Dukkemor (og noget om baby eller ej)

Babydukke

Nora elsker babyer! Det er helt vildt sjovt at se hvor elektrisk hun bliver ligeså snart der er en lille baby i nærheden. Hun vil helst stå på hovedet i liften for at komme helt tæt på, og det er baby-dit og baby-dat. Hvor det kommer fra aner jeg ikke, og det er ærligt talt lidt imod mine egne overbevisninger bare at tro det er fordi hun er en pige. Men hun har været vild med babyer og dukker i laaang tid, noget vi aldrig har set skyggen af hos hendes storebror…

Når andre ser hvor begejstret hun bliver omkring babyer får jeg oftest en kommentar med på vejen om, at hun da skal have en lillesøster-eller bror. Og der er ingen tvivl om at hun ville elske det! Jeg følger flere på Instagram der har storesøstre til deres babyer, og der er tilsyneladende en helt anden interesse for den lille ny end vi oplevede herhjemme. Otto var aldrig synderligt interesseret i Nora da hun var baby. Han accepterede at hun var der, og han kunne godt spørge lidt til hende eller vise hende noget legetøj og sådan, men han har aldrig været helt betaget af hende (-Hvordan det er i dag er en helt anden historie, men kort fortalt kan de oftest godt lege sammen nu, til vores store glæde og begejstring). Dén faktor kan godt få det til at rykke en lille bitte smule i mine æggestokke. Altså tanken om at opleve Nora i rollen som storesøster.

Men! Slet, slet ikke nok til at det sker. Jeg er SÅ afklaret med ikke at skulle have flere børn. Det er eddermame hårdt nok med de to vi har. Det går fremad i takt med at de bliver ældre, men vi snakker sneglefart. Jeg har egentlig altid tænkt at jeg skulle have tre børn. Så fik jeg to. Slut!

Der er mange faktorer der spiller ind, og logistik er blandt andet en af dem. Større bil, større hjem, for få hænder, for lidt overskud. -Og ikke mindst det at få dem passet nu og da. #bolleferie, I ved nok.

De kloge siger at man aldrig skal sige aldrig, men jeg har følt mig ganske overbevist stort set siden Nora blev født. Det har min mand heldigvis også. Det er virkelig godt at vi er enige, for hvem af os ville ellers have mest at skulle have sagt. Den der vil eller den der ikke vil? -Mon en af jer derude har stået/står i det dilemma?

Nå, men når nu Nora ikke har udsigt til at få en levende baby i huset, så har hun fået det næstbedste. -Ihvertfald indtil hendes faster, moster og onkler kommer ind i kampen. Hun har fået en interaktiv dukke som kan agere baby med pludren, grin og gråd. Hun blev så glad da hun fik den, og den får mange køreture i dukkevognen. Nu håber jeg så bare at den kan dække hendes behov, og at hun ikke begynder at spørge os bedende efter en lillebror- eller søster når hun bliver lidt større. Med store tiggende blå øjne. Åh nej….

 

6 meninger om “Dukkemor (og noget om baby eller ej)”

  1. Jeg har også altid troet, at jeg skulle have tre børn. Det bliver to. For jeg har fundet ud af, at det vigtigste er at have overskud til de børn, man sætter i verden. Jeg tror ikke, vi har overskud til et tredie barn. Og to er jo også fint. Vi er endda så heldige at have både pige og dreng.

    Kh
    Anna

    1. Du har så evigt ret Anna, og det er også den allerstørste årsag til at jeg ikke føler for en 3’er. Manglende overskud. Og ja, at vi også har været så heldige at få en af hver hjælper måske også 🙂 KH.

  2. … er det ikke herligt, som de dér interesser og personligheder dukker op helt af sig selv. Nærmest uanset hvilke ydre stimuli, man udsætter sine børn for 🙂

    (Men nej. Aldrig sige aldrig. Man ved jo af gode grunde og heldigvis ikke hvordan man har det om 2, 4 eller 6 år, når der er børn, der er så store, at de kan være en kæmpe hjælp med en eventuel 3’er. Jeg tænker det altid er klogest at tage det som det kommer. Så er ingen broer brændt på forhånd)

    1. Jo! Herligt, pudsigt og ret interessant. Børn er født med så meget mere forudbestemt personlighed end jeg nogensinde ville have troet før jeg fik mine egne. Det der aldrig føler jeg mig nu meget, meget sikker på. Når de andre er så store at de kan være en reel hjælp, så er jeg alligevel alt for gammel, ha ha 😉

  3. Det kan være så svært et spørgsmål hvor mange børn man skal have. Jeg har altid ønsket mig mange, min mand har været lidt mere uafklaret.
    Efter vores første erklærede jeg at jeg ikke skulle have flere, efter et kompliceret forløb, med bla. Akut kejsersnit før tid. Efter 3,5 år begyndte min mand at snakke om flere og jeg blev tryg ved situationen og gravid.
    Jeg blev tilset ofte, pga forløbet med vores den store. Desværre gik tingene galt og det akutte kejsersnit nåede denne gang desværre kun at redde mig (i sidste øjeblik) og ikke vores lille.
    Nu er det svært for jeg er helt klar igen og vil så gerne have et barn mere, men min mand er bange for at jeg dør næste gang, men vil gerne have flere børn.
    Så nu står vi i dilemmaet, flere børn eller ej og hvor hurtigt? Hvor stor en risiko er acceptabel? Hvornår er risikoen for hjerneskade for stor(pga risiko for iltmangel)?
    Det er kun os selv der kan finde svarene, men spørgsmålet er nogen gange sværere end man tror.
    Undskyld jeg skriver så “tungt” et svar til dit spørgsmål…

    Mvh
    Stine
    P.s. Tak for en inspirerende blog

    1. Puha Stine, det er godt nok en tung historie du har med dig. Det gør mig ondt! -Og det er meget tankevækkende at få dine tanker med, for så bliver vores egne pludseligt så banale. Jeg kan ikke give dig et svar, det er nok et af dem hvor det kun er du og din mand der kan finde det rigtige for jer. Ønkser jer alt muligt held og lykke med det hele, og at I nyder den guldklump I har. Tusind tak fordi du læser med, det gør mig glad. KH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *