Asta & Alfred – en af byens bedste børnetøjsbutikker + give away på instagram

For nyligt åbnede indehaveren af et af mine yndlingsmærker, Asta&Alfred, ny butik her i Århus. Jeg skrev lidt om det her. Butikken udvikler sig hele tiden, og jeg kan varmt anbefale et besøg. Der er mange fine ting til børn, og også til kvinder, for butikken deles med mærket Moluu der designer lækkert dametøj. Adressen er Volden 11, 8000 Århus C.

Men hvis du nu ikke lige har vejen forbi Århus, så kan du i stedet besøge Asta&Alfred’s webshop. Indehaver Mette har samlet nogle virkelig fine mærker, og flere af dem er hun ene om at have i enten Århus eller hele landet. Hun har et rigtigt godt øje for det stilrene, men stadig lidt finurlige. -Og så kommer der løbende nyt til, både nye mærker og nye styles. Der er også lidt dims til børneværelset og skoletasken.

Ovre på Instagram søsætter jeg i fællesskab med Mette en give away hvor du kan vinde et gavekort på 500 kr. til webshoppen. Se hvordan du deltager på min profil @thevintagehausfrau i aften, og følg gerne Mette selv på @astaogalfred.

PS: Har du ikke en instagram profil kan du desværre ikke deltage i lige denne give away, men måske den her give away kan være et lille plaster på såret.

Finders Keepers marked coming up!

I den kommende weekend indtager Finders Keepers igen Den Rå Hal på Godsbanen her i Århus, og der kommer mange dygtige designere og sælger af sine ting. Du kan se hvem der deltager lige her, men det er ikke alle der er kommet på endnu.

Der er mange jeg glæder mig til at besøge, og i collagerne ovenfor har jeg samlet nogle af de produkter jeg glæder mig mest til at kigge nærmere på. Jeg vil ikke skrive en masse om dem her, for det skal der nok komme mere af efter markedet. Men du kan selv besøge mærkerne på deres websites her: nur designfru brahemirinsejvind arthurgrundlednina meldgaard studioklipklipfoofbench take a seat. Masser af fine sager, ikke?

Jeg var på Finders Keepers da de besøgte Århus første gang, og du kan se billeder fra dagen her. Så mange indtryk, lækre ting og fristelser. Skal du afsted i weekenden?

Sommer i april, og lidt om livet med to børn

Sikke et fantastiske vejr vi har haft de sidste dage. Især i dag har det været helt forrygende, og nærmest som en sommerdag midt i højsæsonen. Danmark viser sig fra sin bedste side, og jeg kan lide det!

Vi var lidt spontane, og spurgte et vennepar om ikke vi skulle mødes i Mindeparken til et par eftermiddagstimer i solen og lidt grillmad. De sagde ja, så vi hentede ungerne og kørte derind. Skøn måde at tilbringe det der ellers ofte bliver nogle lange og stressende timer hjemme, inden børnene skal puttes. Det er stadig hektisk, for der er meget at holde styr på med en på 4 år med krudt i røven og en på 1 år med sin helt egen vilje, men når der sker noget er det trods alt lidt nemmere.

Jeg havde pakket spejlrefleks kameraet med i håb om at få taget nogle billeder, men jeg må simpelthen bare erkende at livet med to børn oftest er virkelig svært at kombinere med min trang til at dokumentere. For satan der er nok at se til med de to! Heldigvis er instagram lige ved hånden, så et par billeder i semi-kvalitet blev det til. Jeg kan nemlig godt holde Nora på den ene arm mens jeg tager et billede på mobilen med den anden. Det mangler jeg endnu at mestre med speljreflekset…

Jeg syntes sgu’ det er hårdt at have to børn, hvis jeg skal være ærlig. Det er dejligt, og jeg elsker dem inderligt meget, men nøj hvor er det altså også hårdt. Som i dag hvor vi ses med venner vi ikke får set så tit (igen, pga. børn primært), så ærgrer jeg mig over at jeg ikke kan være koncentreret og fordybet i samtale med dem. Men det kan bare ikke lade sig gøre når man har små børn! Der er hele tiden afbrydelser, og det er nok kun jer der også selv har børn der helt kan relatere. For det kan I da, kan I ikke?

Der er en verden til forskel på at have ét og på at have to børn! Jeg kunne aldrig drømme om at sige til nogen at de bare kan vente sig, at de skal holde sig til ét barn eller noget i den dur (men jeg kan måske godt tænke det, tøhø), og jeg ville ikke bytte mine børn væk for noget i denne verden. Men, jeg vil gerne have dem passet i ny og næ (helst tit, faktisk), så min mand og jeg har lidt tid til hinanden og til os selv. Så er jeg altså en bedre mor bagefter.

Jeg kan også med hundrede procent sikkerhed sige at vi aldrig skal have en mere. Jeg har ellers altid troet at jeg skulle have tre børn, men efter at have fået to er det helt udelukket! -Og nu har jeg det på skrift, så hvis jeg skulle blive skruk igen må I lige minde mig om indlægget her. Aftale?

Nogle gange går det bare ikke helt som man havde tænkt…

Måske kan I huske dette indlæg? Vi var så glade da vi fik tilbudt rækkehuset vi bor i nu, og havde en masse forventninger til huset, området og det at flytte “ned til jorden”. Forstaden skulle vi nok kunne lære at leve med og ligefrem trives i. Troede vi.

Jeg var gravid med Nora da vi begyndte at søge ny bolig. Tanken om at bo helt oppe på tredje sal med to små børn, ingen altan, ingen gård vi var trygge ved at stille barnevognen i, ingen elevator og fugt i flere vægge, var slet ikke lokkende. I stedet var tanken om at komme i noget helt nyt, med egen terrasse og parkering, hvor man kunne gå direkte ind, og man kunne stille barnevognen lige udenfor, noget så tiltalende. Og det var jo ikke fordi vi brugte byen særligt meget alligevel. Så den kunne vi da sagtens undvære! Troede vi…

Nu har vi boet herude i Tranbjerg i lidt mere end et år, og vi føler os simpelthen ikke hjemme her. Vi er meget glade for huset, det er et lækkert rækkehus og vi har god plads. Men omgivelserne er ret kedelige, og vores forestillinger om lange dage på terrassen, grillaftener og masser af legekammerater til ungerne er blegnet. Vi bruger det slet ikke som vi havde forventet at vi ville…

Og vi savner byen!

Serigrafi af Aamosen

Så nu er vi begyndt at kigge efter en lejlighed eller et byhus i C eller N som vi kan leje. Vi vil egentlig helst blive indenfor boligforeningerne, men ventelisterne til det vi leder efter er absurd lange! Vi havde håbet at vi kunne bytte med rækkehuset her, fordi vi troede at det var en mulighed efter 1 år men den regel er åbenbart ændret til 3 år. Og vi vil meget gerne rykke inden alt for længe, og absolut ikke senere end Otto’s skolestart i 2016, så vi kigger også hos private udlejere.

Drømmen er et byhus i ø-gaderne, men det er nok rimelig urealistisk at finde sådan et til leje. En 4-5 værelses lejlighed med altan og lækkert gårdmiljø på Frederiksbjerg eller Trøjborg ville også være dejligt. Men en god lejlighed et andet sted i C eller N er også okay. Til absolut max 10.000 inkl. forbrug. Nå ja, og vi vil selvfølgelig have skønne Louis med.

Måske kender du nogen der kender nogen? I så fald hører vi meget gerne fra dig! Gratis cupcakes i mængder til den der finder vores nye bolig for os 😉

Tattoo Tadaa #2

Igår fik jeg lavet min tredje, og hidtil største og vildeste tattoo. Jeg tilbragte hele eftermiddagen i stolen hos Amalie fra Sinners Ink her i Århus, og selvom det gjorde pissehamrende ondt så var det en virkelig dejlig dag. Stemningen er i top, og de er alle sammen så søde deroppe.

Jeg havde glædet mig til tiden længe, for Amalie er blevet en eftertragtet dame i branchen på trods af at hun kun har været igang i 2,5 år. Hun har det vildeste talent! -Det vildeste!!!

Jeg havde skrevet lidt med hende om min egen idé, som oprindeligt var en hel struds på bagsiden af min overarm. Men da jeg så kiggede forbi for at tale idéen igennem og booke en tid, forklarede Amalie mig sine tanker og idéer og jeg var helt solgt. Så hun fik frit spil til at tegne min struds, og jeg besluttede mig for at få den på læggen i stedet. Det er jeg så glad for! Både at jeg gav Amalie frie hænder, og for den nye placering.

Der var mange der spurgte ind til historien bag motivet, da jeg løbende flashede processen på min instagramprofil igår. Men der må jeg måske skuffe nogle af jer, for der er altså ingen dybere mening bag. Jeg har en fascination for fugle, og syntes at strudsen er en spøjs en af slagsen. Og så syntes jeg det kunne være lidt sjovt at lave noget flot ud af en grim fugl. Så….derfor!

Amalie er en mega inspirerende kvinde som blev headhuntet til jobbet pga. sit talent for at tegne. At hun så rent faktisk også har talent for at tatovere er jo helt fantastisk, og jeg tror virkelig hun bliver stor på den scene. Personligt er jeg helt vild med den stil hun selv favoriserer (og som min struds falder ind under), som hun kalder neotraditionelt. -Andre vil måske kalde det new school. Amalie har sin helt egen skole, hvis du spørger mig. Jeg vil anbefale hende til alle, og håber selv på flere værker fra hendes hånd.

Hvis du er til tattoos kan jeg også anbefale at følge med på Sinners Ink’s facebook side lige her, hvor de tit smider billeder op af de ting der bliver lavet i studiet. Nu glæder jeg mig bare til at min struds er helet flot op, og så skal jeg nok vise den ordentligt frem. Den er så pæn, syntes jeg. Og stor syntes min mor, ha ha.

Et besøg hos Kähler Villa Dining

Sidste mandag var jeg på et spændende besøg i et af Kähler Villa Dining’s fine lokaler. Jeg var, sammen med en god flok design interesserede bloggere, inviteret ud for at se på Kähler’s nyheder. Der er kendte designs i nye, lækre farver og størrelser, og så den helt store nyhed; relanceringen af “Ursula”. Jeg har været vild med kanden i serien i mange år, og forgæves spejdet efter dem på loppemarkeder. Så jeg er glad for at serien produceres på nyt, og syntes at Kähler har værnet fint om det oprindelige design med deres udgaver.

Vi fik serveret en masse lækkerier, og jeg smagte for første gang i mit liv et delikatesse-flæskesvær. Haps! Jeg er nødt til at komme ud i villaen en aften og prøve deres helaftenskoncept, for det er virkelig gode sager jeg har smagt de gange jeg har været til events derude. -Og så er indretningen lige i min smag, med masser af teak og hjemlig hygge.

Vi fik også en udfordring, nemlig at anrette en buket i en Omaggio vase som skulle pynte i restauranten samme aften. Vi skulle lave en per bord, så jeg lavede buketten i fællesskab med mine søde borddamer (se hvem de var på Kähler’s instagramprofil). Det blev en simpel og lidt vild buket. Den blev meget fin, syntes du ikke?

Finhed i Volden 11

I lørdags, efter en hyggelig fødselsdagsbrunch hos mine svigerforældre, efterlod jeg ungerne i min mands varetægt og tog en bus ned til byen. Jeg skulle til reception i Volden 11 i anledning af åbningen af den nye fællesbutik for Asta&Alfred og Moluu, som jeg skrev lidt om her.

Og hold nu op, de har fået indrettet sig fint! Jeg var spændt på om deres forskellige varer ville passe sammen, og blev meget positivt overrasket. Jeg har været vild med Moluu’s design (som primært er til voksne) i mange år, og jeg syntes faktisk, at de mærker som Asta & Alfred har taget ind for at supplere deres eget strik passer virkelig godt sammen med Moluu’s stilunivers.

Butikken er luftig, lys og der er flotte hylder og lidt finurlige løsninger rundt omkring. Jeg er vild med det, og der er ingen tvivl om at det bliver en ny favorit i byen. Jeg er især vild med at kunne shoppe til både mig selv og begge unger samtidigt. Genialt!

Asta & Alfred åbner butik i Århus, og du kan vinde tøj!

På lørdag åbner det århusianske strikmærke Asta & Alfred ny butik, og alle er velkomne til at kigge forbi. Udover deres egne skønne strikvarer har de også fået et lækkert udvalg af fede mærker, som både kommer i den fysiske butik samt på webshoppen løbende.

Mette (designeren bag) har slået pjalterne sammen med indehaveren af butikken Moluu i Volden 11, 8000 Århus C, så fra og med på lørdag kommer den fine butik til at rumme begge kvinder og deres kreationer. Jeg tror at det bliver en vildt lækker butik, hvor man mødes af en dejlig stemning og søde smil.

Sammen med Mette har jeg fundet to sæt ud fra nogle af de mærker der kommer i butikken; et til drenge og et til piger. Vi tænkte forår da vi sammensatte sættene, og jeg syntes det er blevet til to vildt fine sæt. -Og du har mulighed for at vinde et af dem!

Du skal blot kigge forbi butiksåbningen på lørdag i tidsrummet 11.00 til 15.00 og deltage i konkurrencen. Søndag trækker Mette en tilfældig vinder, som frit kan vælge imellem de to sæt i valgfri størrelse (indenfor de størrelser der er tilgængelige).

Beklager kvaliteten af billederne, lyset har været et helvede i dag og jeg hader blitz…

Her er mine unger i sættene. Nora er klædt i body fra mini rodini, nederdel fra mini rodini og strømpebukser fra Collégien (endnu ikke på shoppen). Otto er klædt i strikcardigan fra Asta & Alfred, skjorte fra Pierrot la Lune, og bukser fra MarMar.

Ses vi på lørdag? Jeg kigger ihvertfald forbi!

Årets tur efter juletræet

Ligesom sidste år tog vi afsted til plantagen Topkær i Århus Nord for at finde årets perfekte juletræ. Jeg havde sådan håbet der ville komme sne, men desværre var det kun en meget lille smule der nåede at falde. Otto ville ellers så gerne have kælken med ligesom sidste år, og blev temmelig skuffet da vi måtte forklare at det altså ikke kunne lade sig gøre. Men heldigvis kunne humøret løftes med udsigten til æbleskiver senere.

Vi gik rundt blandt de mange, mange træer og kiggede og kiggede. Otto havde en fest med at jagte sin far blandt træerne, men tålmodigheden rakte ikke helt så langt som det tog mig at finde det perfekte træ. Heldigvis spottede min mand et rigtig fint et, netop som Otto’s tålmodighed var ved at være godt tyndslidt. Otto syntes det var ret spændende at se sin far fælde træet.

Da vi havde betalt for træet, og fået roden spidset og net omkring det hele, gik vi en tur i stalden og fik æbleskiver, saftevand og gløgg. Der er simpelthen så hyggeligt på Topkær, og næste år skal vi også en tur i halmhulen og lege, tror jeg.

Træet er det største vi har haft, for i år skal vi holde jul hjemme, og det kræver et ordentligt træ når der skal danses omkring det. Det er blevet noget så fint med alle mine julekugler med mere på, men I må lige have billeder af det til gode. Der skal nok komme mere julespam herfra.