Hans, The Wild Life Ranger – Kærestetur på ski #2

Vågnede op til denne fantastiske udsigt over Gastein dalen
En af mange lifter op på bjergene
Fantastisk udsigt fra toppen
En tur over en hængebro
Detalje fra en fed udsigtspost
Imponerende udsigt
Waldgasthof, hvor vi spiste frokost
Lækker, autentisk mad
Apfelstrudel
Et murmeldyr!
Hans og Bo planlægger vejen ned på ski
Hans og jeg
Min elskede og mig

Vi havde en fuldstændigt magisk dag i lørdags! Det var vores første dag på ski her i Bad Gastein, og solen strålede. Det kunne simpelthen ikke være smukkere!

Vi startede med at leje ski, og mødtes med instruktøren og guiden Hans, som udover at lave den slags arbejde i sæsonen også arbejder som Wild Life Ranger i den kæmpe store naturpark bjergene hernede udgør. Han er en virkelig spændende mand, som kunne fortælle mange historier om dyrene, planterne, Gasteins historie, kulturen og selvfølgelig alt om områdets pister. Vi var i virkelig gode hænder, og har fået en ny personlig helt.

Mens Bo, som er en del mere erfaren på ski end jeg selv er, udforskede pisterne på telemark-ski, viste Hans mig rundt fra bjergtop til bjergtop mens han delte ud af al sin viden. Jeg labbede det i mig, især var det spændende for mig at høre om dyrelivet og naturen hernede. Jeg har fået en stærk lyst til at vende tilbage til sommer og tage på bjergvandringer. Her er så smukt, og diversiteten er vildt spændende. Hans og jeg brugte primært de mange lifte der går på kryds og tværs i dalen, og når det så var muligt at stå af på en mellemstation og tage en blå pist (en af de nemmere) ned, gjorde vi det. Jeg er nemlig ikke så erfaren på ski, så turen ned fra toppen er lige vild nok for mig. Men udsigten deroppe fra skal bare opleves!

Til frokost spiste vi på en skihytte i Angertal, et knudepunkt for lifte og pister. Waldgasthof, som restauranten hed, opfyldte igen alle mine forventninger til sådan et sted. En rustik bjælkehytte med hvide blondegardiner, udstoppede dyr, pejs og god stemning. Vi fik god mad med kød fra lokale dyr, og jeg fik apfelstrudel til dessert (og sendte hende her en kærlig tanke).

Efter frokosten tog vi nogle ture mere, og Bo og Hans fik kørt lidt på ski sammen. Midt på eftermiddagen parkerede vi vores udstyr i et særligt depot til det, og så kørte vi til Alpentherme i Bad Hofgastein. Med ømme muskler var det så dejligt at svømme rundt i en varm swimmingpool, hvor vi også kunne svømme udenfor. Det er en mærkelig, men god fornemmelse at være udenfor og svømme i frostgrader. Der var også et område kaldet Sauna World, hvor vi gik ned for at koge lidt. Men da vi kom ind i området opdagede vi at alle gik nøgne rundt, så vi vendte hurtigt om igen. Den havde jeg ikke lige set komme, ha ha!

Se også Kærester på ski #1 og Slud, spa og drinks – Kærestetur på ski #3.

10 meninger om “Hans, The Wild Life Ranger – Kærestetur på ski #2”

  1. Neeejh, det ser jo intet mindre end fantastisk ud og lyder også som I får jer nogle fede oplevelser! 🙂 Jeg får helt lyst til selv at opleve området engang 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *