DIY Himmeli mobile/uro

Sidste år begyndte jeg at lægge mærke til de her fine, fine grafiske mobiler/uroer rundt omkring. Bl.a. her hos DesignSponge, hos RareRina (kan desværre ikke lige finde linket til den jeg så hos hende) og på Pinterest. Oprindeligt er Himmeli’s, som de hedder, lavet af halmstrå og er en del af den finske juletradition, så vidt jeg har kunnet læse mig frem til. Men i både messing, kobber og sugerør får de et lidt andet, mere moderne udtryk. Jeg er vild med dem! -Og mulighederne er uendelige.

Jeg har vist min første Himmeli frem ovre på Instagram, og fået så fin respons på den. Tak! Jeg syntes i al beskedenhed også selv den er virkelig fin. Og så er det et super billigt projekt, som ender med et rigtigt lækkert resultat. Det kan vi godt lide!

Jeg vil gerne dele min fremgangsmåde, og har her forsøgt at tage skridt-for-skridt billeder til en vejledning. Det er slet ikke sikkert at min måde er den nemmeste eller den bedste, men det er sådan jeg bedst kunne få det til at blive stabilt. Fx. forsøgte jeg mig først med at lave vinkler på sugerørene, men det gik slet, slet ikke. Så det kan altså ikke anbefales, selvom man umiddelbart skulle tro at det ville give de skarpeste hjørner og samlinger. Nå, here goes:

1: Til en firkant skal du bruge 12 stykker rør (Fx. sugerør som her) i samme længde. Mine korte rør er 7 cm. og de lange er 14 cm. Jeg brugte 6 sugerør til en lille firkant og 12 sugerør til en stor. Derudover har jeg brugt 5 sugerør til at samle mobilen, så altså 23 sugerør i alt. Klip på tværs med en god skarp saks, så enderne bliver så lige som muligt.

2: Træd en nål med et langt (!) stykke dobbelt, kraftigt sytråd, og træd 4 rør på tråden. Saml dem til en firkant for enden af tråden, og bind et par knuder. Firkanten må ikke blive for stram (se billedet).

3 + 4: Træd 2 rør på snoren og bind snoren stramt et par gange rundt mellem to af rørene på din første firkant, så du ender med en rudeform.

5: Træd yderligere to rør på snoren, og bind dem fast i toppen af din rudeform. Husk at stramme godt til.

6: Før nålen ned igennem et af rørene, så det kommer ud mellem to rør på midten af din rude.

7: Træd 1 rør på, og bind snoren stramt mellem de næste to rør. Fortsæt med de resterende 3 rør, således at du samler hele firkanten. Husk at stramme til hver gang du binder et nyt rør på, men pas på du ikke binder for stramt. Når alle 4 rør er på, fører du nålen hele vejen rundt igennem de 4 rør igen, plus en gang ekstra igennem det første rør, før du fører nålen op til toppen igen og binder en god stram knude eller to.

8: Ret lidt på rørene, således at de i hvert hjørne ligger ind mod hinanden og ikke henover hinanden.

9: Færdig! -Ihvertfald med en af firkanterne. Hvis du gerne vil lave en mobile som min, så laver du fire små firkanter samt en stor, og så samler du den til sidst ved at sætte en lille firkant fast på hjørnerne af den store firkant. Jeg har sat et sugerør i samme længde som den store firkant på hver af mine små firkanter før jeg bandt dem fast. Satte også et sugerør i toppen af den store firkant, inden jeg hang den op.

Ekstra tip: Hvis du gerne vil have en diamantform i stedet for en firkant, så laver du bare fire af rørene lidt længere end de øvrige, og bruger dem i bunden af din rudeform. Altså, når du laver den første firkant trækker du først en kort, så to lange og så en kort på. Og så videre…

Håber du kan bruge min DIY. Hvis du bruger den, må du gerne henvise til mig, tak.

13 meninger om “DIY Himmeli mobile/uro”

  1. Mega fed Julia! Måske et emne til en aften i kælderen – jeg vil i hvert fald gerne lave et par stykker til min gren i vinduet 🙂

  2. Jamen det ser SÅ godt ud – Ja blev faktisk også selv forbavset over, hvor lette de er at lave – Og hvor er det bare smukt i jeres hyggekrog med den flotte stol:-) rigtig god aften

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *