Vandpyt (læs: hav), sand og av for satan!

strand2 strand3 strand4 strand5 strand6 strand7 strand8 strand9 strand10

 

Torsdag eftermiddag pakkede vi børn og bil og kørte ind til Tangkrogen for at se Sculpture by the sea sammen med min mands familie. Da Nora ser havet udbryder hun “vandpyt”! Jeg aner ikke hvor det er gået galt, for vi har da været ved vandet masser af gange med børnene…. Og været ude og sejle med min far og så videre…Men altså, forstadsbarnet ser vand og tænker vandpyt. Ha! Det bliver så godt at flytte tilbage til byen og tæt på havet.

Skulpturerne var fine (nogle mere end andre, naturligvis), vejret var nogenlunde med os, og den mad det øvrige selskab havde taget med var lækkert. Ungerne havde sand overalt da vi kom hjem, og det var generelt en rigtig god oplevelse. Det eneste jeg ærgrer mig lidt over er at der ved stort set alle skulpturer var et lille skilt hvorpå der stod “må ikke berøres”. Det er bare ikke så børnevenligt. Ikke at de skal kunne kravle på det hele, men de får langt mere ud af det hvis de kan få lov til at røre. Det bliver lidt mere sanseligt.

Da vi nåede til strækningen inde i skoven gik det desværre galt. Jeg hjalp Otto ned over en lille skråning fyldt med rødder, og idet jeg selv skulle gå ned, gled jeg og landede direkte på halebenet og bækkenet ned på en rod og den hårde jord. Av for satan! Jeg havde frygteligt ondt og blev lidt bekymret for mit bækken, som jeg jo i perioder har døjet med siden min bækkenløsning i første graviditet. Heldigvis var det bare slaget, og nu er det okay igen bortset fra et blåt mærke.

Mine favoritter fra udstillingen er nok værket lavet af blåmuslinger, spejl-diamanterne og den runde bro. Den håber jeg bliver stående. Og så har jeg en idé: man skærmer den af inde fra og fylder den op med sand indtil den har en børnevenlig dybde. Så kan ungerne trygt lege inde i cirklen, og de voksne kan bade fra ydersiden. Smart!

En mening om “Vandpyt (læs: hav), sand og av for satan!”

  1. Så dejlige billeder og lige præcis den ide med broen, den snakkede min veninde og jeg nemlig også om, da vi gik rundt dernede. Det kunne være genialt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *