Nomi -Højstol fra spæd til teenager.

Vi har testet den nye højstol Nomi fra Evomove i nogle uger nu, og er klar til at dele vores erfaringer. Stolen er designet af Peter Opsvik, manden bag Tripp Trapp stolen som mange sikkert kender, og som Tripp Trapp stolen kan Nomi vokse med barnet. Vi har jo både en lille baby og en stor dreng, så vi har haft mulighed for at teste stolen på begge børn. -Og så har jeg faktisk også testet stolen med bøjle til en venindes søn.

Højstolen med skråstol er intet mindre end genial! At Nora kan sidde med ved bordet har gjort vores måltider meget hyggeligere. -Hvorfor det er at babyer altid skal være mest brokkende når vi andre skal spise er mig en gåde, men med Nomi kan vi endelig sidde og spise sammen samtidigt. Nora nyder tydeligvis at være med i bordhøjde. Jeg bruger den også når jeg fx laver mad i køkkenet, hvor hun så kan følge med i hvad jeg laver. Det er smart at den nemt kan indstilles i forskellige niveauer, så hun både kan ligge næsten helt plant eller sidde mere skrå. Hun er stadig for lille til grød og sådan, men når vi når til den alder tror jeg skråstolen bliver et endnu større hit.

Højstolen til Otto på 3 år har også været god. Han kan nemt kravle op og ned selv, og fodstøtten med den lille forhøjning er god at lege med for fødder med spræl i. Han sidder rigtigt godt på stolen, og det at den nemt kan justeres er rart. Man skal bare dreje lidt på nogle håndtag, og så kan man rykke rundt på både sæde og fodstøtte. Der er dog en én ting der driller lidt, og det er at stolen nemt glider bagud pga. hjulene på de bagerste ben. Hvis Otto rejser sig på stolen, for at tage noget langt inde på bordet, glider stolen bagud. Det gjorde hans Tripp Trapp stol aldrig, så derfor gjorde han det meget i starten uden at tænke over det. Nu har han så småt vænnet sig til den nye stol, og det sker derfor ikke så ofte. Et par gummidutter under de forreste ben ville nok hjælpe på problemet, så det har jeg foreslået Evomove.

Da jeg havde en veninde og hendes søn på 8 måneder på besøg, fik vi mulighed for at teste højstolen med bøjlen. Det var super nemt lige at justere sædet og klikke bøjlen på, og det syntes jeg er så smart. Anton sad rigtig fint i stolen, men en dreng på den alder har ofte travlt med at kigge alle mulige andre steder hen end på sin mor med maden. Han trak det ene ben op på sædet for at dreje sig, og så kom knæet desværre i klemme mellem bøjle og sæde. Måske havde vi fået sat sædet lidt for højt i forhold til bøjlen, men det er ihvertfald en ting vi vil være obs på når Nora bliver stor nok til bøjlen; at der er mere (eller mindre) hul mellem bøjle og sæde, så knæet/benet ikke kan klemmes.

Designmæssigt var jeg først en smule skeptisk. Jeg syntes den var lidt futuristisk at se på, og den mindede mig lidt om en kontorstol. Men jeg må indrømme at jeg er blevet ret glad for den, og faktisk syntes den er noget lettere end vores gamle Tripp Trapp rundt om bordet. -Og så er den hundrede gange nemmere at gøre ren, hvilket virkelig er et plus i min bog. Der er ikke mange kroge, riller og overflader hvor fx havregrøden kan gemme sig. Nomi fåes i et væld af farver og med forskellige typer af træ, så den skulle kunne sammensættes til at passe i mange hjem. Kig forbi www.evomove.dk og se nærmere. Evomove er også på Facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *