31 december, 2011

HAPPY NEW YEAR!


Her er bordet dækket, der er pyntet op, kærestens skjorte er strøget, jeg har fået matchende neglelak på, og skal lige straks ud og bage kransekagetoppe. Menuen står på bruschetta med bøffelmozzarella og tomatsalat til forret, argentisk oksemørbrad med hasselbagte kartofler, grønne asparges, stegte schalotteløg og flødesovs til hovedret, og så de der kransekagetoppe til dessert. Vi får en god gammel ven på besøg, og skal bare hygge os hjemme. Forhåbentligt sover Otto igennem fyrværkeriet!

Jeg vil ønske jer alle en fabelaftig aften, og et rigtig godt nytår. Jeg ser tilbage på 2011 med stor glæde, og ser frem til 2012 med stor spænding og forventning. 2011 var et godt år, og 2012 bliver endnu bedre! Tusind tak til alle jer der følger med, jer der lægger dejlige kommentarer, og til alle jer der er blevet gode venner. I ved hvem I er! Håber vi ses meget mere i 2012.

Kh. Julia

29 december, 2011

I (heart) juleferie


Vi hygger os! Otto tuller rundt og leger med sine fine julegaver, jeg spiller en masse wordfeud, kæresten nørder nye computerspil, og vi slapper af og nyder at der ikke er noget på programmet. Nå ja, og så var vi jo på date-night igår, og var ikke hjemme før kl. 05.30 imorges. Det var en god aften, som endte ud i godt selskab, øl og shots. Fedt når der ikke er lagt planer, men aftenen alligevel bliver helt perfekt.

Idag har jeg dog arbejdet lidt, og fået talt varelager op. Og så har jeg fået den glædelige melding fra min revisor om, at jeg lukker det første regnskabsår med et flot overskud. 7 måneder har Cupcakefabrikken eksisteret, og jeg er hamrende stolt af at kunne melde overskud allerede!

28 december, 2011

Let frokost...


...for i aften skal kæresten og jeg på café Englen, og spise verdens bedste burger. Otto skal op og forkæles hos sin farmor og farfar til imorgen, så vi holder kæresteaften med god mad og drikke. Og måske bliver det sent, med efterfølgende øl og drinks. Det vides ikke endnu, men at alle muligheder er åbne, er ret så skønt!

26 december, 2011

Julegaver


Jeg har fået nogle rigtigt dejlige julegaver, og vil gerne fortælle om dem alle sammen (måske mest for at jeg selv kan se tilbage på det). Nogle med billeder, nogle uden. Og et enkelt lånt.

#1: Jeg fik en nissegave af Anne, som jeg først måtte åbne juleaften. Min begejstring var meget stor, da jeg åbnede den fine pakke, og fandt ophænget lavet helt særligt til mig. Hausfrau. Er det ikke fint? Tusind tak Anne.
#2: Min mor læser med på bloggen, og lurede at jeg ønskede mig det store gorilla-fad fra Lærke Langballe. Det er super fint! Lærke har dog lovet at lave det i en anden farve, som passer bedre med mit abe-fad. Jeg tænker pastelblå. Ih, det glæder jeg mig til at få.
#3: En fin fugl fra min pap-søster (det kan man vel godt kalde dig efterhånden, ikke Anna?).
#4: Vintage-inspireret korset fra min kæreste, som har ledt nettet tyndt efter en sort udgave. Den der laksefarve gør bare ikke noget godt for min lyse skandinaviske hud. Han fandt det, og det er så fint! Triumph lancerede en vintage-kollektion i år, for at fejre deres 125 års jubilæum, og korsettet her er derfra.
#5: Min kæreste og jeg fik nye dyner. Verdens bedste, intet mindre!
#6: Vi fik også Bezzerwizzer.
#7: Og vi fik sengetøj.
#8: Jeg fik en topstjerne og en lysholder til juletræet fra Georg Jensen.
#9: Jeg fik 2 vintage forklæder af min lillesøster, som ved jeg samler på og bruger dem.
#10: Vi fik et vækkeur, som også er en iPhone-dock.
#11: Vi fik en yellow submarine, og et gavekort til café Englen.
#12: Og så fik vi, mest til Otto, en hvid Trip Trap stol.

Det har været en rigtig hyggelig jul, og vi har alle sammen fået rigtig lækker mad og flotte gaver. Og vi har givet en masse gaver, især var det sjovt at give Otto's hjemmelavede gaver væk. Faktisk blev Otto selv lidt gavemæt, og takkede nej til gaver flere gange. Det er med at nyde det, så længe dét varer, ha ha!

Idag nyder vi en hjemmedag, med absolut ingenting på programmet. Imorgen skal vi til den sidste familiejulefrokost, som jeg glæder mig til. Nå jo, jeg skal jo lave æbleflæsk til imorgen. Syntes nok der var noget jeg skulle....

25 december, 2011

Et hurtigt (jule)pip


Godmorgen derude. Håber I haft en rigtigt hyggelig juleaften, sammen med nære og kære, god mad i overflod, og gode gaver. Det har vi. Jeg spiste 5 stykker andebryst, og alt det løse. Mums!

Lillejuleaften fik jeg et af mine ønsker opfyldt; nemlig den fineste topstjerne fra Georg Jensen. Den pynter nu på juletræet, og jeg elsker den. Og igår fik jeg endnu et stykke julepynt, nemlig en lysholder i samme serie. Jeg fik også en sidste jul, men med kun en enkelt føltes det lidt fjollet at sætte den på træet. Men til næste år kan der være to lysholdere i toppen, og måske er de lige præcis nok til at få stjernen til at dreje rundt. For ja, det kan den nemlig. Lidt ligesom de små englespil. Ret fantastisk, ikke?

23 december, 2011

Julebord


Så er der dækket op til lillejuleaften, som vi skal fejre med min mor, stedfar og lillesøster. Med 3 familier, er der virkelig rift om juledagene! Jeg har dækket op i bedste juleånd, selvom vi faktisk ikke skal have julemad. Vi syntes ligesom vi får rigeligt af den slags de næste par dage. Men vi skal julehygge, spise konfekt, og dele gaver ud. Og de skal åbnes! Der mangler vinglas på bordet, for jeg opdagede at der var smadret et par stykker sidst de var i brug. Nu er kæresten sendt ud for at finde nye. Er ret spændt på hvad han kommer hjem med...

Imorgen tidlig trækker jeg vinderen af den sidste advents-give away, og har du endnu ikke deltaget, kan du nå det lige her. Glædelig jul!

22 december, 2011

Hjemmelavede stearinlys


Jeg har haft de gamle linseforme længe, og tanken om at fylde dem med stearin har været der fra starten. Men jeg har simpelthen ikke kunnet overskue at smelte glycerin, hælde det i formene, putte væger i, und so weiter...Så da jeg idag faldt over det her indlæg, fandt jeg straks fyrfadslys og forme frem. Mine fyrfadslys var desværre lidt dumme, men det færdige resultat blev helt perfekt. Bortset fra at der var et lille hul på en af formene....heldigt jeg var forudseende, og havde lagt bagepapir under!

Imorgen skal de pynte julebordet herhjemme. Vi holder nemlig lillejuleaften med min mor, stedfar og søster, og nok er det ikke "den rigtige aften", men her skal hygges og skabes julestemning. Og deles pakker ud ♡

Pakkerne er pakket ind...


...og her ligger de i al sin pragt. Jeg har leget med forskelligt papir, og så ellers bare en helt masse bånd. Meget fint, men ikke helt så omfattende og kreativt, som mange andre indpakninger set i Blogland. Den spændende lille pakke med kageserviet, er til mig fra Anne, men jeg må ikke åbne den før juleaften....Argh!

Dybt vand


Jeg har lige fået et opkald, som pludseligt ændrede juleferiens karakter. Måske I husker dette indlæg? Jeg troede egentlig at vejen var lukket, men nu er den pludseligt åben igen, og det er min bil der kører forrest....Så nu skal jeg bruge feriedagene på at tænke, regne, skrive planer og budgetter. Og det er med kæmpe store sommerfugle i maven, men også en bange knude eller to. Åhh, at kaste sig ud på dybt vand....

21 december, 2011

Hoste og snot


Godmorgen til et styks pylret unge, med snot i hele hovedet, rusten stemme, og en grum hoste. Så er vi på den igen, igen. Og jeg vågnede selv med pigtråd i halsen. Super! Otto har fået en meget moderigtig cowl på, i form af et af mine uldne pandebånd, og så har han fået sin ældgamle sutteflaske frem igen, fyldt med kamillethé og honning. Dét kan han godt lide!

Jeg satser på at kunne passe butikken, imens han sover til middag i klapvognen. Så et par timers arbejde bliver det til, og så hedder det juleferie. Forhåbentligt uden alt for megen sygdom....

20 december, 2011

Endnu mere konfekt (og en slags opskrift)



#1: Den hjemmelavede rå marcipan
#2: Ingefærskugler med mørk chokolade, hjerte og glimmer
#3: Nougat/marcipanbidder med mørk chokolade, snefnug og glimmer
#4: Marcipan/lakridskugler med hvid chokolade og rålakridspulver-drys
#5: Marcipan/skovbærkugler med hvid chokolade og nonpareils
#6: Marcipan/nougatroulade med mørk chokolade, julet sukkerpynt og glimmer

Så blev jeg færdig med konfekten for i år, og nu må vi se om den rækker til alle 4 juledage. Det tror jeg aldrig den gør, men ender alligevel altid med rester....Hmm.

Nå, men flere har efterspurgt en opskrift på min hjemmelavede marcipan. Jeg tog jo udgangspunkt i Louisa Lorang's opskrift, men brugte mandelmel med skal, som jeg havde i køkkenskabet. Så kogte jeg en sukkerlage af 1,5 dl. vand og 1,5 dl. sukker, som jeg smagssatte med ca. 2 tsk. vaniljesukker. Efter ca. en times simren, var sukkerlagen som en tynd sirup, og jeg blandede så lagen i mandelmelet lidt efter lidt, mens jeg piskede med min elpisker. Jeg brugte ca. 700 g. mandelmel, og der var nok ca. 1,5 dl. sukkerlage. Da det begyndte at have marcipankonsistens, rullede jeg det ud til 2 aflange pølser, som jeg svøbte i film, og lagde på køl. Et par timer senere var marcipanen helt fast, og den smager forrygende! 

FYI: Det er måske ikke supernemt at skaffe mandelmel herhjemme, så til en anden gang køber jeg mandler, og blender dem helt fint. Jeg kan godt lide at marcipanen får en mørk farve, og bliver lidt mere rustik pga. skallen, så den vil jeg lade sidde på. Og et tip; hvis du er i tyskland, så køb mandler og mandelmel med hjem. Det er meget billigere end herhjemme.

Den forglemte julepynt



Jeg vidste at jeg havde købt og fået nogle nye julekugler i år, men da jeg pyntede juletræet, kunne jeg simpelthen ikke finde dem. Så irriterende! Men her til aften kom det endelig til mig, hvor kassen med de nye kugler lå, og nu er de også kommet på træet. Jeg er særligt glad for havenissen, den er ret fin og tidstypisk, syntes jeg. Og så er jeg også meget glad for den lille porcelænskugle fra Anne Black, som jeg har fået af søde Cille. Åh, jeg elsker julepynt!

19 december, 2011

Mere konfekt


Idag har jeg lavet konfekt på fabrikken, og jeg linede op med alskens lækkerier, inden jeg gik igang. Der var hjemmelavet ingefærssirup, rålakridspulver, nougat, chokolade i alle afskygninger, klassisk marcipan, marcipan med skovbær, og min hjemmelavede marcipan. Lækre, lækre sager! Og så fik jeg selskab af søde kvinder, og snakken gik. Det var Mejse, Anne, Louise og Katrine der kiggede forbi. Tak for nogle hyggelige timer!

Den hjemmelavede marcipan endte som et kæmpehit. Den er så lækker! Idag fik jeg lavet kugler af skovbærmarcipanen fra Odense, som jeg dyppede i hvid chokolade og pyntede med nonpareils. Jeg lavede også kugler af min egen marcipan, smagssat med min ingefærssirup, dyppet i mørk chokolade, og pyntet med hjerter og guldglimmer. Imorgen skal der laves mere, og jeg tænker klassisk nougat/marcipan, og så en marcipan med rålakrids. Jeg elsker at lave konfekt!

Sleeping(bag) for Beauty


Jeg fik lige et hurtigt ryk her til formiddag, og syede et cover til min nye baby. Idag skal den jo med ned i butikken, og så må der beskyttelse til. Så jeg rodede stofkasserne igennem, og fandt et smukt stykke kogt uld. Det er faktisk møbelstof fra Kvadrat, som engang sponsorerede et ton stof til mit job som kulturproducent. Nå, sidespor....For at give omslaget lidt ekstra beskyttelse, har jeg syet et stykke bobleplast indeni. Og tilsidst en blank trykknap, og voila! Hurtigt, enkelt, effektivt og ret lækkert. Ikke?