Uro med papirbolde DIY / Mobile with paperballs DIY

Jeg nyder at have barsel, og genfinder langsomt glæden ved at lave kreative ting. Længe har det været meget begrænset hvad jeg har fået lavet, fordi jeg har arbejdet med Cupcakefabrikken og studierne, og ikke rigtigt har haft overskuddet. Lidt projekter med garn og andet man kan sidde med i sofaen er det da blevet til, men nu har jeg endelig tiden, lysten og motivationen til at sysle en helt masse igen. Skønt!

Uroen her har jeg været igang med en lille uges tid, og jer der følger mig på Instagram har allerede set processen. Men her er det hele samlet, og forhåbentligt kan I gennem billederne få en idé om hvordan man laver disse bolde, og ellers kan I finde en udførlig DIY her (dog på engelsk). Til den store model er der brugt 20 cirkler, til den lille er der brugt 8. Jeg har brugt karton, og stanset cirklerne ud med en såkaldt puncher. Min puncher har en diameter på ca. 5 cm, men de fåes i mange størrelser. Jeg ville gerne have både en lidt mindre og en større, men de er lidt pebrede…

Jeg samler delene med en helt almindelig limstift, og bruger papirclips til lige at holde på det hele mens limen tørrer. Jeg starter bare oppefra og ned når jeg samler, så giver det lidt sig selv efterhånden som man får sat delene på. Selve ringen er en uro-ring fra Panduro, og den hænger med elefanttråd som er kraftigere end sytråd, og ikke slides så nemt. Boldene er hængt på med sølvtråd, bare fordi jeg syntes det var fint. Jeg har brugt min hultang til at lave et lille hul på en af flapperne, men andre trækker bare tråd igennem hele kuglen, og har fx en perle i bunden.

Uroen skal op og hænge over puslebordet, men det kræver lige en krog i et betonloft. Jeg har desuden planer om at sy et betræk til vores puslepude, så før der er lidt mere på plads deroppe får I altså ikke billeder af puslepladsen at se. Men det kommer!

———————————————————————————————————————–

I’ve made a mobile for the babysister in my belly, and it’s going to hang over the nursingtable for her to look at. If you feel like having a go at the paperballs yourself, there’s a DIY right here.

9 meninger om “Uro med papirbolde DIY / Mobile with paperballs DIY”

  1. Hvor er det bare en super flot uro! Tak for link til DIY 🙂
    Måske bliver det et påskeprojekt herhjemme, men overvejer om jeg ikke skulle skaffe en puncher til at lave cirklerne med først.

  2. Jeg får helt lyst til at pusle med farvet papir. 🙂 Men jeg orker altså ikke at sidde og først tegne og så klippe cirkler ud. Har nemlig i lang tid kigget efter sådan en udstancer hernede, men har endnu ikke fundet en, der kan du’. Man er vel kræsen (og ja, de er pebrede). 😉 Og så til noget helt andet – måtte smile da du skrev, at der skal bores hul i betonloftet. Det gjorde vi også her. Bare til en lille bitte krog. Og halvdelen af loftet faldt ned. Nøj, hvor var min mand sur (det var jo min ide med det lille bitte hul). Han har siden NÆGTET at røre loftet, og vi har det ‘flotteste’ gipslappede hul med en diameter på ca 7 cm. I stuen. Så mobiler ved puslepladsen blev hængt op i en snor, viklet om den væghængte hylde. 😉

  3. Rigtig fin uro, den er kommet på min diy liste.
    Med hensyn til ophæng så kan man købe noget der minder om krog på en klæbende skumpude som godt kan holde en uro – det har vi nemlig selv da jeg ikke er stor fan af huller i lofter :-)Har selv købt dem i en “håndværkerbutik”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *