Tanker om venner, bekendte og….fjender?!

Jeg har gået og tumlet med tankerne til dette indlæg længe, og nu vil jeg forsøge at kaste mig ud i at få dem nedfældet. Måske bliver det en ordentlig omgang volapyk, men forhåbentligt vil det give mening for nogen. Jeg skriver bare derudad som tankerne nu fører mig, og håber at I kan (og vil!) følge med…

Det handler om de relationer der krydses på tværs af blogs og instagram-kontoer, og måske især om de meninger (skal vi kalde det fordomme?) som folk danner sig om hinanden udfra den lille flig af vores liv vi lukker hinanden ind i. Oftest uden nogensinde at have mødt hinanden i virkeligheden.

Jeg vil tro at 98% af den del af blog- og IG sfæren jeg rører mig i består af kvinder. Og kvinder i flok kan altså være nogen farlige nogen, vil jeg vove at påstå. Jeg har faktisk altid haft et lidt anstrengt forhold til pigegrupper, og har da også altid haft flere drengevenner end pigevenner i min opvækst. Jeg orker simpelthen ikke fnidder. Jeg er også meget følsom omkring grupperinger, og kan hurtigt få en fornemmelse af at være lidt udenfor. -Også selvom der oftest slet ikke er hold i det. Længere. Men med en opvækst med meget mobberi bag mig, er det et levn der sidder tilbage. Følelsen af at være udenfor. Og opmærksomheden på om andre er det, ikke mindst.

Det er selvfølgelig meget naturligt at der dannes grupperinger, og jeg har også selv været med at til at samle kvinder som jeg følte en samhørighed med. På den måde har jeg fået flere rigtigt gode venner og bekendte, men jeg er også endt med at have et par “fjender” (i mangel på et bedre ord). Men det er heldigvis folk jeg har mødt i virkeligheden, og hvor der er sket nogle ting som har gjort at vi ikke længere ses eller taler sammen. Og det er okay. Der hvor det ikke er okay, er der hvor man aldrig har mødt hinanden og alligevel tillader sig at danne sig så meget af en holdning, at man ikke kan lide personen bag.

Det syntes jeg er meget mærkeligt! Heldigvis er det ikke noget jeg personligt har oplevet (men jo, der skal da helt sikkert nok sidde et par stykker eller hundrede med en mening om mig derude, selvom de egentlig ikke kender mig), men jeg kender nogle stykker som til tider bliver ret hårdt ramt af, hvad der jo reelt set er fremmede. Emails, sms’er og lignende med hårde ord. Not okay!

Det er sgu’ lidt en spøjs verden, ikke? Jeg føler samhørighed med mange som jeg aldrig har mødt, og der er mange som jeg rigtigt gerne vil møde i virkeligheden. Blandt andet derfor arrangerede jeg i sommers et IG træf her i Århus. Det var meget hyggeligt, men tilslutningen var desværre ikke så stor, og jeg endte faktisk med at have en lidt blandet følelse omkring det. På den ene side var det super hyggeligt med dem der kom, men på den anden side var der mange jeg havde håbet og troet ville komme, som ikke kom. Måske er samhørigheds-følelsen ikke altid gengældt?

Det minder mig om den såkaldte “sladre-app”; den hvor man kan se hvem der er faldet fra og hvem der er kommet til på IG. I starten blev jeg så ked af det hver gang nogle faldt fra, også selvom jeg ikke kendte dem, men det er jeg heldigvis kommet mig over. Nu bruger jeg app’en fordi at jeg syntes det er sjovt at følge med i, og fordi at jeg tit ikke når at se de nye følgere i mit feed. Men engang imellem bliver jeg stadig ked af det, og det er lige netop der hvor personer som jeg følte at jeg havde en samhørighed med, stopper med at følge mig. Så kan tankerne godt løbe af med mig, og jeg bliver en smule paranoid. For det meste ender jeg faktisk med selv at unfollowe, simpelthen fordi at jeg får en ærgerlig følelse når de så dukker op i mit feed. Jeg følger dog stadig nogle stykker fordi jeg syntes de er inspirerende og dygtige, men jeg kan godt mærke at jeg alligevel bliver lidt trist når jeg liker deres billeder. Det er da skørt…

Nå, det tog lidt en drejning fra hvad jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om. Nemlig det her med de rigtigt gode venskaber jeg har fået. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker igennem bloggen, faktisk så mange at jeg har svært ved at følge med. Det kræver jo noget at opbygge og vedligeholde et venskab, og når man bor på kryds og tværs af landet kan det være svært. Ikke mindst når man også har en travl hverdag der skal gå op. Derfor er der desværre flere som jeg ville ønske at jeg var bedre til at holde på. Som jeg kunne se lidt oftere.

Der er også en del som jeg rigtigt gerne ville have mere tid og overskud til og lære bedre at kende. De der bekendte som man møder her og der, hvor samhørigheden går begge veje og man rigtigt gerne vil hinanden, men hvor den travle kalender bare ikke tillader at flere mennesker bliver presset ind. Jo, en kop kaffe kan da lade sig gøre, men hvis der så går 3 måneder før den næste kop kaffe byder sig, så er det jo nærmest som at starte forfra. Det syntes jeg faktisk er lidt hårdt og trist, for jeg vil så gerne…

I virkeligheden er det jo ganske fantastisk at så mange af os har fået gode venner på den her måde. En slags netdating for venskaber, kan man vel kalde det. Samme interesser, og så det at man typisk allerede ved en del om hinanden fra bloggen, gør at man springer nogle trin over i venskabet fra starten. Det er så fedt!

Gav min ordstrøm mening, og har det sat gang i nogle tanker? Det håber jeg! Har du fået gode venner igennem din blog/IG? Nogle som du ses med i den virkelig verden? Nogle du endnu ikke har mødt, men alligevel har et stærkt bånd til?

Jeg må hellere lige understrege at jeg altså ikke lægger op til debat, det er bare mine tanker om emnet. Jeg vil rigtigt gerne høre jeres tanker, men vil selvfølgelig opfordre til at holde en god tone. Tak ♡

15 meninger om “Tanker om venner, bekendte og….fjender?!”

  1. Super godt indlæg Julia, og hvor har du ret! Kan huske for et par år siden hvor jeg skrev et indlæg i samme boldgade, og du du følte dig ramt af det, det var dog slet aldrig intentionen, men beviser bare hvor nemt man også kan misforstå de skrevne ord. Men hvor er det fantastisk når blogge eller IG fører til gode venskaber eller kontakter, så skal man nok bare lære sig selv at det ikke altid er personligt når folk vælger en fra på de sociale medier.
    Der hvor det bliver personligt med mails, sms´er eller sågar opkald går det jo over en grænse og bliver regulær mobning eller chikane.

    Hav en god dag
    Mvh Berit

  2. Super godt indlæg Julia 🙂 Er enig med dig hele vejen igennem. Bryder mig dog ikke om den app der fortæller hvem der kommer og går. Har det selv sådan at jeg max kan følge 300 uden at få stress så derfor følger og ufølger jeg ofte og det er slet ikke personligt. Syntes det er skønt med alle de skønne positive og kreative mennesker der er i blogverden og ig. Men er mig også pinligt bevidst om at det næsten er et rent kvindeforum og at det jo i sagens natur kan være særdeles brandfarligt 😉 Jeg er nemlig også opvokset som drengepige og blev mobbet en del i min skoletid. Mht til de forskellige arrangementer der indbydes til må jeg erkende at jeg ofte takker nej pga mit helbred, bestemt ikke fordi jeg ikke har lyst til at møde alle disse skønne mennesker. Og du er klart en af dem, altså en af de skønne 😉 (skrevet fra min tlf. Håber at det giver mening)

  3. Blogverdenen har ført så meget godt med sig for mit vedkommende. Altså på vennebasis. Jeg har fået de skønneste veninder via bloggen, som deler den samme interesse som mig. Desværre – som du også skriver – spredt ud over landet.
    Jeg har bevæger mig gerne i en stor bue udenom konflikter, og er heldigvis “vokset op” med en pige (-og drengegruppe), som ikke var præget af det drama, som piger kan føre med sig. Af og til støder jeg på spidse kommentarer på andres feed – og ofte des flere følgere, des mere forventer folk man kan klare! Jeg krummer mine tæer og håber at de personer, det går ud over, kan lade det passere. Samtidig kan der også opstå meget i den måde man læser kommentarerne – måske er ordlyden ikke den samme fra afsenderen som den modtages.. Det er farligt at kommunikere på andre måder end ansigt til ansigt! Som dig sidder jeg også med en tanke om: “gad vide hvad folk tænker om mig”.. Efterhånden (oftest) er jeg kommet til den konklusion, at jeg ikke skal spekulere på det. De må jo unfollowe mig, hvis de ikke gider mig.

  4. Jeg kan sagtnes følge dig. Men det er faren ved at blive et kendt navn som thevintagehausfrau jo er blevet – folk har svært ved at adskille dig som blogger og dig som Julia, privatperson. For om man vil det eller ej, så er folk, især kvinder, slemme til at dømme og kritisere og det er de især hvis de bliver misundelige.
    Jeg har da også skulle lære mig selv at tage de ting jeg ser/læser på Instagram og blogs med et gram salt og ikke blive tossefjollet over at de er bedre klædt/mere kreative/renere børn der ikke ser tv – altså man kan jo blive ved. Så gør du bar det samme med dem der følger, ikke følger, kritisere og ikke kritiserer! Vi er højst sandsynligt bare misundelige på dig ��

  5. Super godt indlæg Julie, som jeg slugte med storm. Jeg kan sagtens følge dig i alt det du skriver og jeg bliver squ også lidt trist over at se, de folk som pludselig vælger at unfollow en, ligesom man tror, man har noget med dem. Jeg synes dit ig træf i sommers var super godt, håber ikke det er mig du hentyder til her, for jeg synes i hvertfald det var så hyggeligt at snakke med dig og møde dig face to face.
    Mvh helena

  6. Det første du skriver omkring dig selv, venskaber og mobning kan jeg virkelig nikke genkendende til!

    Jeg er rigtig glad for Instagram og at opleve folks tosserier, kreative emner, gode humor med videre. Samt selv at udtrykke mig.
    Der er nogle stykker jeg meget gerne vil møde, men jeg har ikke rigtig modet til det. Endnu. Det er fedt at læse et lidt “dybere” indlæg fra dig af. Spændende at du ‘tør’ dele det.

    – Missejammer

  7. Godt indlæg, jeg kan følge meget af det. Især har jeg (også) en fortid med, lad mig kalde det grundig mobning, og netop det gør mig sårbar i grupperinger hvor jeg ikke altid kan ‘læse’ folk eller deres indbyrdes relationer. Af samme grund er jeg først nu, efter mange år i netsammenhænge, begyndt at mødes IRL. Og det er så hyggeligt altså. Men stadig gnaver mine fortidige oplevelser altid en smule.

    Ang den det app er jeg ikke lige i målgruppen, hvis den findes, for så mange følgere har jeg på ingen måde. Hverken på bloggen eller IG. Og måske tænker jeg også at man skal passe på med sådan en app. Hmm, måske.

    Men som du jo egentlig ville sige, så er det utroligt givende med de netværk og mere venskabelige relationer der kan bygges op via disse medier. jeg synes det er ret så fantastisk og er selv blevet lidt mere modig.

  8. Altid fantastisk når der bliver sat ærlige ord på blogger/IG livet og måske især når det sådan får lov at løbe lidt af med en så det ender i en ikke planlagt retning?

    Jeg er af den atypiske blogger slags der hverken er på IG eller facebook, men jeg kan da godt følge tankerne lidt alligevel. På blogloving oplever jeg af og til at jeg er blevet “sat af en blog” jeg ellers troede jeg fulgte men måske er det bare mine lidt for tykke fingre der af og til rammer en gal tast på telefonen? Jeg har altid tænkt at det var ærligt for mig, men det er da endnu mere trist hvis det gør nogen kede af det når det slet ikke var meningen. Bevist unfollower jeg mest når der er for mange sponsorede indlæg. Siger jo ofte selv nej tak til de samme gaver og orker ikke rigtigt hvis det fylder ALT for meget på en blog (lidt må det godt fylde, men det må ikke føles som om det er formålet med bloggen hvis du kan følge mig).

    Nå nu løb tasterne også af med mig, men det må jo være fordi du satte gang i nogle tanker.

  9. Sådan et fint indlæg, Julia. Jeg kan virkelig nikke genkendende til meget af det du skriver. Både de triste ting, som at blive påvirket når folk vælger at unfollowe, men absolut også de positivte ting. Jeg har jo blandt andet været så utrolig heldig at møde Signe, som er gået hen og blevet en af mine allernærmeste. Jeg har faktisk også mødt min kæreste på et online forum.

    Og som du skriver er det jo lidt en slags netdating for venner. Eller jeg føler i hvert fald der er skabt et forum, hvor jeg føler at de interesser jeg har og går op i er accepteret og der er endda en masse ligesindede. Jeg føler tit at mine ‘gamle’ venner har svært ved at forstå hele blogkonceptet og ærlig talt synes det er en smule latterligt.

    Jeg har i øvrigt en fornemmelse af at mange af os bloggere/IG’ere er skrøbelige kvinder, som alle har haft en svær fortid (især med mobberier). Det er i hvert fald også den jeg har med i bagagen. Det er en lidt sjov tendens synes jeg. Men måske meget naturligt, det er lidt nemmere at gemme sig bag en skærm og netop kun dele det man føler sig tryg ved at dele? Jeg ved det ikke… Jeg har i hvert fald altid haft nemmere ved at udtrykke mig og åbne mig på skrift. Det er ikke nær så farligt.

    Jeg synes det er super fedt du har bragt det på bane, det har i hvert fald fået sat noget i gang hos mig.. Og så vil jeg da lige slutte af med at sige, at jeg er smadder glad for at følge med hos dig. Jeg håber vi en dag når til en kop kaffe. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *