Farvel til sutterne

I dag har Otto sagt farvel til sine sutter. Det er ikke noget vi har lagt op til længe, men forleden spurgte vi ham om ikke vi skulle sende sutterne til julemanden, for så ville han måske komme med en ekstra gave til jul. Det syntes Otto først lød rigtig fint, men dagen efter insisterede han på at sutterne skulle på et suttetræ. Vi snakkede lidt om det, og forklarede at sutterne altså blev der på træet, og at han ikke ville få en når han skulle puttes. Til gengæld kunne vi bagefter køre i legetøjsbutikken og købe det blå lyssværd han har ønsket sig længe. Den var han naturligvis helt med på!

Så i dag kørte vi ud til Riis Skov, og gik en lille tur. Vi fandt træet fyldt med sutter, og Otto valgte en god gren at hænge sine sutter på. Han sagde farvel og tak for nu, og så havde han ellers travlt med at komme afsted til legetøjsbutikken. Da han blev puttet tog han det rigtig pænt, og konstaterede bare at han måske nok ville komme til at drømme om sutterne. Store dreng ♡

Ps. Den lækre striktrøje er fra Asta&Alfred, et lille lokalt mærke som får håndstrikket sine lækre strikkerier af ældre damer rundt om i landet. Jeg er vild med det!

7 meninger om “Farvel til sutterne”

  1. Hvor dejligt! Mine to yngste på hhv. 6 mdr. og 2 år bruger stadig sut, men min 4-årige stoppede med dem en måned inden, han fyldte 3. Vi havde gruet voldsomt for det, da han virkelig ELSKEDE sine sutter, men det gik også utrolig nemt – virkelig dejligt!

  2. Finder man det rigtige tidspunkt at komme af med sutterne, er det sjældent det store drama. Jeg havde mine bange anelser, da Lara skulle af med sine, men det blev også helt uden problemer. Hun var simpelthen klar, ligesom Otto er.
    Trøjen er bare rigtig fin til ham. Jeg er også vild med mærket og rigtig glad for den hue, som jeg købte i Smuksak:-)

    Kh
    Anna

  3. Hvor fint! Sutterne er et STORT emne hos os for tiden, da mine drenge (3 år, 2 måneder) lige for tiden nærmest er afhængige af dem. De sidste to måneder er de kommet af med bleen og nu står det så på sutterne som det næste.
    Jeg kan rigtig godt lide den måde I har gjort det på. Havde ellers overvejet at lade suttefeen klare det, men tanken om at hænge dem på et træ er egentlig ret tiltalende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *