Grisk & Kødbyen

Grisk1

Forrige lørdag var en af de hyggeligste jeg længe har haft! Sammen med to veninder var jeg til reception hos Galleri Grisk i Klosterport, og der blev vi mødt af den vildeste New Yorker stemning. Gården summede af liv, sol og øl, og indenfor dannede de fedeste gamle industrilokaler rammen om det nye galleri som blandt andet også agerer atelier og kontorpladser. Udstillingen med malerier af Simon Fensholm var fin, og især værket her ovenfor vækkede noget i mig. Fine farver og nye opdagelser hver gang jeg kiggede på det. Der er meget mere at fortælle om det sted, men det bliver en anden gang. Her er dog lige lidt flere billeder fra vores besøg (læg mærke til maleriet med fuglen lavet af Peter Birk, det er højt på min ønskeliste!):

Grisk Collage 2Grisk Collage 1

Efter en øl i gården gik vi ned til Kulbroen og Kødbyens madmarked. Også her summede det af liv og glade mennesker, solen skinnede og duftene vækkede appetitten. En gang fish’n’fries, et par øl, en drink og selvfølgelig en crepe med nutella, en masse snak og gode grin senere drog vi videre, da mørket og kulden begyndte at sænke sig omkring os. Næste gang der er marked skal jeg helt sikkert tilbage, også gerne med min lille familie. Der var hyggeligt!

Kødbyen1 Kødbyen3 Kødbyen2

Tak for en dejlig eftermiddag og aften til Mille og Pernille med de skønne grin, og tak til jer der stadig læser med trods min alt for lange og lidt ufrivillige pause.

Kh. Julia

Tør man sige tilbage?

Jeg har haft den længste blog-pause jeg nogensinde har haft, tror jeg!

Den har langt hen ad vejen været ufrivillig, da jeg desværre var så uheldig at min computer crashede midt i december. Om den og mine mange billeder af ungerne m.m. står til at redde vides endnu ikke, for de sidste mange måneder har nemlig også båret præg af at min elskede mand har arbejdet på sin bacheloropgave, så alt andet har stået lidt på standby. I morgen skal han op og forsvare opgaven, og når han (selvfølgelig!) kommer bestået ud er han færdiguddannet. Det bliver stort!

I tiden hvor bloggen har ligget øde hen, har jeg tænkt meget på den og hvad jeg gerne vil med den fremover. Jeg er endnu ikke helt på plads i det, men jeg kan mærke at min lyst til bloggen er på vej tilbage og det glæder mig. Jeg kan jo faktisk ret godt lide at blogge.

En af de ting jeg véd, at jeg gerne vil vende tilbage til er at tage billeder. Ikke bare instagrams og billeder af vores unger, men rigtige fotos med mine elskede kameraer. Det er en passion der længe har lidt under tidsnød og minimalt overskud, men i år skal den passion næres igen og jeg startede faktisk allerede igår.

Vejret var helt fantastisk smukt, Otto besøgte en ven og Nora sov middagslur hjemme hos den studerende far, så jeg pakkede mit kamera i tasken og cyklede ud til Den Permanente (en lille strand tæt på byen her i Aarhus). Det kom der følgende billeder ud af, hvoraf nogle få er fra og af Aarhus Ø hvor vi bor. Her er så smukt.

foggyday-1 foggyday-2 foggyday-5foggyday-4 foggyday-3foggyday-7foggyday-8

foggyday-9foggyday-10Håber du kan lide dem, mine fotografier. Og at du stadig læser med derude?!

Efterår i tumlingehøjde

efterår2efterår3efterår4efterår1I weekenden havde vi det fineste efterårsvejr her i Århus. Solen strålede fra en helt blå himmel og bladene knitrede sprødt på træerne. -Og her var koldt! Det har der faktisk været lige siden, det er virkelig blevet efterår. Jeg kan lide det.

Vi gik en tur over i Riis Skov, som er den vi kan se fra vores nye lejlighed (måske har du set det på Instagram?!). Det er en smuk, gammel og kæmpestor skov. Otto har været der flere gange med sin børnehave og ville straks hen på skrænten for at lege. Nora ville gerne videre ind i skoven, så hun og jeg gik på opdagelse imens Otto legede med sin far. Hun er skide skæg for tiden, hende Nora, og vi havde en herlig tur ind i skoven. Gemmeleg, løbeleg og snurreture. Hun havde en fest!

I denne uge er der rigtigt mange børnefamilier der har efterårsferie, men vi er desværre ikke så priviligerede i år. Jeg elsker jo mit nye job, så på den front er det helt okay, men når jeg ser en masse hyggelige billeder på Instagram fra familier der ferie-hygger, så kunne jeg da godt tænke mig at kunne gøre det samme med vores unger. Ferie giver bare lidt mere overskud til ture som vores skovtur for eksempel. Jeg syntes det er svært at nå den slags i hverdagene….

Er du blandt de heldige med ferie så nyd det lige lidt ekstra for mig, ikke?

Det begynder at ligne noget!

hjem-1 Collage hjem-2 Collage hjem-3 Collage

Vi går ind i den tredje weekend i vores nye hjem, og selvom vi har lang vej endnu begynder det så småt at ligne hjem. Jeg er så glad! Lejligheden er skøn, udsigten er fantastisk, børnene trives og jeg elsker at være tilbage i byen.

Billederne er fra min Instagram profil og viser smug kig af vores stue, køkken og soveværelse, og så er der billeder fra vores ture rundt i området. Det er stadig en kæmpe byggeplads her på Århus Ø, men der er alligevel mange smukke steder. -Og det bliver kun bedre med årene, især når havnebadet åbner og der kommer caféer m.m. herned. Jeg er vild med vores hood!

Siden vores virkelig hårde uge har både min mand og jeg været meget trætte om aftenen, så når ungerne er puttet kollapser vi for det meste på sofaen. Jeg håber at få energien op igen inden alt for længe, det kunne være dejligt. Ikke mindst fordi jeg gerne vil igang med at skrive lidt mere jævnligt herinde igen. Forleden var der en sød læser der spurgte om ikke jeg ville dele mine tanker omkring at være flyttet tilbage til byen igen med børn. Det er noget jeg har gjort mig mange tanker om, og jeg går og brygger på et indlæg om netop det. Forstad vs. byliv. Jeg vil rigtigt gerne have input hvis du har egne erfaringer du vil dele. Tak!

God weekend derude ♡

WE DID IT!

flytte CollageSidste uge var den hårdeste uge nogensinde, tror jeg. Nøj, hvor vi knoklede! Forrige weekend fik vi passet børnene så vi kunne pakke hele hjemmet ned. -Foruden de godt 40 flyttekasser der allerede var pakket og stillet på midlertidigt lager. I alt har vi købt og brugt 60 flyttekasser. Shit, det lyder jo helt vanvittigt! Men halvdelen af dem er altså de små juniorstørrelser, de er noget nemmere at slæbe på. Men stadig, 60 kasser plus det løse er jo tosset…

Nå, men forrige søndag flyttede vi så hjem til mine svigerforældre så vi kunne få gjort huset grundigt rent og gøre klar til at male. Alt var rykket ned på underetagen, så mandag og tirsdag (efter arbejde, vel at mærke) tog jeg ud i huset for at gøre rent. Min mor og min lillesøster hjalp heldigvis. Onsdag malede min mand og min far hele overetagen, torsdag fik vi nøglerne til den nye lejlighed og flyttede alt fra huset herned, og fredag brugte jeg hele dagen på at gøre det sidste rent i huset. Fredag var også dagen hvor min mand og jeg sov i lejligheden for første gang. I totalt kaos, men dog i vores egen seng. Så dejligt!

Lørdag og søndag brugte vi på at male hele underetagen og gøre haven/terrasserne præsentable sammen med min mor og stedfar. Der er så meget arbejde i at flytte fra et sted man skal istandsætte ved fraflytning, det er helt vildt! Heldigvis har vi fået stor hjælp fra vores familie, og det har været guld værd. -Og endnu mere heldigt er det, at det vi flytter ind i er helt nyt. Lørdag aften fik vi flyttet lidt møbler på plads og samlet møblerne på ungernes værelse, så det var nogenlunde klar til dem.

Altså var det først i søndags at vi reelt flyttede ind i det nye. Ungerne kom ud og så huset da vi var færdige og det var helt tomt. Det var godt for dem at se, især for Otto der har været meget optaget af hvilke ting der mon kom med til vores nye hjem. Nora var helt forvirret, hun løb rundt i hele huset og råbte “hvor er alle ting henne?”. Da hun opdagede at haven også var tom råbte hun “hvor er alle ting henne -UDENFOR?”. Det var altså lidt skægt.

En halv time senere låste vi os ind i den nye lejlighed sammen, og det var så tydeligt at mærke at de var glade for at genforenes med vores hjem. Genkendelsesglæden var stor, ikke kun over deres egne møbler og legetøj, men også over vores stuemøbler og seng. Otto udbryder jævnligt at det her hjem er meget bedre end vores gamle, og de virker begge to rigtigt glade og tilpasse efter lige at have landet igen. Det var også en hård uge for dem!

Vores udsigt er fabelagtig, og vi er så glade for endelig at være tilbage i byen. Det tager tid at komme på plads, men det er heldigvis helt okay. Jeg glæder mig til at dele billeder fra vores nye hjem med dig!

I dag er jeg desværre hjemme efter en nat med maveonde. Det er nok straffen for at have kørt på med 700 kilometer i timen i så mange dage…

Loppeguld i rå mængder i Århus

kæmpevintagetøjmarkedDen næste tid er der virkelig mange gode loppemarkeder i Århus, og det starter allerede i morgen med KÆMPE VINTAGE TØJ MARKED som er et marked hvor man, ligesom i mange andre storbyer ude i verden, køber tøj til en fast kilopris. 1 kilo = 200 kr.

Jeg kiggede forbi havnen her til eftermiddag hvor min veninde Louise fra HELLO WEEKEND var i fuld gang med at hænge tøj fra årtierne 1960 frem til 1990 på bøjlerne, og jeg kan love at der var mange fine ting imellem. Det er helt klart et must at tage forbi hvis man er til vintage tøj!

Markedet afholdes denne fredag og lørdag (den 28 og 29 august), og du kan se nærmere info om åbningstider, entré, betalingsmidler osv. lige her.

bloggerlopperPå lørdag er der også et andet godt loppemarked i byen, nemlig endnu en omgang #bloggerlopper. Det er mig selv, Malene, Mille, Tenna, Ida og Ninna der sælger ud af alle gemmerne, og jeg tror der mange lækre sager at komme efter. Både ting til hjemmet, til børnene og til at tage på. Vi er så heldige at det er Balsalen helt centralt i Århus C der danner rammerne om vores lille loppemarked, og jeg håber at du har tid og lyst til at kigge forbi og gøre en god handel. -Og husk nu endelig lige at sige til hvis du kigger forbi og hilser på, jeg bliver så glad når jeg møder en læser i den virkelige verden.

#bloggerlopper er lørdag den 29 august fra kl. 10.00 til 16.00 hos Balsalen, Frederiksgade 12, Gården. Husk cool cash eller mobile pay!

retroguld_greenticket_sept

Hende den seje Louise fra HELLO WEEKEND står også bag RETROGULD, et marked der blev holdt for første gang på Godsbanen tidligere på året og som var en bragende succes. Det var et fantastisk marked, jeg kunne have købt det hele! De gentager heldigvis succesen med hele to markeder i løbet af efterår og vinter.

Søndag den 13 september er der RETROGULD og søndag den 15 november er der RETROGULD KITSCHMAS. Se mere info lige her.

Små lopper

Et andet spændende tiltag i Århus er Små Lopper Med Nye Venner der er et loppemarked med fokus på børneværelsets indretning. Det er et marked blandet med lækkert design og fede brugte ting. Jeg ved at fx Lisbeth og Heidi skal være med og sælge egne kreationer, og de er blandt de dygtigste jeg kender til det der med fine ting til børn, så det kan kun blive et godt marked.

Det er lørdag den 20 september og du kan finde mere info om det hele lige her.

 

Den første dag i resten af vores (nye) liv

strand3
Tænk at dette bliver en del af vores daglige omgivelser snart ♡

Imorgen er sommerferien slut og ungerne skal starte i deres nye institution inde i Århus. Otto glæder sig meget, hvorimod Nora selvfølgelig ikke helt ved hvad der skal ske. Men jeg er sikker på at hun tager det i stiv arm. Ja, og det gør Otto helt sikkert også. Vi er spændte og glæder os til at tage hul på det her nye kapitel i vores liv.

De flytter institution fordi at vi skal flytte tilbage til byen her fra Tranbjerg. Det har jeg tidligere skrevet om her, og nu er tiden endelig ved at nærme sig (hvorfor vi vil flytte fra Tranbjerg igen har jeg skrevet om her). Der er lige 1,5 måned endnu før vi får den nye lejlighed, men vi ville gerne at børnene startede her efter ferien for at undgå at det hele sker samtidigt for dem. Det er jo store sager at flytte både hjem og institution, især for små børn. Men det bliver godt, det kan jeg mærke. Åh, hvor vi glæder os til at flytte tilbage…

Faktisk er der endnu mere at glæde sig til, jeg har nemlig fået et job! Jeg skal ikke tilbage på skolebænken som jeg ellers havde regnet med, og jeg er så glad. Det er et job jeg har drømt om at få i mange år, så det er stort for mig. Jeg holder jer dog lige hen i spænding lidt endnu, og fortæller først mere i morgen aften. Sååå…more to come!

Vandpyt (læs: hav), sand og av for satan!

strand2 strand3 strand4 strand5 strand6 strand7 strand8 strand9 strand10

 

Torsdag eftermiddag pakkede vi børn og bil og kørte ind til Tangkrogen for at se Sculpture by the sea sammen med min mands familie. Da Nora ser havet udbryder hun “vandpyt”! Jeg aner ikke hvor det er gået galt, for vi har da været ved vandet masser af gange med børnene…. Og været ude og sejle med min far og så videre…Men altså, forstadsbarnet ser vand og tænker vandpyt. Ha! Det bliver så godt at flytte tilbage til byen og tæt på havet.

Skulpturerne var fine (nogle mere end andre, naturligvis), vejret var nogenlunde med os, og den mad det øvrige selskab havde taget med var lækkert. Ungerne havde sand overalt da vi kom hjem, og det var generelt en rigtig god oplevelse. Det eneste jeg ærgrer mig lidt over er at der ved stort set alle skulpturer var et lille skilt hvorpå der stod “må ikke berøres”. Det er bare ikke så børnevenligt. Ikke at de skal kunne kravle på det hele, men de får langt mere ud af det hvis de kan få lov til at røre. Det bliver lidt mere sanseligt.

Da vi nåede til strækningen inde i skoven gik det desværre galt. Jeg hjalp Otto ned over en lille skråning fyldt med rødder, og idet jeg selv skulle gå ned, gled jeg og landede direkte på halebenet og bækkenet ned på en rod og den hårde jord. Av for satan! Jeg havde frygteligt ondt og blev lidt bekymret for mit bækken, som jeg jo i perioder har døjet med siden min bækkenløsning i første graviditet. Heldigvis var det bare slaget, og nu er det okay igen bortset fra et blåt mærke.

Mine favoritter fra udstillingen er nok værket lavet af blåmuslinger, spejl-diamanterne og den runde bro. Den håber jeg bliver stående. Og så har jeg en idé: man skærmer den af inde fra og fylder den op med sand indtil den har en børnevenlig dybde. Så kan ungerne trygt lege inde i cirklen, og de voksne kan bade fra ydersiden. Smart!

Playdate ♡

Igår hentede Otto og jeg hans ven Tobias fra børnehave, og så kørte vi ind til Mindeparken for at lege på den fede legeplads der er derinde. Drengene havde en fest, og tonsede og tossede rundt i en times tid. Det er så fedt at se Otto sammen med gode venner, og den vilde energi og sprudlende glæde sådan et par drenge udstråler smitter helt vildt. Dejlig måde at bruge eftermiddagen på!

Det her kørekort, som jeg jo lige har fået, er seriøst den bedste ting der er sket for mig længe. Jeg elsker at køre i bil! Følelsen af frihed og spontanitet giver mig så meget. Det er fedt at kunne gøre sådan noget som sådan en tur her, og det har åbnet en helt ny verden for mig. Min mand får aldrig bilen igen, ha ha.

Shit, jeg glæder mig!

Først vil jeg gerne lige sige tusind tak for feedback på mit seneste indlæg. -Det er rart at mærke jer derude, og gør mig så glad at I tager jer de minutter for at skrive til mig. TAK ♡

Nå, men i dag tog jeg ungerne og min mor en tur med ned på havnen, for at vise dem hvor vores kommende lejlighed ligger. -Nok mest min mor, men Otto er også meget interesseret og glæder sig allerede helt vildt meget. Han har altid snakket meget om vores gamle lejlighed, og jeg tror faktisk også han har savnet den. Nu er det jo en helt ny og anderledes lejlighed vi flytter til, men at vi kommer tilbage på én etage alle sammen tror jeg bliver godt for ham. Han er ikke meget for at være alene ovenpå hvor vi bor nu, nemlig.

Det har været en rigtigt smuk dag, så på trods af kraftig blæst og en masse byggerod, var det fedt at gå på opdagelse i vores kommende område. Vi har været der en del før, men ikke meget længere væk end på lystbådehavnen. Her ligger min fars sejlbåd (fotos fra en sejltur i sommers), og det gør det jo kun endnu federe at vi skal flytte derned. Vi kommer til at kunne se hans båd fra vores altaner. -Ja, i flertal. Vi får nemlig hele tre! Shit, jeg glæder mig til det bliver september og vi kan åbne døren til vores nye hjem på Århus Ø.

Der er ingen tvivl om at de første år bliver præget af en masse byggerod og larm i området, for der er jo stadig en masse huse der skal bygges. Men vi er heldige med placeringen af vores lejlighed, for vi har udsigt ind over lystbådehavnen og skoven, og der er ingen risiko for at der kommer en stor bygning lige foran os. Det er fedt! Og når man ser på hvor skønt hele området bliver når det engang er færdigt, så tror jeg bestemt at det er det hele værd.

Jeg er selvfølgelig gået totalt i indretningsmode, og tænker mange tanker om hvordan vi skal indrette os dernede. Det udfordrende er at vi rent faktisk ikke har set netop den lejlighed vi skal bo i. Vi har set andre lejligheder dernede, så vi ved hvilke materialer m.m. der er brugt, men layoutet på vores kommende lejlighed er markant anderledes end dem vi har set, så præcist hvordan vi kan indrette os bliver en overraskelse. Vi har selvfølgelig fået en grundplan med tal på, men den reelle lejlighed får vi først at se når de bliver færdige med dem i løbet af sommeren. Det er lidt vildt!