04 juni, 2010

Hvorfor "The Vintage Hausfrau"?


(Billede fundet via Google)

Charlotte fra LilleLindell har tagget mig i en sød lille blogleg, som går ud på at høre hvorfor min blog hedder det den gør. Er der mon en særlig historie bag? Det syntes jeg er en rigtig god leg, for det er ganske ofte jeg tænker over, hvorfor mon folk har bestemt sig for lige præcis dét navn. Og jeg tænker også meget over, hvad bloggens navn mon betyder for populariteten og tiltrækningen af nye læsere. Jeg falder tit over nye blogs, ganske enkelt fordi navnet tiltaler mig, så noget må det jo betyde. Ikke?

Da jeg bestemte mig for at oprette en blog, tænkte jeg meget over navnet. Det skulle være noget der var mig, mine interesser og min stil. Navnet "The Vintage Hausfrau" var det første der kom til mig, men jeg skulle alligevel lige smage lidt på det. Ville folk mon forstå det, eller ville nogen tro jeg var en anti-feminist eller det der er værre? Jeg overvejede også "The Modern Hausfrau", men det tiltalte mig ikke på samme måde, og jeg syntes ikke det beskrev det jeg ville med bloggen.

Jeg ville jo blogge om min hverdag, mine kreative sysler og min familie. Vintage og retro er en stor del af mit liv, og jeg har været indbidt loppe-fanatiker så længe jeg kan huske. Da jeg arbejdede som tøjdesigner var min inspiration oftest "gamle dage", primært 1940-60'erne, og jeg har altid ment jeg er født i det forkerte årti. Jeg elsker at bage og lave mad, elsker at invitere gæster og gå og forberede op til besøg (det elsker jeg måske mere end selve besøget, vil min kæreste nok mene). Jeg ville helt enkelt have elsket at være Hausfrau, og stå klar med lune boller og kakao til børnene, og hjemmesko, pibe og en drink til far. Så derfor!

Jeg vil meget gerne høre historien bag navnene Apfelstrudel, Frk. Evigglad og Søhesten, hvis I vil lege med? -Og tak for tagget, Charlotte :)

03 juni, 2010

Engang var jeg selvstændig

 (Foto: Patric Lindström)

I 2005 blev jeg færdiguddannet mønsterkonstruktør. Det er de færreste der ved hvad det egentlig er, men kort fortalt er det sådan en der konstruerer mønstre ud fra designidéer. Inden for tøjbranschen, that is. Alle designfirmaer har sådan nogle, og når man er indbidt konstruktør, kan man godt virke lidt nørdet. Men sådan er det vel inden for alle fag, med folk som virkelig er vilde med det de laver?!

Jeg havde store drømme om at blive kendt designer, og allerede et par måneder efter min uddannelse deltog jeg på en messe for upcoming designere. Det var helt fantastisk, og jeg kan stadig huske følelsen af stolthed og overvældelse som jeg fik, da folk rent faktisk kunne lide mine kreationer. Mit design!


(Foto: Patric Lindström)

Jeg fik en masse positiv feedback, en hel del bestillinger på mit tøj, og bedst af alt: en kommissionsaftale med et par butikker. Jeg skulle sælge mit tøj i rigtige butikker. Wow, det var ret vildt! Jeg syede og syede, og kan stadig huske første gang jeg var inde og aflevere mit tøj i en af butikkerne. De var vilde med kvaliteten og håndværket, og jeg var så stolt, så stolt. Jeg syede alting selv, både fordi det ville være et stort projekt at få det opsyet i større mængder, men også fordi jeg ikke var sikker på at detaljerne så ville være i orden. Jeg solgte meget på det unikke ved mit tøj; intet stykke blev lavet i mere end 5 ens eksemplarer.


Og så var jeg heldig. Pludselig åbnede sig en mulighed for, at leje et butikslokale centralt i Malmö. Endda i et område som var lidt hypet, og ved at vokse sig rimeligt stort inden for små-butikker. Jeg skulle bestemme mig hurtigt, og da de designere jeg kiggede på muligheden sammen med, desværre hoppede fra af økonomiske årsager, ja så fik jeg pludselig travlt med at finde nogle andre kompanjoner. Heldigvis havde jeg et rimeligt godt netværk, både igennem min uddannelse, men også igennem mit daværende arbejde som kulturproducent på et kulturhus for unge. Der arrangerede jeg blandt andet markeder for DIY-folk, så jeg kendte en del aspirerende designere. Jeg kontaktede dem jeg mente kunne tilføre mit eget design, samt mine tanker om et butikskoncept noget, og heldigvis var de interesserede.
I 2006 åbnede vi så butikken "Freulein". En lille butik med tøj fra små upcoming designere (deriblandt mig selv), unikke smykker, tekstiltryk i form af viskestykker, bakker etc. samt udvalgte vintage-lækkerier. Butikken blev vel modtaget, der var en del skriverier i pressen og vi var stolte og glade. Vi var 4 piger som startede sammen, og alle havde studier eller deltidsarbejde ved siden af. Sådan en lille butik omsætter ikke de store penge, men vi kunne heldigvis få det til at køre nogenlunde rundt.

  (Foto: Carola Grahn)
(Foto: Carola Grahn)
 (Foto: Carola Grahn)

Et lille år efter vi åbnede ændrede tingene sig. Jeg ville mere, og var begyndt at indkøbe tøj fra danske mærker som Wackerhaus, Potz Braülein og Lundgren&Windinge. De andre havde ikke de samme ambitioner, og ville mindre. De hoppede fra, og jeg fandt et nyt partnerskab i duoen Dearly Beloved. Vi re-stylede butikken, og relanserede konceptet en smule. Det hele blev lidt mere professionelt, og jeg var meget stolt over vores butik og vores varer. Sådan her så butikken ud da vi åbnede på nyt:


Det var helt vildt spændende at være butiksindehaver, men det var også meget hårdt arbejde. En butik af den størrelse, med relativt ukendte mærker, bliver ikke kendt af sig selv. Der var ikke de store midler til at annoncere, så vi måtte tænke kreativt. Vi vandt meget på selve området, men også på de forskellige PR-stunts vi lavede. Blandt andet fik jeg arrangeret en udstilling med Mr. Facehunter himself, og han kom til ferniseringen. Det gav en hel del presseomtale, og var en sjov oplevelse. I kan ane billederne på væggene.

  (Mit logo. Navnet er inspireret af en Belle&Sebastian-sang)

Mit eget mærke producerede jeg stadig selv, da jeg ikke havde midlerne til at starte en produktion. Jeg satsede penge på butikken istedet, men det var stadig ikke noget jeg tjente store penge på. Det kunne lige køre rundt, og det i sig selv var heldigt. Det er virkelig, virkelig svært at nå dertil, hvor man har en omsætning man kan hæve en løn fra. Desværre. Jeg nedlagde mit firma og lukkede butikken, da jeg i slutningen af 2008 flyttede hjem til Danmark igen, da kærligheden kaldte.

Jeg savner at designe og arbejde med butikken, men jeg savner ikke branchen. Jeg må erkende at jeg ikke egner mig til at sælge mig selv på den måde det kræver for at blive et navn. Jeg besidder ikke de spidse albuer, og et stort nok bitch-gen. Min erfaring har givet mig et nærmest incestuøst billede af branschen, som handler meget om namedropping og de rigtige kontakter. Det duer jeg slet ikke til, så jeg skal videre og finde på noget andet. Hvad det bliver vides ikke helt endnu, men der er jo heldigvis lidt tid til min barsel er overstået.

Det var et indblik i min tid som selvstændig, som flere har spurgt ind til. Håber det var spændende læsning! Hvis jeg har vækket nogle tanker og spørgsmål, så skriv endelig til mig, så skal jeg forsøge at svare.