En aften med kage, sladder og shopping

I onsdags havde jeg en rigtigt dejlig aften. Jeg havde inviteret min skønne Instagram mødregruppe og mine kreakælder-damer hjem til mig efter børnenes sengetid, bagt en kage og købt nogle småkager. Og så havde jeg inviteret en konsulent fra tøjmærket Black Swan til at komme og vise deres seneste kollektion frem. Homeparty i provinsen, sgu!

Det er nok et par år siden at jeg hørte om mærket første gang, og jeg var ret spændt på at se tøjet i virkeligheden. Havde hørt fra flere at der var nogle lækre kvaliteter imellem, og fede basis ting især. Konsulenten Lone startede med at præsentere kollektionen for os stykke for stykke, og bagefter fik vi så fri leg til at bladre igennem tøjstativet og prøve alt det vi ville. Det var ikke alle størrelser der var repræsenterede, men med et par størrelser fik man hurtigt fornemmelsen for hvor man selv lå. -Og så var der mange der kunne give deres besyv med, og sige “go eller no-go”.

Der var nogle rigtigt fine styles i kollektionen, og nogle super lækre kvaliteter imellem. Der var dog også et par prints og nogle lynlås-detaljer jeg personligt godt kunne have været foruden, men sådan er smag jo heldigvis forskellig. Jeg tror faktisk at Black Swan formår at lave en kollektion hvor der er lidt for alle. Ikke en kollektion med én knivskarp stil, men en kollektion med et lidt bredere felt. -Og netop til homeshopping er det nok meget smart!

Jeg syntes det var ret hyggeligt at bruge en hverdagsaften på den her måde, for det kan godt være svært at samle veninderne med børn ellers. Tiden flyver afsted, og næsten alle weekender er bookede op. Men sådan en hverdagsaften efter puttetid kan de fleste godt finde tid og overskud til et par timers hygge. Og til at shoppe og rent faktisk prøve tøjet inden køb; noget man altså heller ikke når så meget af når man har børn…

3 meninger om “En aften med kage, sladder og shopping”

  1. Sjovt som vi er forskellige, jeg havde slet ikke skudt dig til en “Black Swan”-model.
    Jeg er total skuffet over deres kollektion. Synes at Deres argument med at tøjet skal skjule det vi kvinder gerne vil skjule slet ikke hænger sammen med tøjet. Eller også er jeg bare total mærkelig sammensat *ha ha* – ingen af deres bukser passede mig og jeg gik derfra total nedtrykt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *