et udtryk for hvor højt jeg elsker min mand og det vi har sammen. Det der gjorde at vi forelskede os i hinanden for efterhånden mange år siden. Det er vigtigt at huske og at blive mindet om, tror jeg.

Det her er noget jeg har villet skrive om mange gange, men jeg syntes det er svært fordi at det på ingen måde handler om vores børn. Altså, det er jo slet ikke fordi at jeg fortryder at vi er blevet forældre! Jeg elsker vores børn uendeligt højt. Men jeg syntes det er hårdt at have børn, det indrømmer jeg gerne. Især efter vi fik to!  (Men det er et helt andet indlæg, et jeg også har brygget på meget længe). Jeg har jo for helvede ikke sovet ordentligt i 5 år, ha ha. Og i dagligdagen er det stort set umuligt at føre en samtale, fordi at der hele tiden er børn der afbryder af den ene eller den anden årsag.

Derfor er pauserne hvor vi har 100% tid til hinanden så vigtige. Og åh, hvor ville jeg gerne have lidt flere af dem. Jeg savner min mand og dem vi er når vi bare er os to sammen rigtigt meget. Vi er fucking gode kærester, faktisk.

Billederne er fra vores første ferie sammen i Berlin inden vi fik børn. De er taget i en fotoautomat, og jeg elsker dem. Vi ser så glade ud, og de fanger hvordan jeg har det med min mand når vi har det bedst. Berlin er noget ganske særligt for os, vi har været der en hel del gange. Både med og uden børn. Begge dele fungerer rigtigt godt.

Det er vidst tid til at arrangere en ny #bolleferie snart. Nogle tips til gode steder man kan tage hen på en forlænget weekend?